Kampen for dansk kornkvalitet

Landmand Morten Alfastsen satser nu på flere specialafgrøder for at styrke sin forretning. Foto: Johan Fejerskov
Landmand Morten Alfastsen satser på specialafgrøder for at styrke forretningen.
Foto: Johan Fejerskov

– Maltbyg, spinatfrø, purløgsfrø… Morten Alfastsen tæller på sine grove fingre. Hele ni forskellige sorter gror i løbet af året på de 120 hektar jord, som omgiver Højstedgård et par kilometer uden for Skibby på Sjælland.

– Jeg er også en atypisk landmand, indrømmer han i gårdens lade ved siden af en stor bunke grålige spinatfrø.

Morten Alfastsen har omlagt dele af sit landbrug til såkaldte specialafgrøder, som fx spinatfrø, der kræver mindre gødning end traditionel hvede og maltbyg. Selvom regnen på denne søndag gør de bakkede marker mudrede at se på, er der nemlig ikke meget næring at hente i mulden her på egnen.

– Jorden er støvsuget for kvælstof, konstaterer han. Netop derfor har han valgt den alternative kurs.

Han er langt fra den eneste danske landmand, som slås med udpinte marker. Siden starten af 1990’erne er kvaliteten af dansk korn raslet mod bunden. Mere og mere korn ender som svinefoder, fordi det ikke indeholder nok protein, og særligt maltbyg, som bruges til øl, nærmer sig en smertegrænse. Mens Danmarks Naturfredningsforening forsvarer de danske miljøregler, kæmper landbruget derfor for retten til mere gødning på markerne.

Højstedgård har mærket udviklingen på egen jord:

– For fem til seks år siden havde vi flere læs med maltbyg, hvor proteinindholdet var for højt. De senere år er det endt i den anden grøft, hvor det ligger helt ned til bundgrænsen på 8,5 procent, fortæller Morten Alfastsen.

Økonomisk lussing

Mængden af protein i kornet afgør kvaliteten. Maltbyg skal ideelt set have et proteinindhold på 10,5 til 11 procent, men sådan ser virkeligheden langt fra altid ud hos grovvarekoncernen DLG, som opkøber maltbyg hos landmænd og eksporterer det.

– Kvaliteten har været faldende i en længere årrække og krydser nu den nedre smertegrænse. Vi ser i stadig større omfang, at det byg, landmændene producerer, ikke lever op til vores kvalitetskrav. Derfor bliver det kasseret som maltbyg og brugt til foder i stedet, siger Mogens Frederiksen, direktør hos DLG, til Jyllands-Posten.

Udpint jord giver ifølge Videncentret for Landbrug i interesseorganisationen Fødevarer & Landbrug hvert år kornavlerne en økonomisk lussing på ca. 1,6 mia. kroner. Henrik Zobbe, som forsker i landbrugsøkonomi på Københavns Universitet (KU), har ikke selv undersøgt tabets størrelse, men understreger, at danske miljøregler rammer landbruget på pengepungen:

– Jeg kan konstatere, at der er skrappere regler i Danmark, end der er i for eksempel Tyskland. Og det har økonomiske konsekvenser for dansk landbrug. I Danmark er reguleringen med kvælstof meget stram, og derfor falder vores indhold af protein i kornet noget mere end i de andre lande, siger han.

De danske miljøregler

Højstedgård klarer ifølge Morten Alfastsen skærene, fordi han kan bruge den overskydende gødning fra markerne med fx spinatfrø, hvor behovet for næring ikke er så stort, til at give sin maltbyg og hvede et skud ekstra energi.

Derfor har årets høst været ganske god. Alligevel blev et læs maltbyg til svinefoder, og tricket med gødningen har også sine begrænsninger:

– Efterhånden kan vi ikke stjæle mere kvælstof fra de andre afgrøder, for vi skal heller ikke udpine dem, siger han og efterlyser mere gødning.

I år kostede det lave indhold af protein i maltbyg kun Morten Alfastsen omkring beskedne 5000 kroner. Hvis høsten derimod ligger i den dårlige ende af skalaen, vil tabet snarere nærme sig 40.000 kroner, estimerer han, vel at mærke alene på maltbyg.

 EU og de danske miljøregler

– EU opstiller gennem en række direktiver rammerne for, hvordan de enkelte medlemslande skal beskytte natur og vandmiljø.

– De danske vandmiljøplaner skal sørge for, at kvælstof ikke løber fra markerne og ud i vandmiljøet. De er handlingsplaner for, hvordan Danmark lever op til kravene fra EU.

– Vandmiljøplan 1 fra 1987 havde som mål at reducere mængden af kvælstof i det danske vandmiljø med 50 procent.

– EU’s vandrammedirektiv fra 2000 siger, at »alle vandområder – grundvand, vandløb, søer og den kystnære del af havet – skal have ”god tilstand” i 2015«.

Kilde: Miljøministeriet/ Naturstyrelsen

De danske vandmiljøplaner sætter rammerne for gødningen. Ifølge Landbrug & Fødevarer er miljøreglerne netop problemets kerne.

– De danske særregler betyder, at vi ikke må give kornet den mængde gødning, som planterne egentlig har brug for. Det medfører, at vi gradvist opbruger jordens reserver af kvælstof og dermed udpiner jorden. Konsekvensen af denne udpining er, at kvaliteten af kornet bliver lavere og lavere, siger viceformand Lars Hvidtfeldt til organisationens hjemmeside.

I virkeligheden er der dog gode grunde til, at Danmark har skrappere regler end Tyskland. Sådan lyder meldingen fra Danmarks Naturfredningsforening (DN), der kalder landbrugets udmeldinger en »klagesang«.

– Dybest set er vi det land, som procentuelt set har mest land under plov. Den høje opdyrkningsprocent giver en stor belastning for vores land. Samtidig har vi et meget sårbart vandmiljø, som er meget følsomt over for udledningen af næringsstoffer. Skruen skal altså strammes noget hårdere i Danmark end andre steder, siger Thyge Nygaard, landbrugspolitisk medarbejder i DN.

For meget gødning kan føre til iltsvind og fiskedød i danske søer og vandløb. Ifølge Thyge Nygaard var det tilfældet, før vandmiljøplanerne kom i slutningen af 1980’erne. Dengang kunne landmændene selv bestemme mængden af gødning på markerne.

Mere målrettet gødning

Jens Andersen på Strøhøjgård i Skibby oplever ligesom sin nabo Morten Alfastsen, at markerne er ved at være drænet for kræfter. Han kan ikke længere dyrke hvede til brød.

– Min maltbyg kunne holde proteinniveauet i år, men der lavede jeg også et lille forsøg, hvor jeg kørte lidt ekstra kvælstof, som jeg havde sparet sammen, senere ud. Året før havde jeg en proteinprocent nede på omkring otte, fortæller Andersen, der i dag supplerer sit landbrug med et andet job.

Som svar på spørgsmålet om, hvorfor han ikke sår specialafgrøder som sin nabo, konstaterer han, at det ville kræve en større og for ham urealistisk opjustering af gårdens lagerplads.

I naturfredningsforeningen afviser man trods skepsis ikke helt tanken om mere gødning enkelte steder:

– Der er nogle få arealer, som belaster relativt meget. Skal man skrue op det ene sted, bliver man også nødt til at skrue ned det andet, siger Thyge Nygaard.

Henrik Zobbe fra KU supplerer:

– I Danmark har vi en nogenlunde ens regulering af, hvor meget kvælstof landmændene må køre ud på marken. Og det kan man nok godt gøre på en mere intelligent og målrettet måde, fordi man nogle steder har meget robust jord og andre steder mere miljøfølsom jord.

I køkkenet på Højstedgård er der fløde i kaffen og hjemmebagte småkager. Morten Alfastsen kører sin kuglepen hen over talhavet på årets gødningsregnskab, som ligner en salgsopstilling fra en ejendomsmægler.

– Allerhelst ville jeg bare gerne bruge de 10-20 ekstra kilo kvælstof pr. hektar, der kunne give det sidste boost, siger han.

Indtil videre må han holde igen med gødningen.