
Den kendte landspolitiker Rasmus Jarlov (C) udfordrer den nuværende borgmester, Tomas Breddam fra Socialdemokratiet, i en valgkamp, der kan ændre den politiske retning i Roskilde. Politisk kommentator er dog ikke sikker på, at manøvren vil lykkes for Det Konservative Folkeparti.
Fakta om Rasmus Jarlov
-
- 2001-2003 færdiggjorde sin uddannelse som Cand.merc. (Applied Economics and Finance) på Handelshøjskolen
- 2003-2004 Arbejdede som lektor på Handelshøjskolen, hvor han selv færdiggjorde sin uddannelse
- 2004-2010 Mellemleder i Novo Nordisk
- 2010-2016 Kandidat for Det Konservative Folkeparti i forskellige storkøbenhavnske kredse
- 2010-2017 Formand for både uddannelses- og forsvarsudvalget
- 2018-2019 Erhversminister
- 2015-nu Folketingsmedlem for Konservative på Christiansborg
Beslutningen kommer efter, at Rasmus Jarlov i oktober 2024 meddelte, at han ikke genopstiller ved næste folketingsvalg, da han ønsker at engagere sig i lokalpolitik. Med opbakning fra Det Konservative Folkeparti i Roskilde går han nu efter borgmesterposten. Ifølge byrådsmedlem for Det Konservative Folkeparti i Roskilde, Lars Lindskov, er Jarlovs kandidatur en stærk mulighed for forandring i kommunen.
– Roskilde Kommune er en fantastisk kommune at bo i, men vi kan gøre den endnu bedre. Jeg tror uden tvivl på, at Rasmus Jarlov står mest solidt som borgmesterkandidat, siger Lars Lindskov.
Ikke alle deler denne optimisme. Kristian Madsen, chefredaktør for A4 Medier og tidligere politisk kommentator hos Politiken, ser Jarlovs skifte fra lands- til lokalpolitik som en usikker strategi.
– Bare fordi man kommer fra Christiansborg, er man ikke nødvendigvis den bedste kandidat til en borgmesterpost, siger Kristian Madsen.
Han stiller spørgsmål ved, om Rasmus Jarlovs nationale erfaring kan omsættes til konkrete resultater på lokalt niveau.
– Det bliver en svær valgkamp for De Konservative. De forsøger sig med et kendt navn, men om det er nok, er svært at sige. Jeg vurderer, at Tomas Breddam står stærkest som borgmesterkandidat, tilføjer Kristian Madsen.
Rasmus Jarlovs kandidatur udfordrer bl.a. nuværende Roskilde-borgmester, Thomas Breddam fra Socialdemokratiet. Breddam er uddannet fra Roskilde Universitet. Herefter var han konsulent og HR-partner. I sin tid i Roskilde Kommune har han været formand for plan- og teknikudvalget, byrådsmedlem , og i 2019 blev han borgmester.
Skal det lykkes for De Konservative at vinde borgmesterposten, skal de gøre noget, som intet borgerligt parti har haft held med i 20 år. Så længe har Roskilde Kommune nemlig haft en socialdemokratisk borgmester. Rasmus Jarlovs beslutning går i samme retning som andre, velkendte landspolitikere. Generelt ses en tendens til at flere af dem går fra Folketinget til byrådet end omvendt. Eksempler er Benedikte Kiær (C) og Jan Petersen (S), der startede i Folketinget, men efterfølgende valgte lokalpoltik. Kiær er borgmester i Helsingør, mens Jan Petersen var det i Norddjurs Kommune i 11 år fra 2010.
Politisk erfaring som fordel
Lars Lindskov fra De Konservative i Roskilde mener, at Jarlov har en fordel med sin politiske erfaringer fra Christiansborg.
– Rasmus har et kendt navn, og Tomas Breddam har ikke formået at sætte sig helt fast i borgmesterstolen. Kommunen har brug for en ny retning, og her mener jeg, at Rasmus Jarlov har de bedste forudsætninger, siger Lars Lindskov.
Han fremhæver altså Jarlovs erfaring fra Christiansborg som en styrke, der kan gavne kommunen, hvis han vælges.
Valgkampen i Roskilde Kommune tegner sig dermed til at blive et opgør mellem en etableret lokalpolitiker og en landspolitiker, der forsøger at bringe sin erfaring fra Christiansborg med sig ind i kommunalpolitikken.