En undersøgelse, som er lavet af Forbrugerrådet Tænk i samarbejde med Ingeniørforeningen IDA, viser at kun 1 ud af 10 dansker føler, at de har kontrol over deres personlige oplysninger på nettet. Det er derfor langt de færreste, som har tillid til, at deres oplysninger er beskyttet af de virksomheder, som de deler dem med.
-Jeg tror, at mange kan nikke genkendende til, at vi deler en masse oplysninger på sociale medier. Der er også apps, hvor der bliver indsamlet informationer om vores færden, uden man ved, hvor informationerne havner, eller hvad de bliver brugt til, siger Annette Høyrup, seniorjurist i Forbrugerrådet Tænk til NetAvisen.
-Der hviler et kæmpe ansvar på virksomhedernes skuldre, som ikke burde indsamle flere oplysninger, end hvad der er nødvendigt. Jo flere oplysninger brugerne deler, jo mere sårbar er de, hvis de bliver hacket
Annette Høyrup, seniorjurist i Forbrugerrådet Tænk.
Virksomhederne skal gøre mere for at beskytte forbrugerne
Forbrugerrådet udsendte den 7. marts en pressemeddelelse, hvor undersøgelsens resultater blev klarlagt. Undersøgelsen resultater viser, at kun seks pct. af de deltagende føler sig sikre i, at deres personlige oplysninger er beskyttet hos virksomhederne. Det er et tal, som vækker bekymring hos Forbrugerrådet Tænk, som mener, at virksomheder skal gøre mere for at beskytte forbrugernes informationer og styrke deres tillid.
Læs også: Forbrugerrådet anmelder Google til Datatilsynet for at overskride persondataloven
-Der hviler et kæmpe ansvar på virksomhedernes skuldre, som ikke burde indsamle flere oplysninger, end hvad der er nødvendigt. Jo flere oplysninger brugerne deler, jo mere sårbar er de, hvis de bliver hacket, siger Annette Høyrup.
Virksomhedernes tendens til at inddrive flere informationer, end som umiddelbart er nødvendigt, er også noget, som undersøgelsens anden part, Ingeniørforeningen IDA, er foruroliget over. De håber, at resultaterne vil gøre forbrugerne mere oplyst om, hvem og hvad de deler deres informationer med.
-Vi håber, at undersøgelsen kan skabe mere opmærksomhed hos forbrugerne om, at der er ting, som de skal tage stilling til. Når man køber et par sko på nettet, behøver virksomhederne ikke at vide, hvor gammel du er, eller hvilket køn du har, siger Grit Munk, chefkonsulent på teknologiområdet i IDA.
Grund til at være bekymret
-Mange af de steder man interagerer med samler informationer om forbrugeren, som skal bruges til at sælge flere varer, eller som bliver solgt videre til andre virksomheder.
Jesper Buus Nielsen Associate professor i Cryptography and Security på Århus Universitet
Associate professor i Cryptography and Security på Århus Universitet, Jesper Buus Nielsen, mener, at danskerne med rette burde være bekymrede for, hvorvidt deres personlige oplysninger er sikret hos virksomhederne.
-Hvis danskernes opfattelse er, at deres personlige oplysninger ikke er beskyttet. Så har de en korrekt opfattelse, siger Jesper Buus Nielsen. Han uddyber,
-Mange af de steder man interagerer med samler informationer om forbrugeren, som skal bruges til at sælge flere varer, eller som bliver solgt videre til andre virksomheder.
Han mener også, at virksomhederne burde tage den manglende tillid fra borgerne seriøs.
Læs også: Ny EU-datalov sender virksomheder til advokater
Kampagne skal oplyse befolkningen
Forbrugerrådet Tænk har netop startet kampagnen ’Sikker når du klikker’, som skal gøre danskerne mere bevidste om, hvordan de kan sikre deres personlige oplysninger på nettet.
-Tallene (i undersøgelsen, red) viser, at der et behov for kampagnen. Den er lavet fordi, der er et behov blandt forbrugere, forklarer Annette Høyrup
Jesper Buus Nielsen synes, at kampagnen kan være god til at oplyse danskerne om, at de skal være mere varsomme, før de deler personlige oplysninger på nettet. Til gengæld tror han ikke, at den kommer til at ændre så meget.
-Kampagnen kan være med til at oplyse danskerne om, at de skal være mere varsomme, før de deler personlige oplysninger. Det reelle problem er dog, at folk er ligeglade. Han uddyber,
-Mange er villige til at dele personlige informationer, hvis de kan få lidt funktionalitet. Sat over for et valg, er der mange, som ikke har et problem med at dele deres informationer, så længe de kan få lidt igen.
Kampagnen kommer til at løbe fra marts til maj 2017.