Derfor skal små partier også tages seriøst

Flere danner nye partier, fordi de er utilfredse med de nuværende partiers dagsorden (Billede: morgueFile)
Flere danner nye partier, fordi de er utilfredse med de nuværende partiers dagsorden (Billede: morgueFile)

Kl. 12.00 i dag var det sidste chance for at indlevere kandidatlister til kommunalvalget. Hampepartiet, Kærlighedspartiet og Miljøpartiet Fokus er eksempler på mindre partier, som du også kan stemme på til kommunalvalget, hvis du bor i Københavns Kommune. Mange af partierne bliver dog ofte ikke taget seriøst, og de bliver hurtigt tilsidesat i forhold til de mere kendte partier.

Carina Saxlund Bischoff, adjunkt ved RUC, har forsket i nye partier. Hun mener, at de små nye partier også kan have en vigtig rolle at spille i det lokale demokrati.

– Ikke alle nye partier har en realistisk chance for at vinde pladser og indflydelse i byrådene, men meget tyder på, at det heller ikke altid er det parti-stifterne går efter. I nogle tilfælde ønsker man at fremme en sag, og så kan valget være en god anledning til at få opmærksomhed i den offentlige debat. Det at deltage som parti giver en platform at kommunikere til vælgerne fra. Enkelt sagt, går nogle partier mere efter at skabe holdninger end at vinde stemmer.

 I Danmark bliver de store partier mindre i disse år, og vælgerne er mere spredt ud på mange partier. Carina Saxlund Bischoff

Stor forskel på partiernes chance 

Ligesom ved de store partier, er der også stor forskel på tilslutningen til de mindre partier. Carina Saxlund Bischoff peger på, at nogle af de små partier vil få det svært med at tilkæmpe sig indflydelse:

– Nogle partier har en reel chance, fordi de repræsenterer et segments interesser, mens andre partier som Kærlighedspartiet profilerer nogle alternative holdninger og tilgang til politik, men det er måske ikke dem, som vil have en varig tilstedeværelse. De har ikke nødvendigvis den politiske profil, der gør, at de repræsenterer et segment, der er kommet for at blive.

Carina Saxlund Bischoff mener, at vi i fremtiden også vil se små partier stille op:

– Så længe at opstillingsreglerne gør det rimeligt enkelt for engagerede borgere at opstille, altså hvis man ikke gør det for besværligt og ressourcekrævende, så er der ingen grund til at tro, at det vil gå ned. I Danmark bliver de store partier mindre i disse år, og vælgerne er mere spredt ud på mange partier.

Opstilling til valget
Det er muligt at:

  • opstille alene
  • opstille via et parti
  • opstille via en partineutral borgerliste

Underskrifter:

  • I de fleste kommuner mindst have 25 underskrifter for at kunne stille op til kommunalvalget, mens listen ved et regionalt valg i de fleste regioner mindst skal have 50 underskrifter.
  • I Københavns Kommune skal en liste eksempelvis have 150 stillere for at kunne stille op til valget.

 
LÆS OGSÅ: Kommentator om Kv13: Der er en håbløshed i de Sønderjyske kommuner 

Trænger til en ny dagsorden

Et af de mindre partier, der stiller op til kommunalvalget, er Miljøpartiet Fokus, der blev stiftet i 2010. En af kræfterne bag partiet er Peter Nielsen.

– Jeg synes, at Danmark går i en forkert retning. Vi har ikke nogen partier i Danmark, der kæmper for en grøn dagsorden, og det trænger vi til at få.

Partiet forsøger at få opmærksomhed via de sociale medier. Derudover er partiet også på gaden, hvor de samler underskrifter ind for at blive opstillingsberettigede.

Selvom chancen ikke er stor for at opnå meget indflydelse, vil Peter Nielsen ikke skifte over til et af de større partier:

– Jeg støtter en grøn dagsorden, og så længe at det er det eneste parti i Danmark, der har en grøn agenda, så vil jeg selvfølgelig støtte det.

Der er kommunalvalg d. 19 november.