Guide: Se om du bør droppe efterlønnen

Hvis du er ung og gældsat bør du få din efterløn udbetalt, når det bliver muligt den anden april. De økonomiske fordele er dog mindre, hvis du ikke har et højt forrentet lån.

 

– For yngre folk med højtforrentet gæld vil det, næsten uden undtagelse, bedre kunne betale sig at få pengene fra efterlønsordningen udbetalt og bruge dem på at nedbringe gæld, fortæller økonom Claus Forrai fra FinansBureauet.

 

Ifølge en pressemeddelelse fra FinansBureauet kan en boligejer i 40’erne få udbetalt omkring 147.000 kroner ved at blive i efterlønsordningen uden at gå på efterløn. Men boligejeren kan tjene op til 200.000 kroner, hvis han eller hun får udbetalt pengene fra ordningen i år og bruger dem til at nedbringe gæld i huset.

 

Det er dog ikke kun unge boligejere, der bør droppe ordningen: 

 

– Bidraget til efterlønsordningen bliver forrentet efter en reguleringsprocent, der ligger omkring inflationen, lige nu er det 2-3 pct. Så er du lejer, men har en gæld, der er højt forrentet som for eksempel et billån eller en kassekredit, kan det betale sig at droppe ordningen, forklarer økonom, Claus Forrai.

 

En analyse fra Spar Nord viser, at det er omkring 1.069.000, der i dag indbetaler til efterlønnen, og cheføkonom i banken, Martin Lundholm, fortæller til TV2, at man hos Spar Nord mener, at det de 675.000, der er under 50 år, der kan få økonomiske fordele ved at melde sig ud af ordningen. 

 

Hvis du er over 50 år, er det mere usikkert, om du bør droppe ordningen, da de økonomiske fordele bliver mindre, jo tættere du kommer på efterlønsalderen. 

 

– Jo tættere man kommer på efterlønsalderen, jo mindre er den restsum, som man skal betale for at få sin efterløn udbetalt. Desuden er løbetiden på lån ofte kortere, fordi man har haft dem i længere tid. Men jeg vil ikke afvise, at man stadig kan få en økonomisk gevinst ved at hæve efterlønsbidraget, siger Claus Forrai.

 

Som 50-årig eller ældre skal man desuden være opmærksom på, at man som del af ordningen skal tilbydes et job af kommunen, hvis man bliver fyret, når efter man er fyldt 55 år.