Mobile Pay er farlig for fumlefingre

Du risikerer at miste penge med Mobile Pay.Foto: PR-foto fra apple.com
Du risikerer at miste penge med Mobile Pay.
Foto: PR-foto fra apple.com

Det kan blive en dyr fornøjelse, hvis du ikke er helt skarp på tasterne og skal overføre penge med Mobile Pay. Mobilapplikationen fra Danske Bank, hvor du kan overføre penge til dine venner ved at indtaste deres telefonnummer, er ikke sikret imod fejltastninger.

Hvis du er en fumlefinger og trykker et forkert telefonnummer, er det bare ærgerligt, hvis modtageren nægter at betale dine penge tilbage. Hos Forbrugerrådet er det en velkendt problemstilling.

– Det er det samme problem, som der opstår med netbank. Du står i en situation uden rettigheder, og derfor skal du altid dobbelttjekke, når du overfører penge med sådanne tjenester, siger Troels Holmberg, økonom i Forbrugerrådet.

Ifølge lovgivningen har den pågældende bank pligt til at hjælpe, hvis der er blevet overført penge til en forkert konto, men i sidste ende ende er det kundens eget ansvar.

Jo nemmere det bliver at overføre penge, jo større risiko er der for, at der opstår fejl
Troels Holmberg, økonom i Forbrugerrådet

Det er kompliceret

Hos Danske Bank erkender de, at der ikke er meget at gøre, hvis man får overført penge til en forkert konto.

– Vi er en virksomhed, der formidler betalinger mellem personer og virksomheder. Vi kan vanskeligt afgøre, om den ene eller anden part har ret i sådan et tilfælde. Hvis den ene eller begge de involverede ikke er kunder hos os, så tilfører det yderligere en kompleksitet til sagen, skriver Peter Kjærgaard Nielsen, souschef i Danske Banks presseafdeling, i en e-mail til navisen.dk.

Læs også: Mobilen er den nye raslebøsse

Let og hurtigt

Mobile Pay er en applikation, der kan bruges til at overføre penge fra én smartphone til en anden, når man er på farten. Med tjenesten er det blevet let og hurtigt at overføre penge ved at indtaste telefonnummeret på den person, man skal overføre penge til. Derfor går det ofte galt, forklarer Forbrugerrådets Troels Holmberg.

– Jo nemmere det bliver at overføre penge, jo større risiko er der for, at der opstår fejl.

Mobilapplikationen kan eksempelvis bruges, når man er i byen og hurtigt skal overføre penge. Derudover er der flere virksomheder, der ligeledes gør brug af betalingsydelsen. Peter Kjærgaard Nielsen skriver, at de i Danske Bank kun har oplevet én sag, hvor det er gået galt. På nogle dage gennemføres der dog en Mobile Pay-betaling hvert sekund døgnet rundt, og derfor opfordrer Forbrugerrådet til, at man er særlig opmærksom på sine overførsler.

– Man skal som bruger være bevidst om, at det er risikabelt at lave kontooverførsler, for man har selv ansvaret for, at pengene ryger rigtigt ind.