Enige eksperter: Morgenmad er IKKE dagens vigtigste måltid

Morgenmaden er uden tvivl et vigtigt måltid, men videnskabeligt set er det ikke vigtigere end andre måltider. Foto: pixabay.com
Morgenmaden er uden tvivl et vigtigt måltid, men videnskabeligt set er det ikke vigtigere end andre måltider.
Foto: pixabay.com

Du har egentlig ikke lyst, men du klemmer alligevel et stykke franskbrød med ost eller en portion havregryn med mælk ned, inden du tager på arbejde. Du er nødt til det, for morgenmad er jo dagens vigtigste måltid. Eller hvad?

Ikke ifølge Bente Kiens, som er professor ved Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet.

– Helt videnskabeligt kan man ikke sige, at morgenmad er vigtigere end andre måltider, for det er vigtigt at få tilstrækkeligt med energi gennem hele dagen, så man er i energibalance, fortæller Bente Kiens.

Læs også: Madordninger vinder over madpakken

Samme opfattelse har Preben Vestergaard Hansen, der underviser på ernærings- og sundhedsuddannelsen på Professionshøjskolen Metropol.

– Jeg kan sige det sådan, at der ikke er nogen biologisk forklaring på, at det ene måltid er vigtigere end det andet, men det er vigtigt, at du får spist kontinuerligt gennem hele dagen, så dit næringsbehov dækkes, fortæller Preben Vestergaard Hansen.

Man dør jo ikke af at undlade at spise morgenmad, men hvis man vil fungere optimalt, er det en god idé at spise et morgenmåltid
Bente Kiens, professor ved Institut for Idræt og Ernæring

Naturlig faste spiller ind

At morgenmad har fået ry for at være dagens vigtigste måltid, kan der være flere forklaringer på. Blandt andet er der blevet spekuleret i, at den amerikanske morgenmadsproducent Kellogg’s har markedsført det sådan for at øge eget salg.

Preben Vestergaard Hansen har dog et andet mere videnskabeligt bud.

– Argumentet har været, at man har sovet, og så har man jo helt naturligt fastet i mange timer. Så er blodsukkeret lavt, og så skal man have fyldt op igen, også fordi det er tidligt på dagen og mod middagstid, at man er mest aktiv, lyder det fra ernæringseksperten.

Læs også: Kritik på de sociale medier: Danskerne er ikke sundhedshysteriske

Bente Kiens anerkender også betydningen af en god start på dagen, og selvom der ikke er videnskabeligt belæg for det, giver det for hende god mening, at morgenmad betragtes som dagens vigtigste måltid.

– Alle måltider er vigtige, men lige netop gennem natten har man haft en lang fasteperiode, så der har man måske lidt mere brug for energi at komme i gang på. Springer man eksempelvis frokosten over, men har man fået et godt morgenmåltid, så har man energi til at dække aktiviteterne i løbet af dagen, siger Bente Kiens.

Uden mad og drikke duer helten ikke

Selvom den naturlige faste ved nattesøvn medfører nogle energibehov, slår Bente Kiens fast, at man sagtens kan undvære morgenmad. Det er bare ikke noget, hun vil anbefale.

– Man dør jo ikke af at undlade at spise morgenmad, men hvis man vil fungere optimalt, er det en god idé at spise et morgenmåltid, mener hun.

Læs også: Tilbageblik: Det her ønskede vi os til jul som børn

Heller ikke Preben Vestergaard Hansen er fortaler for at springe morgenmaden over. Det har nemlig følgevirkninger, som kan medføre usunde madvaner, specielt hos unge.

– Vi ved fra undersøgelser, at mange unge mennesker har tendens til at springe morgenmaden over, og når de gør det, har de også tendens til at spise mere usundt resten af dagen. Så kommer frokosten måske til at bestå af wienerbrød og kakaomælk, og det er bekymrende, siger Preben Vestergaard Hansen.