I Hørsholm Kommune er der iværksat et nyt projekt, “Forældrepiloterne”, som er en del af STIME, et initiativ skabt til at styrke mental sundhed hos børn og unge. Forældrepiloterne er et støtteprogram, designet til at hjælpe forældre til børn, der oplever udfordringer i hverdagen, som uro, impulsivitet og opmærksomhedsproblemer. Målet er at give forældrene konkrete redskaber til at skabe mere ro og stabilitet, så børnene kan trives bedre.
I STIME samarbejder kommuner og børne- og ungdomspsykiatrien om at udvikle en tidlig indsats til børn og unge i psykisk mistrivsel tæt på deres hverdag.
Et tilbud tæt på hverdagen
Forældrepiloterne fungerer som et gruppeforløb med plads til 8 forældrepar. Forløbet strækker sig over 10 uger og omfatter i alt 4 møder af 2,5 timers varighed. Der er tilknyttet to faglige gruppeledere til forløbet, hvoraf mindst én skal være psykolog.
Charlotte Iben Andersen, psykolog og projektleder på Forældrepiloterne, forklarer baggrunden for programmet:
– Kommunerne er lovmæssigt forpligtet til at oprette lettilgængelige tilbud til børn og unge, der er i psykisk mistrivsel, men som endnu ikke har behov for behandling i psykiatrien. Vi valgte at deltage i STIME, hvor Forældrepiloterne er en del af denne indsats. Formålet er at støtte forældre til at skabe en mere stabil hverdag for deres børn.
Tilbuddet er blevet godt modtaget, og Hørsholm Kommune har afsluttet ét forløb med god opbakning fra forældrene:
– Vi har afsluttet et forløb i foråret og er ved at afslutte endnu et. Vi har haft omkring 32 forældre i alt, og de har efterfølgende besværet spørgeskemaer, hvor de blandt andet vurderer, om de vil anbefale forløbet til andre, siger Charlotte Iben Andersen.
Hun påpeger, at tilbagemeldingerne indikerer en god interesse for programmet.
Fakta box om Forældrepiloterne
- Målgruppen er forældre til børn i alderen 3-10 år
- Forløbet foregår over 10 uger
- Forløbet strækker sig over 4 gange af 2,5 timers varighed
- Barnet deltager ikke på møderne
Screening og forebyggelse
Ifølge Laura Eiler Wogensen, projektleder i STIME, er Forældrepiloterne en forebyggende indsats, der skal gribe ind før børnene kommer i alvorlig psykiatrisk mistrivsel.
– Vi har udviklet dette tilbud til børn, der der har udfordringer med uro uopmærksomhed eller impulsivitet, men som ikke har behov for hjælp i psykiatrien. Forældrene får redskaber til at håndtere deres barns udfordringer og skabe en stabil hverdag, og det kan i mange tilfælde være tilstrækkeligt, siger hun
Laura Eiler Wogensen understreger også, at alle børn screenes for at sikre, at de får den rigtige hjælp.
– Psykologer i kommunerne foretager en screening, og hvis de vurderer, at et barn har brug for psykiatrisk hjælp, bliver familien henvist videre, siger Laura og tilføjer at det forebyggende fokus også skal være med til at sikre, at det kun er de børn, der virkelig har behov, der henvises til psykiatrien, siger hun.
Videreudvikling af tilbuddet
Ifølge Charlotte Iben Andersen overvejes der løbende justeringer af programmet.
– Vi ønsker at gøre indsatsen mere helhedsorienteret ved at inddrage barnets læringsmiljø, hvis forældrene ønsker det. Det kan være med til at styrke indsatsen yderligere og gøre en positiv forskel for børnene, siger hun.
Forældrepiloterne er i sin nuværende form en tidlig og forebyggende indsats, der sigter mod at styrke familier med børn, der oplever mindre alvorlige psykiske udfordringer. Projektet har potentiale til at lette presset på psykiatrien og hjælpe familier lokalt.
Sådan gjorde vi: Journalisten faldt over tilbuddet “forældrepiloterne” på hørsholm kommunes hjemmeside og har derefter været i kontakt med projektets projektleder, samt en projektleder fra STIME. Der er forsøgt at få kommunen i tale, men her henvises der til projektlederne.