Det fordrukne og halvnøgne billede, du havde sørget for at skjule på Facebook, kan pludselig dukke op igen, hvis du ændrer sprog på tjenesten fra dansk til engelsk (US). Det skyldes den amerikanske funktion Graph Search.
Med funktionen kan man søge meget grundigere på steder, billeder og aktivitet, end på den dansksprogede Facebook-side. De billeder og oplysninger, du havde skjult, inden du søgte drømmejobbet, er altså stadig nemme at finde, hvis din arbejdsgiver laver en simpel ændring i sprogindstillingerne. Man kan blandt andet søge samlet på de billeder, der findes af dig, uafhængigt af hvad du har skjult på din profil.
Man kan finde flere billeder ved at søge med Graph Search. Hvis man skulle finde billederne på den dansksprogede side, ville det nok tage op til et par dage. Der skal man ind og finde de personer, der har taget de billeder, man leder efter.
Jan Frederiksson, kommunikationsansvarlig for Facebook i Skandinavien
Mellemperiode
Forskellen skyldes en mellemperiode, hvor den danske version endnu ikke har indoptaget Graph Search som på den amerikanske. Det fortæller kommunikationsansvarlig for Facebook i Skandinavien Jan Frederiksson. Han understreger dog, at der ikke er tale om en ændring i privatlivsindstillinger, men en udvidet søgemulighed. De oplysninger, man kan finde med Graph Search på den engelsksprogede side, ligger også på den danske. Præcis hvornår Graph Search bliver en del af den danske version ligger ikke fast endnu.
– Man kan finde flere billeder ved at søge med Graph Search. Hvis man skulle finde billederne på den dansksprogede side, ville det nok tage op til et par dage. Der skal man ind og finde de personer, der har taget de billeder, man leder efter.
Billeder og oplysninger er altså lige nu synlige for de, der har den amerikanske version af Facebook. Når Graph Search installeres på den danske version, vil de også kunne søges efter her. Lige nu kræver det kun en ændring af sproget fra dansk til Engelsk (US) for at have samme søgemuligheder.
Eget ansvar
Jan Frederiksson påpeger også, at Graph Search fra Facebooks side er tænkt som en service og en effektivisering af søgningen. Ifølge Jan Frederiksson er det problematisk, at der lige nu er forskel på den danske og den engelske version af siden. Han mener dog, at det er brugernes eget ansvar at sikre, at deres profil ikke viser noget, de ikke vil have frem.
– Facebook opfordrer folk til at tænke over, hvem de bliver venner med på siden og til at holde øje med, hvilke billeder der ligger af dem selv. Det er vigtigt, at man selv holder styr på sin profil.
- Graph Search blev indført på den amerikanske Facebook i marts 2013
- Hvis du i indstillinger ændrer sproget på Facebook fra dansk til Engelsk (US) er Graph Search tilgængeligt
- Du kan i søgefeltet skrive ”Photos of people who work at Jyllands Posten” og finde billeder af ansatte
- Du kan også i søgefeltet skrive ”Photos of ” og søge efter billeder af et specifikt navn
- Du kan søge efter personer ved at skrive “People who like Jyllands Posten and live in Copenhagen”
Læs også: Snart kan du forsikre din Facebook-profil
Forventet utilfredshed
Ph.d. ved Københavns IT-universitet Sander Schwartz forventer, at der vil opstå utilfredshed hos de danske facebookbrugere, når Graph Search funktionen bliver indført. Her er det ikke kun billederne, der vil skabe røre, men også søgemulighederne i forhold til al anden aktivitet på siden.
– Det vil helt klart skabe uro med de tråde, man kan trække mellem folks profiler. Forestil dig, at du kan søge på alle de personer, der har liket Pia Kærsgaard i Københavnsområdet. Pludselig kan du søge på folk ude af sammenhæng med deres specifikke profil.
Sander Schwartz understreger på samme måde som Jan Frederiksson, at det er den enkeltes eget ansvar, hvad der ligger af billeder og oplysninger på de sociale medier.
Hurtig tilvænning
Sander Schwarts vil hverken tale for eller imod Graph Search funktionen, men mener, at det vil gøre os brugere mere opmærksomme. Han mener dog også, at vi hurtigt vænner os til nye indstillinger og tiltag på facebooksiden.
– Hver gang Facebook laver om på funktioner og indstillinger, skaber det utilfredshed hos brugerne. Men vi glemmer det hurtigt igen, og så bliver det standarden. Da man indførte News Feeden omkring 2006 eller Timeline i 2011-2012, skabte det stor utilfredshed. Men i dag tænker man jo ikke over det. Jeg håber egentlige, at denne type design-ændringer fra Facebook giver brugere en anledning til at sætte spørgsmålstegn ved, hvad de bør dele med Facebook til at starte med.
Læs også: Pas på kundeservice på Facebook