Kandidat fører valgkamp på Tik Tok: »Lokalpolitik er ikke kun for gamle nisser«

Kommunalvalgskandidat Freja Fokdal gør gennem sine Tik Tok-videoer opmærksom på, at der også er unge, som er engagerede i lokalpolitik. Foto: Freja Fokdal.

Blandt valgplakater på Frederiksberg, som lige nu hænger på lygtepæle og træer i kommunen, kan man finde kommunalvalgskandidaten Freja Fokdal, som stiller op for Radikale Venstre ved dette års kommunalvalg.

Valgplakaterne er dog ikke den eneste måde, at den 25-årige gør opmærksom på sig selv under valgkampen. Hun er nemlig også flittig bruger af det sociale medie Tik Tok, hvor hun poster videoer fra den igangværende valgkamp.

Hendes seneste video på den populære app er et modsvar til en kommentar, der er skrevet til én af hendes tidligere videoer, hvor en anden bruger på app’en har givet udtryk for, at kvinder ikke hører hjemme i politik.

Andre af hendes videoer er mere kommunalvalgsrelateret, hvor hun giver folk et indblik i dagligdagen for en byrådskandidat under valgkampen.

– Jeg vil gøre opmærksom på, at der også er unge, der er engagerede i lokalpolitik, og at lokalpolitik ikke kun er for gamle nisser, lyder det fra den radikale byrådskandidat.

Fra interesse til talerør i valgkampen

Oprindeligt var det dog ikke planen, at Tik Tok skulle have en plads i hendes strategi i valgkampen. De mange videoer var i starten en hobby for den unge lokalpolitiker.

– Til at starte med var det ikke en del af min strategi. Jeg har været på Tik Tok siden den første corona-nedluning, fordi jeg syntes, det var et sjovt medie. Da kommunalvalget så gik i gang, var det jo det, der fyldte alt i mit liv. Så føltes det ret naturligt at lave noget kommunalvalgsrelateret på Tik Tok, fortæller hun.

Selvom mediet startede som en interesse for den unge lokalpolitiker, mener hun, at hun når ud til mange på den populære platform.

– Jeg har fundet ud af, at man kan nå langt ud på Tik Tok. Så rammer man selvfølgelig også nogle, der ikke lige bor på Frederiksberg, og nogle der ikke kan stemme, men man kommer virkelig langt ud sammenlignet med andre sociale medier, siger Freja Fokdal, som kæmper for bedre forhold for cyklister, øget seksualundervisning og mere gadebelysning.

Læs også: Tårnby: Spidskandidat boykotter valgdebatter

Om Tik Tok

    • Tik Tok er et socialt medie, hvor brugere kan dele videoer med hinanden.
    • Mediet har i øjeblikket 800 millioner brugere på verdensplan.
    • Det er i øjeblikket det hurtigst voksende sociale medie.

Kilde: Faktalink.

Rammer de unge

Forsker i sociale medier stiller sig også positivt over for brugen af det populære medie i en valgkamp.

– Hvis man er lidt opmærksom på medier, så er Tik Tok det rigtige sted at føre valgkamp nu, fordi det er nyt, og det er det, der blinker og interesserer folk – især de unge. Man får fat i en vælgergruppe, som ikke kan nås via andre medier, vurderer Jesper Tække, der er forsker i sociale medier ved Aarhus Universitet.

Dette er på trods af, at mange af Tik Toks brugere ikke er gamle nok til at kunne stemme.

– Det kan godt være, at mange på mediet ikke har nået valgretsalderen, men det kan være, at de ser en politiker, som er rigtig spændende, som giver noget familiekommunikation og noget pres på, hvem man skal stemme på. Så der er en indirekte faktor, siger Jesper Tække.

Læs også: Professor: Derfor stiller unge op til kommunalvalg

Sådan gjorde vi: Journalisten fik via Instagram øje på Freja Fokdal. Herefter kontaktede journalisten Freja Fokdal og aftalte et interview. Herefter blev forsker i sociale medier Jesper Tække kontaktet for at give artiklen en vinkel fra en ekspertkilde.