Foto: Miklos Szabo, www.detnyteater.dk
Hængslerne ved det polstrede, bordeauxrøde sæde giver et knirkende skrig i protest mod, at endnu en teaterglad bagdel skal sidde solidt plantet de næste to timer og 20 minutter. Sædet udøver sin diskrete hævn ved, at enhver gæst over 170 cm skal være ualmindelig fleksibel for at kunne sidde med det ene ben krydset over det andet.
Af samme årsag udspiller der sig hvert fjerde minut, inden tæppet går, en lille optakt hvor halvdelen af sæderækken må rejse sig i en bevægelse, der minder om en menneskelig bølge på et fodboldstadion. Alt imens en undskyldende sjæl laver et vaklende sidelæns dansenummer bestående af en række chasséer med venstre fod foran højre for at finde frem til det lille sorte nummer, som stemmer overens med pladsen på den krøllede teaterbillet.
Scenariet udspiller sig i anledning af, at Det Ny Teater i dag for sidste uigenkaldelige gang åbner op for et maskeret operafantoms surrealistiske univers, hvor sang, scenisk fantasi og deformitet går hånd i hånd i Andrew Lloyd Webbers musical Love Never Dies.
– Så har vi pladen fuld! klukker en halvtør kvindestemme et par sæder til højre, da alle på balkonens række tre har taget plads. Den uforståelige, summende lyd af over 1.000 menneskestemmer, der kastes frem og tilbage mellem de buede vægge, forstummer i takt med, at det bløde, gyldne lys langsomt falmer og efterlader publikum i forventningsfuldt mørke.
Fra Paris til New York
– Livet her giver ingen mening mere – før du synger nok en gang! tordner operafantomet med en stærk, smertende og skælvende stemme fra sin ensomme plads ved klaveret midt på en scene badet i et støvet blåt og dæmpet lys. Efter i dag vil hans bøn være for altid ubesvaret.
The Phantom of the Operas efterfølger Love Never Dies går nemlig på scenen for sidste gang. Siden efteråret har den spillet på Det Ny Teater med skuespillere som Louise Fribo samt Bo Kristian Jensen og Tomas Ambt Kofod i hovedrollerne som Christine og fantomet. Musicalen følger op på historien om en vansiret komponist, der terroriserer Pariseroperaen under dække af at være et fantom. Det gør han for at fremme karrieren for den unge sopran Christine, som han har taget under sine vinger. Han forelsker sig, men Christine har kastet sin kærlighed på barndomsvennen Raoul, og fantomet ser sig nødsaget til at løsrive sit greb om den unge sangfugl.
Mere end 100.000 billetter er blevet solgt til det syngende kærlighedsdrama, hvor det deforme operafantom nu er flygtet fra sit underjordiske skjul under Pariseroperaen til Coney Island i New York.
Her er operaens stearinlysbesatte grotte skiftet ud med et funklende freakshow og forlystelsespark med et oplyst pariserhjul i baggrunden og et utal af små røde, grønne og gule lamper, der pryder scenen hele vejen rundt og breder sig videre ud i tilskuersalen. Sporadiske flammer fyger op af gulvet, og den varme lugt af krudt bevæger sig efter nogle minutter helt op til det publikum, der betragter scenen fra fugleperspektiv på balkonens første og anden etage.
Christine er nu en voksen kvinde og sammen med manden Raoul og sønnen Gustave, tager hun til New York for at synge. Her vil fantomet en sidste gang forsøge at forføre sin musikalske muse ind i sit dystre, mystiske og illusoriske univers – med publikum som tilskuere og ledsagere.
Musikalsk forførelse
Fra orkestergravens dyb bruser en omfavnende musik, der smyger sig om publikum og hægter sig fast i selv de mindste nakkehår. En hastig, rystende kuldegysning flyder fra de øverste knoglehvirvler og ned langs rygsøjlen, indtil den til sidst breder sig langt ud i alle kroppens afsides kroge.
– Så lever musikken. Så lever magien. Så lever den følelsesfeber i tilskueren, som kun en manipulerende bevidst komponist med en vidunderlig sangerinde som sit medie kan sætte i svingninger, skriver Jakob Steen Olsen i Berlingskes anmeldelse af musicalen.
Stemmernes lyrik er perfekt koordineret på kryds og tværs i et sammensurium og symfoni af lys kvindelig klang, højtflyvende opera og dybe omfavnende toner, der alligevel formår at lade tilskuerne rumme hvert et ord fra hver en stemme.
Af og til forføres publikum af blide, kærtegnende violinstrøg tilbage til Love Never Dies’ forgænger – for senere at blive revet væk at en bande elguitarers tunge rockmusikalske indslag, som uventet har lusket sig ind i den klassiske musicalgenre. Det sker med en kraft, der gør, at man skimter en mørk silhuet blandt tilskuerne, der fører hænderne op om ørerne.
Alt imens scenen indhylles i en hvid tåge, som langsomt glider hen ad gulvet og videre ned i orkestergraven. Dirigenten fortsætter uforstyrret, med musikkens tryllestav i hånden, de cirklende bløde armbevægelser og hastige spjæt i takt med musikken. Det sorte, spejlblanke scenegulv bades i et køligt blåt og rødligt skær og oplyser et karneval af dystre finurligheder fra et galt, genialt fantoms mørkeste fantasier: sorte snoede gitre fra gulv til loft, højtflyvende cirkusartister og deforme dukker med et hoved i overskud, manglende arme, pukler på ryggen og gråhvide ansigter.
– Alle de ‘dyr’, der invaderer scenen, i form af en hoben groteske, farvestrålende cirkusfreaks, er et ildevarslende billede på det forkrøblede mørke, der gemmer sig bag Phantomets maske, som var hans vansirede fjæs blæst op i overstørrelse, lyder det fra teaterredaktør Monna Dithmer i Politiken.
New Yorks operafantom
Og så er der naturligvis fantomet selv iklædt en rød, guldbroderet kåbe, der når helt ned til gulvet, og den karakteristiske hvide maske, der dækker venstre halvdel af ansigtet. Oprejst og karakterfast positur, skuldrene tilbage og altid hagen let hævet. Kun Christines tilstedeværelse slår revner i den kolde overflade og de kontrollerede bevægelser, når hans arme skælvende, indbydende og bønfaldende rækker ud i den tomme luft mod hende. For endnu engang står hun over for valget mellem sin barndomskærlighed og musikkens vansirede engel.
– Christine, Christine, jeg ved, det bliver svært. Men vores skæbne ligger i dine hænder, lyder fantomets stemme som et altomsluttende ekko.