Mellem 60 og 80 kvinder har siden i fredags henvendt sig til politiet og anmeldt blufærdighedskrænkelser, de mener, at den københavnske serie-krænker står bag. De henvendte sig først, efter at politiet i fredags udsendte et signalement af den formodede krænker og opfordrede eventuelle ofre til at kontakte dem.
Det høje antal af kvinder, der har været udsat for krænkelser, kom bag på vicepolitiinspektør Jens Møller Jensen fra Københavns Politi. Det kom især bag på ham, at kvinderne ikke selv havde henvendt sig.
– Jeg havde en idé om, at der var nogle, der havde været udsat for noget, som de ikke havde anmeldt. Men jeg havde ingen idé om, at det var så mange. Der er rent faktisk nogle, som helt konkret har været udsat for, at mænd stod og tog dem på brysterne og ikke gik væk, når de blev bedt om det. I de tilfælde forstår jeg simpelthen ikke, hvorfor de ikke har anmeldt det, siger han.
Politiet ved endnu ikke med sikkerhed, hvor mange af de anmeldte krænkelser den nu sigtede reelt står bag. Men Jens Møller Jensen fra Københavns Politi oplyser, at man i år indtil nu kun havde modtaget omkring 50 af anmeldelser om blufærdighedskrænkelser. Derfor er de ekstra 60-80 hændelser meget opsigtsvækkende, ikke mindst fordi de alle er foregået indenfor kort tid og i samme område.
Læs også: Sexkrænkelser på nettet giver angst
Det kan undre, at så mange kvinder ikke anmelder hændelser, der af politiet betegnes som klokkeklare blufærdighedskrænkelser. Kønsforsker ved Roskilde Universitet, Karen Sjørup, mener, at kvindernes manglende lyst til at anmelde krænkelser blandt andet kan skyldes, at de er bange for ikke at blive taget alvorligt, hvis de vælger at gå til politiet.
– Jeg tror, det er krænkelser, der er meget svære at få politiet rundt omkring på stationerne til at tage alvorligt. Hvis man kom hen på en politistation med sådan en historie, tror jeg, de ville grine af en. Det er har i mange år været sådan, at kvinderne ikke er blevet taget alvorligt. De er i hvert fald blevet spurgt meget ind til deres egen rolle i forløbet, siger hun.
Det er har i mange år været sådan, at kvinderne ikke er blevet taget alvorligt. De er i hvert fald blevet spurgt meget ind til deres egen rolle i forløbet.
– Karen Sjørup, Kønsforsker ved Roskilde Universitet
Den udlægning er Jens Møller Jensen fra Københavns Politi uenig i.
– Jeg tror ikke, at du kan sætte lighedstegn mellem den manglende anmelderlyst, og om kvinderne bliver taget alvorligt, når de anmelder en voldtægt, siger han og fortsætter:
– Jeg tror, at mange har anmeldt det nu, fordi de kan se, at der pludselig bliver gjort noget ved det, de har følt sig krænkede over, og så vil de gerne bidrage. Jeg tror, det er derfor, der er så mange, der ringer nu, og det er vi jo glade for, siger han.
Hvad er et overgreb?
Årsagen, til at kvinder ikke anmelder krænkelser, kan også være, at det er meget forskelligt, hvordan man håndterer og oplever et overgreb. Det forklarer afdelingssygeplejerske på Rigshospitalets Center for Seksuelle Overgreb, Hanne Baden Nielsen.
– Alle har en eller anden idé om, hvad et overgreb eller overfald er, men det øjeblik, man selv bliver udsat for det, kan man godt pludselig blive i tvivl om, hvad det egentlig var, og om man selv har overreageret, siger hun.
Hun forklarer, at man kan føle sig meget alene om overgrebet og komme til at tvivle på sin egen rolle i hændelsen. Når det pludselig viser sig, at man deler oplevelsen med mange andre, som det netop var tilfældet med den københavnske seriekrænker, kan det omvendt være med til at virkeliggøre den oplevelse, man har været udsat for, og gøre det legalt for kvinden at anmelde episoden.
– Det øjeblik, man finder ud af, at man ikke var alene om det, så går det op for en, at det måske ikke var i orden alligevel. Men man ved jo ikke, at man ikke er ene om det, når man står der en mørk nat, siger hun.
Læs også: Voldtægtsofre oplever forskelsbehandling
Ifølge Karen Sjørup skyldes valget om ikke at anmelde overgreb for kvinders vedkommende ofte, at man som kvinde er bange for at få skylden for, at et overgreb har fundet sted.
– Kvinder er tilbøjelige til at tage det på sig og se sig selv med mandlige briller og tænke: ”Jeg var selv uden om det”. De kan føle skyldfølelse over, at det er sket for dem. Derfor gemmer de sig med det og tuder ud hos veninden fremfor at gå ned på politistationen og genfortælle historien, hvor deres egen skyldfølelse måske vil blive bekræftet. Det vil i hvert fald blive afprøvet, hvorvidt kvinden selv har været involveret, og dermed om sagen er en politimæssig opgave, siger hun.
Reklamer spiller en rolle
Ledende psykolog ved Center for Voldtægstofre i Aarhus, Anja Hareskov Jensen, oplever ligeledes, at det i mange tilfælde handler om, at kvinden vender blikket indad, hvis hun bliver udsat for et overgreb.
– Man bliver meget optaget af, hvad man selv kunne have gjort anderledes for at undgå det i stedet for rent faktisk at tænke på, at det er en forbrydelse, der er sket. Det kan også være, at de er bange for de sociale konsekvenser. Vil folk tro på dem, hvad vil de tænke om dem, og vil de stemple dem, hvis de har været fulde, siger hun.
Hun mener også, at medierne og reklamer spiller en rolle i forhold til, om kvinder overhovedet har klar føling med, om de har været udsat for overgreb eller ej.
Hun refererer blandt andet til Cults kampagne tilbage fra 2009, “Party now, apologize later”, der indeholdte meget grænseoverskridende billeder, der kunne ligne overgreb til forveksling. Kampagnen affødte en regulær shitstorm og blev beskyldt for at opfordre til voldtægt. Den slags kan gøre det vanskeligt for kvinder at navigere i, hvornår der egentlig er tale om et seksuelt overgreb, mener Anja Hareskov Jensen.
Man bliver meget optaget af, hvad kunne man selv have gjort anderledes for at undgå det i stedet for rent faktisk at tænke på, at det er en forbrydelse, der er sket.
– Anja Hareskov Jensen, ledende psykolog ved Center for Voldtægt i Aarhus
Kønsforsker Karen Sjørup opfordrer til, at man på et overordnet plan i samfundet bliver bedre til at snakke om overgreb, grænser og den fri vilje.
– Det er noget, vi skal have udbredt endnu mere blandt befolkningen. Selvom vi har fri seksualitet i dag, så er den frie vilje altså forudsætningen for, at vi kan have den frie seksualitet. Man behøver aldrig gøre noget, man ikke selv vil, konkluderer hun.