Hvis flere humanitære organisationer allerede nu oplever en markant stigning i antallet af ansøgninger til årets julehjælp, så skyldes det at udbuddet af julehjælp er blevet større år efter år.
Sådan lyder det fra Liberal Alliances beskæftigelsesordfører, Joachim B. Olsen, efter at Netavisen har beskrevet, hvordan flere organisationer oplever en markant større efterspørgsel efter julehjælp i år. Han mener ikke at det skyldes det nye kontanthjælpsloft eller 225-timers reglen.
Læs også: Interessen for julehjælp eksploderer
– Et større udbud af julepakker skaber mere efterspørgsel. Det har vi set i de sidste mange år. Hvert eneste år fortæller organisationerne at antallet af ansøgninger slår nye rekorder, og hvert eneste år stiger julehjælpen. Jeg mener simpelthen at det er forkert at påstå, at kontanthjælpsloftet og 225-timers reglen har noget med udviklingen at gøre. Stigningen ville komme uanset hvad, siger han.
Hvordan skulle de mest udsatte borgere holde sig orienterede om hvorvidt at der er kommet flere penge i kassen hos de humanitære organisationer? Det er jo ikke sådan at de skriver ud og opfordrer folk til at søge, fordi at der er ekstra penge i kassen
Marianne Jelved, socialordfører for Det Radikale Venstre
Det står i skærende kontrast til de organisationer, som i Netavisen har udtalt sig om den aktuelle situation. Hos Røde Kors har man allerede nu oplevet en stigning på 30 procent i antallet af ansøgninger, sammenlignet med sidste år, og hos Dansk Folkehjælp har man på nuværende tidspunkt modtaget over 10.000 ansøgninger. Ifølge sidstnævnte organisation er det et rekordstort antal, og en del af stigningen skyldes kontanthjælpsloftet og 225-timers reglen.
Læs også: Velgørenhed erstatter velfærd i flere kommuner
En farlig udvikling
Netavisens dækning af forløbet:
8. november:
– Flere organisationer fortæller om dramatiske stigninger i antallet af ansøgninger til årets julehjælp.
– Kontanthjælpsloftet og 225-timers reglen bliver tilskrevet en del af forklaringen.
– Disse regler er blevet indført at Venstre, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.
15. november:
– Dansk Folkehjælp beretter om flere kommuner der aktivt spekulerer i at sende deres kontanthjælpsmodtagere i retning af de private velgørenhedsorganisationer.
– Brøndby og Vejle Kommune nævnes som eksempler.
Hos Socialistisk Folkeparti har man kun hovedrysten tilovers for Liberal Alliances synspunkt:
– Det er en meget farlig udvikling vi er vidne til. Fattigdom er et af vores største problemer, og her spiller kontanthjælpsloftet en meget afgørende rolle. Jeg mener også at en del af stigningen i ansøgninger til julehjælp skyldes, at priserne stiger, og at man ikke har reguleret overførselsindkomsterne i takt med prisudviklingen, siger Kirsten Normann Andersen, socialordfører i SF.
Hun bakkes op af socialordføreren fra Radikale Venstre, Marianne Jelved, der mener at Joachim B. Olsens udtalelser ”ikke giver mening”:
– Hvordan skulle de mest udsatte borgere holde sig orienterede om hvorvidt at der er kommet flere penge i kassen hos de humanitære organisationer? Det er jo ikke sådan, at de skriver ud og opfordrer folk til at søge, fordi at der er ekstra penge i kassen, siger Marianne Jelved, og fortsætter:
– Der er en grund til at vi er mange der kalder kontanthjælpsloftet for en fattigdomsydelse. Man gør de mest udsatte familier endnu svagere ved at tage flere penge fra dem. Især op til en højtid som juleaften, hvor der er store forventninger til mad og gaver, slutter hun.