I oktober måned i år blev dobbelt så mange danskere ramt af kold lungebetændelse sammenlignet med samme måned sidste år.
Antallet af personer der er ramt af infektionen er samtidig steget markant fra 30 tilfælde om ugen i august og september til at runde 100 ugentlige tilfælde i oktober. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Statens Serum Institut.
Føler du dig sløj og træt, er du måske en af de mange ramte.
Symptomer på kold lungebetændelse
I denne grafik kan du se, hvilke symptomer du skal være opmærksom på.
De symptomer som flest mennesker oplever er hoste, træthed og feber.
Kilde: Wikipedia
En mulig epidemi
Ifølge Statens Serum Institut ses epidemier normalt med fire til seks år mellemrum, og senest der var en epidemi i Danmark var i 2010/11. Derfor er der gode statistiske chancer for, at de mange tilfælde af kold lungebetændelse udvikler sig til en epidemi.
Men der er reelt lang vej til, at sygdommen kan beskrives som en egentlig epidemi. Søren Uldum, som er fagchef på Staten Serum Institut vurderer, at der skal være dobbelt så mange tilfælde om ugen i forhold til de 100, der er har været om ugen i oktober måned.
– Vi skal nok op på det dobbelte af det, vi ser nu om ugen. Det vil sige ca. 200 nye tilfælde om ugen, oplyser han.
Er du blevet ramt
Der findes ikke en vaccination mod kold lungebetændelse. Hvis man vil undgå at blive ramt af infektionen er det vigtigt, at man har en almindelig god hygiejne, især når man er sammen med personer, som allerede er smittet.
80-90 procent af de smittede med kold lungebetændelse hoster, så derfor er det vigtigt, at man er opmærksom på, at man skal smitte mindst mulig, når man hoster.
– Når man er smittet er det vigtigt at hoste i et ærme eller lommetørklæde, så smitten ikke spredes, påpeger Søren Uldum.
Læs også: Spis dig fri for sygdomme
Det er samtidig vigtigt, at man bliver hjemme fra skole eller arbejde, hvis man føler sig sløj. Det pointerer Thomas Benfield, som er professor på infektionsmedicinsk afdeling på Hvidovre Hospital.
– Hvis man er syg, så skal man blive hjemme, så man ikke smitter andre, siger han.
Derudover er det vigtigt, at man ikke venter for længe med at tage til lægen.
– Hvis man er syg med hoste og feber i mere end tre dage, så skal man gå til sin læge, siger Thomas Benfield.
Børn og unge er mest udsatte
Det er i høj grad børn og unge, som rammes af infektionen. Søren Uldum vurderer, at det cirka er i 50 % af tilfældene, at børn under 18 år rammes af sygdommen, mens børn mellem 7-12 år rammes i 24 procent af tilfældene.
Ifølge fagchef Søren Uldum er det højest 10 procent af alle personer, der er ramt af kold lungebetændelse, som får sig en egentlig omgang lungebetændelse.