Mange unge mennesker tyer til fastfood, når de er på indkøb.
Med kampagnen ”Tyg på det” vil Forbrugerrådet Tænk hjælpe de unge til at spise en mere varieret kost. På Forbrugerrådets facebookside kan man blandt andet få gode råd til indkøbsvanerne – og blandt dem er opfordringen til, at de unge spiser flere måltider sammen.
– Det fede ved fællesspisning er, at selvom man ikke har overskuddet til at lave mad til sig selv, kan man få varieret mad, der sikkert er både billigere og sundere end fastfood, siger Sofie Søndergaard Risborg, projektleder på Forbrugerrådet Tænks kampagne.
Mange unge hopper i fastfood-fælden
Kampagnen ”Tyg på det” tager blandt andet udgangspunkt i Fødevarestyrelsens research ”Hvordan spiser vi”, der ligger på altomamad.dk.
Her kan man læse, at de unge på 19-24 år er den målgruppe, der spiser mest færdiglavet mad, fordi de oftest har en livsstil, hvor motivationen for det hjemmelavede måltid ikke altid er i top.
Det fede ved fællesspisning er, at selvom man ikke har overskuddet til at lave mad til sig selv, kan man få varieret mad, der sikkert er både billigere og sundere end fastfood.
Sofie Søndergaard Risborg, projektleder for Forbrugerrådet Tænks kampagne “Tyg på det”.
Sofie Søndergaard Risborg lægger især vægt på, at det for mange unge er indkøbsturen, der udfordrer. Hvis man ikke har en plan, over hvilke dagligvare man skal have med hjem, kan der være lidt for meget plads til improvisation – og det ender ofte med at blive de lette og billige snacks, der fylder indkøbskurven.
Derfor har kampagnen ”Tyg på det” meget fokus på, at man ved at planlægge fremad kan undgå at hoppe i snack-fælden. En måde at gøre dette på kan for eksempel være at lave mad sammen med andre, fordi man på denne måde skal tage stilling til, hvad man putter i sin egen og i andres munde.
– Man kan sige nok så mange gange til folk, at de skal spise sundt, men det er først, når de får råvarerne og maden i hænderne, at det virkelig giver mening, siger Sofie Søndergaard Risborg.
Læs også: Danmark er verdensmester i økologi
Fællesskabet giver motivation til madlavning
På Tietgen Kollegiet på Islands Brygge har en gruppe unge mennesker slået sig sammen om madlavningen i en madklub. Gruppen på 13 har fordelt dagene imellem hinanden, og hver dag byder en ny ind med en ret, de andre kan melde sig til.
Thomas Gade Kofoed er 20 år, læser molekylær biomedicin på KU, og er med i madklubben. For ham gør det en kæmpe forskel i hverdagen, at han kan være en del af madklubben.
– Det betyder virkelig meget at vide, at der er varm mad på bordet, når man kommer hjem om aftenen. Det er ikke altid, man orker at lave god mad til sig selv sent om aftenen, men på den her måde, er jeg sikker på at få noget ordentligt, siger Thomas Gade Kofoed.
Der hviler jo også et ansvar på dig, når du skal lave mad til andre. Du gør dig mere umage, fordi de andre regner med at få noget lækkert mad. Jeg ved, at jeg ikke ville gå lige så meget op i det, hvis jeg kun skulle lave mad til mig selv.
Isabella Poulden, udvekslingsstuderende
Isabella Poulden på 20 år, er udvekslingsstuderende fra Australien, og forklarer, at hun helt sikkert ville spise mere fastfood, hvis hun ikke var med i madklubben på Tietgen Kollegiet.
– Der hviler jo også et ansvar på dig, når du skal lave mad til andre. Du gør dig mere umage, fordi de andre regner med at få noget god mad. Jeg ved, at jeg ikke ville gå lige så meget op i det, hvis jeg kun skulle lave mad til mig selv, siger Isabella Poulden.
Læs også: Irma vil have københavnerne til at spise insekter
Nye smagsoplevelser
Hos Forbrugerrådet Tænk oplever Sofie Søndergaard Risborg også, at det gør en stor forskel, at de unge laver mad til andre ens dem selv. Også fordi det giver de unge nye og anderledes kulinariske oplevelser. På denne måde kan man få nogle andre smagsoplevelser end dem, der normalt er en del af ens eget madrepertoir.
– Fællesspisning kan give smag for nye ingredienser. Når man skal lave mad til andre mennesker, vil man måske gerne byde ind med nogle af de spændende oplevelser, man har haft, og det gør, at de andre oplever noget nyt, siger Sofie Søndergaard Risborg.