Er du en af de over 100.000 danskere, som årligt er offer for stalking, og føler du dig utryg i hverdagen?
Så er der måske hjælp at hente med den nye app ’Skytsengel’, som Dansk Anti-Stalking Forening har udarbejdet.
Med appen kan du via din smartphone aktivere forskellige alarmer og sende dem til udvalgte personer i dit netværk. På den måde kan dit netværk nemt og hurtigt reagere i en situation, hvor du føler dig utryg eller bliver forfulgt.
Appens alarmer bliver aktiveret ved et enkelt tryk på de runde knapper på skærmen. Trykker du eksempelvis på den blå knap, udsender du en forespørgsel til dit netværk om at følge din rute fra A til B via telefonens GPS-funktion. Trykker du på den gule knap, beder du netværket komme forbi, fordi der er opstået en situation, hvor du føler dig utilpas.
Læs også: Formand for hudlæger: Forbyd populære kræftapps
Den røde knap alarmerer om en akut trussel og sender signal til dit netværk om øjeblikkelig assistance og hjælp til at kontakte politiet. Aktiveres den røde alarm, hyler appen som et tågehorn, og den vil automatisk optage lydene omkring dig via telefonens mikrofon, så du senere kan dokumentere, hvad der er sket.
Samtidig vil din placering hele tiden fremgå af appen og være synlig for dit netværk, så de kan finde frem til dig.
Han kunne finde på at gå ind i min mors have, da jeg boede derhjemme, for at kigge ind ad mit vindue, og han har også en gang brudt ind i min lejlighed. Han fandt mig altid, uanset hvor jeg var, også selvom jeg ikke tog min telefon.
24-årige Laura, som i halvandet år var udsat for stalking af sin daværende kæreste
Et tryghedsskabende værktøj
Tanken bag appen er at skabe tryghed for de mange mennesker, som er udsat for stalking og derfor føler sig utrygge, når de går på gaden eller opholder sig i deres bolig. Sådan lyder det fra Lise Linn Larsen, som er direktør hos Dansk Stalking Center og har været med til at udvikle appen.
– Formålet med appen er, at den skal være tryghedsskabende. Det er ikke nogen erstatning for overfaldsalarmer, men det er et supplement til, hvad man ellers kan gøre for at skabe lidt mere tryghed i hverdagen, hvis man er udsat for stalking, siger hun.
Læs også: Psykisk syge unge skal hjælpes med ny app
Hvis ens stalker for eksempel møder op på ens bopæl, skal appen også fungere som et værktøj til at samle dokumentation, siger Lise Linn Larsen.
– Hvis man for eksempel aktiverer den røde alarm, begynder den at optage lyd, og så kan man dokumentere, at personen har været der. Eller hvis man trykke på den gule knap, er en i ens netværk klar over, at hun skal kigge forbi. Så kan veninden gå forbi og se, at personen er der. På den måde kan hun bevidne, at det er sandt, at personen står der, siger hun.
Det vil være en stor fordel, hvis politiet bliver involveret i sagen, og man senere skal kunne bevise, hvad der er foregået, siger Lise Linn Larsen.
Det er samtidig en fordel, at man kan sende bud efter hjælp ved at aktivere appen ved et enkelt klik. På den måde skal man ikke bruge tid på at skrive en sms eller ringe og dermed blokere telefonen, hvis man står i en akut situation, forklarer hun.
Appen skaber klare aftaler
Hos Det Kriminalpræventive Råd bliver appen også budt velkommen. Det er nemlig en god ting, at appen gør det muligt at skabe et netværk, som på forhånd kender ens situation, og som er indstillet på at hjælpe, hvis man føler sig utryg, mener Jon Lund Elbek, forebyggelseskonsulent hos Det Kriminalpræventive Råd.
– Når du tilføjer en person i dit netværk til appen, laver du en klar aftale om, at vedkommende er opmærksom på at reagere, hvis du har brug for hjælp. Det er en stor styrke, at du har en klar aftale, så du ikke i situationen skal stå og vurdere, om det er okay, at du kontakter personen, siger han.
Ved at benytte appen, får man samtidig italesat sit problem og får overblik over, hvem i ens netværk, som vil træde til og hjælpe, hvis man en dag har brug for det. Det kan for mange i sig selv være tryghedsskabende, siger Jon Lund Elbek.
Man har behov for, at nogle står klar til at kunne hjælpe en. Der var mange gange, hvor jeg ikke kunne tage telefonen frem og skrive, så mens han lige hurtigt kiggede væk, måtte jeg prøve at skrive bag hans ryg. Så skrev jeg SOS til nogle, som så kom.
24-årige Laura, som i halvandet år var udsat for stalking af sin daværende kæreste
“Jeg følte mig hele tiden overvåget”
En af de personer, som appen har til hensigt at hjælpe, er 24-årige Laura. Laura var i halvandet år kærester med en mand, som havde et stofmisbrug. Når han tog stoffer, var han meget mistroisk, og derfor forfulgte han hende. Hun følte sig derfor ofte meget utryg.
– Han dukkede lige pludselig op, de steder hvor jeg var, fordi han troede, at jeg skjulte noget for ham. Jeg følte mig hele tiden overvåget af ham, og jeg var hele tiden bange. Han kunne finde på at gå ind i min mors have, da jeg boede derhjemme, for at kigge ind ad mit vindue, og han har også brudt ind i min lejlighed. Han fandt mig altid, uanset hvor jeg var, også selvom jeg ikke tog min telefon, fortæller hun.
Læs også: Ny video-app skal hjælpe blinde
Når Laura følte sig utryg, kontaktede hun ofte sine venner eller sin familie og fik dem til at komme over og sove hos hende. Derfor synes hun også, at idéen med en app, som kontakter ens netværk, hvis man føler sig utryg i forbindelse med stalking, er et godt initiativ.
– Man har behov for, at nogle står klar til at kunne hjælpe en. Der var mange gange, hvor jeg ikke kunne tage telefonen frem og skrive, så mens han lige hurtigt kiggede væk, måtte jeg prøve at skrive bag hans ryg. Så skrev jeg SOS til nogle, som så kom. Der ville det være en oplagt mulighed, hvis jeg kunne have sådan en app, hvor jeg kunne trykke, at de skulle følge mig, hvis jeg vidste, at han var i nærheden. Det kunne være et startskud til, at jeg ville føle mig mere tryg, fortæller hun.
Laura mener dog også, at der er forskellige udfordringer ved appen.
– Mange af mine venner bor langt væk, så de kan ikke nå at komme frem. Mange af dem har heller ikke smartphones, de bruger gamle telefoner, fortæller hun.
Overordnet er hun dog positiv overfor initiativet, og det er godt, at man forsøger at skabe mere tryghed for folk, som er udsat for stalking, siger hun.
På grund af sagens karakter har Laura ønsket at være anonym. Navnet ‘Laura’ er derfor et dæknavn. NetAvisen kender dog hendes fulde identitet.
På den interaktive grafik nedenunder kan du trykke på de forskellige alarmer på appen og se, hvordan de fungerer.