Der er kommet nye toner i Hillerød Kommune.
I Sundhedscenteret på Milnersvej strømmer stemmerne ud fra et nyt lungekor, et tilbud til borgere med vejrtrækningsbesvær og lungesygdomme, som kombinerer sangtræning med et helt særligt fællesskab. Og man behøver ikke at være verdensmester til at synge.
Hanne Buch, tovholder for lungekoret, forklarer initiativets mål klart og tydeligt.
Hillerøds lungekor
– Lungekoret løber over 10 mandage fra kl. 14.30-16.00 indtil d. 16 december
– Der foregår i 1C og 1D i Sundhedscenteret på Milnersvej
– Der er på nuværende tidspunkt 27 deltagere
– Alle borgere med lungesygdomme kan være med
– Man behøver ikke at være verdensmester til at synge
– Tilmelding foregår ved kontakt til tovholder Hanne Buch på 26 21 78 72
En ny sæson for lungekoret starter efter nytår.
– Man får det bedre gennem sang. Og så giver det sjove samvær også hverdagen et skud energi.
Syng dig sund
Når lungekoret mødes om mandagen, starter samlingen med vejrtrækningsøvelser, der træner deltagerne i at trække vejret dybere og bruge lungerne mere aktivt. Flere har tilmed meldt en positiv forandring i deres lungefunktion, efter de er begyndt at synge.
Irene Kofoed, som er deltager og har levet med KOL i 18 år, uddyber dog at sygdom ikke nødvendigvis er det der fylder mest i koret. Tværtimod mener hun, at det sociale samvær er det der gør koret specielt, så det ”ikke bare er sygdom på sygdom hele tiden.”
Måske er det fordi fællesskabets præmis er, at man omgives af folk der forstår sygdommen og giver plads til den.
– Vi er forskellige steder i sygdommen, men alle forstår jo hvordan det er. Når vi mødes, trækker vi vejret lidt tungere, nogle hoster, men det gør ingenting her, siger Irene Kofoed.
Fællesskab, glæde og mod på mere
For nogle af deltagerne, har deres lungesygdom ofte resulteret i perioder med isolation. Når de ovenikøbet lever med en kronisk lidelse, kan det være svært at tage skridtet ud af huset. Derfor har der været mange, der sidder hjemme og ikke får lavet så meget.
Den faste gang i lungekoret har nu givet deltagerne en god grund til at komme ud og få afveksling i hverdagen.
– Jeg har bemærket mig at det kan hjælpe folk til at komme i gang med noget andet. Når man tager til kor, er det ligesom man kan se, ”nu kommer jeg ud, og jeg kan egentlig godt stå her, og jeg kan egentlig godt synge efter bedste evne.”
Koret har som en ekstra bonus skabt sociale bånd uden for selve koret. En kordeltager fortæller hvordan en mindre gruppe mødes jævnligt til kaffe og fælles måltider – og tager til fællessang og koncerter sammen.
Et kærkomment gensyn
Lungekoret har været et længe ventet gensyn med noget, Irene Kofoed tidligere har mistet. Efter Nordsjælland Hospital lukkede deres lungekor ned på grund af besparelser for over et år siden, skabte det et stort tomrum.
– Jeg har jo efterhånden KOL i svær grad, så der er grænser for hvor meget jeg kan. Men så opdagede jeg et lungekor på hospitalet, og det meldte jeg mig til. Da det så stoppede, har jeg ledt med lys og lygte efter noget lignende. Og så kom det her kor, siger Irene Kofoed
Med Hillerød Kommunes støtte fortsætter koret også i det nye år, og Hanne Buch fortæller, hvordan der faktisk allerede er opskrevet en håndfuld deltagere til næste sæson.
Indtil da kan man som interesseret bare møde op næste mandag.
– Man kan bare møde op. Det er meget afslappet det hele, siger Hanne Buch
Sådan gjorde vi: Journalisten fik et tip om lungekoret på mail. Derefter foregik interviews med kilderne telefonisk.