En overvægt af dagligdagsopgaver og for få faglige udfordringer. Det er virkeligheden for et flertal af studerende, der er på korte praktikophold.
På mange studier er normen, at praktikperioden ikke må overstige tre måneder. Men det er ikke længe nok, mener arbejdsgiverorganisationen Dansk Erhverv.
– Det tager en måned til halvanden at sætte de studerende ind i opgaverne. Så har man reelt kun halvanden måned til at putte noget fagligt i dem, forklarer Mette Fjord Sørensen, der er uddannelses- og forskningspolitisk chef i Dansk Erhverv.
Ingen planer om ændringer
KEA er et af de uddannelsessteder, hvor studerende kun har mulighed for praktikforløb af tre måneders varighed.
– Jeg synes, at den nuværende længde på vores praktik er tilpas, men det er interessant, at erhvervslivet efterspørger en længere praktikperiode, lyder det fra erhvervschef på KEA Jørgen Ravnsbæk Andersen.
Det er interessant, hvis erhvervslivet efterspørger en længere praktikperiode
Jørgen Ravnsbæk Andersen, erhvervschef på KEA
Selvom KEA for øjeblikket ikke har planer om at forlænge praktikforløbene, er Jørgen Ravnsbæk Andersen ikke afvisende over for forslaget.
– Jeg er bestemt positiv over for en tættere kobling til erhvervslivet, erklærer han.
Læs også: Studerende har ulige muligheder for praktik
For få udfordringer
Ifølge Mette Fjord Sørensen er det et stort problem, når praktikopholdene er for korte til, at de studerende kan nå at blive en integreret del af arbejdspladsen.
– Det er svært at lave en rød tråd i forløbet, mener hun.
I hendes øjne er det vigtigt, at praktikanten har tid til at komme ud over dagligdagsopgaverne og får mulighed for at dykke ned i større projekter. Ellers er det svært for praktikstedet at få øjnene op for de studerendes kompetencer.
Også mange studerende er kritiske over for den korte praktikperiode.
– Man når lige at blive selvkørende, og så stopper praktikken. Det er frustrerende, understreger Kamilla Overgaard, der læser Brand Design på KEA. I 2013 var hun i tre måneders praktik som et led i sit studieforløb.
Et halvt år er optimalt
Både Mette Fjord Sørensen og Jørgen Ravnsbæk Andersen er enige om, at et helt år i praktik ville være for længe.
– De studerende kan risikere at tabe deres faglighed fra uddannelsen, lyder det fra Mette Fjord Sørensen.
Hun mener, at et halvt år i praktik er ideelt. På den tid kan de studerende bevare en relation til deres uddannelsessted, men stadig nå at blive integreret i arbejdsgangen på praktikstedet.
Læs også: Designstuderende: Studiepraktik udhuler min økonomi