Er man kajakroer i København, kan en tur gennem inderhavnen være en turbulent affære. Slipstrømme fra speedbåde og havnebusser gør ofte den idylliske vandtur til en oplevelse, der nærmere hører hjemme i Tivolis vikingeskibe. Og prøver man at sejle udenom bag Christianshavns voldanlæg, sætter lukkede dæmninger en stopper for turen.
På baggrund af et privat initiativ opfordrede Christianshavn Lokaludvalg derfor for et år siden kommunen til at åbne op for Værftbroen og Kongebroen. To dæmninger i den nordlige del af kanalløbet, der i mere end et århundrede har ligget som stopklodser i kanalen. Projektet blev rost af såvel christianshavnere som overborgmester (og kajakroer) Frank Jensen.
Hul gennem dæmninger
”Ideen er, at man skal kunne sejle og bevæge sig gennem Christianshavns kanaler via Holmen og ud i det fri. For at gøre det, kræves det, at der laves nogle gennembrydninger hist og her. Bløde trafikanter på vandet skal kunne komme uden om inderhavnen, hvor de store både sejler meget hurtigt og bølgerne bliver kastet frem og tilbage. Det er ret ubehageligt, når man sidder i en kajak”, siger Per Cohrt, formand for Christianshavn Lokaludvalg.
Første fase af projekter blev for en måned siden behandlet af Teknik og Miljøforvaltningen. De konkluderede at projektet var miljømæssigt forsvarligt, men at de afsatte fire millioner ikke var nok til at åbne for dæmningerne og tillade vandstrømning.
”Det man har lagt op til, er i første omgang hvad man kunne gøre for få penge. Og det var desværre ikke at åbne for vandet, men i stedet at lave nogle ramper, så man kan slæbe sin kajak hen over dæmningen. Men man må håbe, at det ikke stopper der. Hellere i morgen end i overmorgen”, siger Michael Lerche, der er formand for bådlauget Halvtolv på Holmen og har kæmpet for projektet i lokaludvalget.
Hvis vandvejene skal realiseres, afhænger det ifølge Teknik og Miljøforvaltningen af en ekstrabevilling på 32 millioner kroner, som så enten kan bruges på en tunnel- eller en lille broløsning ved dæmningerne.
Miljømæssig fordel
Udover de trafikale fordele påpeger Michael Lerche, at en åbning af de to dæmninger vil være god for vandkvaliteten i Christianshavns kanaler.
”Det er en vigtig detalje for os på Holmen. Der har været problemer med lugtgener og andet godt fra de her kanaler, da de samler en masse skrald og alger. Vi vil helt klar få meget gavn ud af at få åbnet det stykke. Derudover er det simpelthen farligt for de mange fritidskajakker i Inderhavnen”, siger Michael Lerche.
Kajakker og robåde er i løbet af de senere år blevet en integreret del af det københavnske havnemiljø. Men i forhold til landjorden, har kommunen stadig ikke gjort meget for at sikre havets bløde trafikanter på samme måde som man f.eks. har gjort for cyklisterne med de grønne cykelruter.
”I dag er kajakker i havnen jo blevet et helt fænomen. Mange synes, det er en god måde at opleve land og vand på. For tyve år siden var der meget få herude som sejlede kajak og ikke var født på Grønland”, siger Per Cohrt.
I første omgang vil Teknik og Miljøstyrelsen gå videre med rampeløsningen og fortsat undersøge muligheden for at budgettere de ekstra penge til en egentlig vandforbindelse.