Københavns Kommune slukker lyset og deltager i Earth Hour kampagnen i aften. Frederiksberg Kommune vil hellere være grøn på andre måder
Hvis du står på Henrik Ibsens Vej i aften kl. 20.30 og ser til venstre ad Vesterbrogade, vil det sortne for dine øjne. Ser du til højre, ser alt ud, som det plejer.
For mens Frederiksberg Kommune i år holder lyset tændt, har Københavns Kommune endnu en gang valgt at slukke gadebelysningen og deltage i WWF Verdensnaturfondens globale klimaevent Earth Hour.
Den sidste lørdag i marts hvert år er det Earth Hour fra kl. 20.30 til 21.30.
I en time sætter mennesker i hele verden ekstra fokus på klimaforandringerne ved at slukke for lyset.
Både Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune har i de sidste par år deltaget i Earth Hour-kampagnen, men denne gang dropper Frederiksberg altså mørklægningen.
Frederiksberg: Det batter ikke
»Vi synes ikke, at det, vi får ud af arrangementet, står mål med indsatsen. Det batter ikke rigtig i vores CO2-regnskab i forhold til tid og penge,« siger Jan E. Jørgensen (V), der er formand i Frederiksberg Kommunes By- og Miljøudvalg.
Kommunen har de sidste to år ikke kunnet måle et mærkbart mindre forbrug i den time, begivenheden varede.
By- og Miljøudvalget mener ikke, at interessen har været stor nok til igen i år at bruge de ca. 50.000 kr., det koster blandt andet at sende informationsmateriale til borgerne om Earth Hour -kampagnen.
»Problemstillingen er vigtig, men måden, det foregår på, batter ikke. Vi er en grøn kommune på alle mulige områder, men vi kan bruge kræfterne meget bedre og med meget større effekt,« siger Jan E. Jørgensen.
Det koster 13.000 at slukke gadelyset
Københavns Kommune har derimod valgt igen i år at være med – og her slukker man gadebelysningen i Indre By og på den københavnske del af Vesterbrogade. Desuden vil der være mørkt på Rådhuset og i en del kommunale bygninger.
Katrine Guldager, der er projektmedarbejder i København Kommune, fortæller, at det koster penge for kommunen at deltage i kampagnen.
»For os koster det 13.000 kr. at få slukket alene gadebelysningen, og hvad vi så sparer i strøm i den tid, det ved jeg ikke, men det kan vel ikke rigtig stå mål med det,« siger hun.
Alligevel vil kommunen godt bruge ressourcerne på at sætte ekstra fokus på, at klimaforandringerne kræver handling.
»Vi vil gerne være med til at sætte endnu mere fokus på budskabet. Derfor håber jeg, at københavnerne og byens virksomheder også vil slukke lyset sammen med os,« siger teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune Bo Asmus Kjeldgaard i en pressemeddelelse.
I år deltager 40 danske kommuner i Eart Hour kampagnen.
Earth Hour startede i Australien i 2007 og er i dag verdens største klimakampagne. Sidste år nåede kampagnen ud til en milliard mennesker, og lyset blev slukket i over 4000 byer i 128 lande.
Læs også