Anoreksi er svær at behandle, og omtrent en fjerdedel af pigerne får tilbagefald, selvom de har været indlagt. Derfor anbefalede Sundhedsstyrelsen i 2005, at behandlingsstederne følger op på anorektikerne i årene efter indlæggelse, så man kan evaluere og justere behandlingsformerne, så de mange tilbagefald kan blive forebygget. Men eksperter påpeger, at opfølgningerne sjældent sker, og at der langt fra er enighed blandt fagfolk om, hvad der bør gøres, når en anoreksipatient forlader behandlingsstedet.
»Vi ved ikke noget som helst om, hvor mange af anoreksipatienterne, der får tilbagefald efter behandlingen. Og det er fordi, der er meget få behandlingssteder, der følger op på patienterne,« siger Loa Clausen, der er forsker og psykolog ved Center for Spiseforstyrrelser i Risskov ved Aarhus.
For at finde ud af, om og hvordan behandlingen virker, var det ifølge Sundhedsstyrelsens rapport vigtigt, at behandlingsstederne følger op på anorektikerne med jævne mellemrum i årene efter, de har været indlagt. For på den måde kan man løbende forbedre behandlingen og minimere antallet af tilbagefald.
Men der mangler ressourcer, før det kan gøres ordentligt, mener Loa Clausen:
»Hvis man skal gøre det ordentligt, skal man følge op ved at få tidligere patienter ind til samtale i årene efter. Jeg vil sige fem til ti år, efter de er udskrevet, eller to til tre år efter de er vurderet raske. Det kræver mange ressourcer, og de findes simpelthen ikke i sundhedsvæsenet lige nu.«
Opfølgning ikke nødvendigvis godt
Kirsten Hørder, der er overlæge på Center for Spiseforstyrrelser ved Odense Universitetshospital, mener dog, at systematisk opfølgning ikke nødvendigvis er i patienternes interesse:
»Spørgsmålet er, hvor mange man skal fastholde i en patientrolle. Specielt børn og unge skal ikke hænge fast i et psykiatrisk system,« siger hun.
Psykolog Lisbeth Kristensen påpeger også, at det kan være rigtig svært at overtale tidligere indlagte anoreksipatienter til at komme ind til opfølgningssamtaler.
Spiseforstyrrelser skal spottes tidligt
En ting er dog at forebygge tilbagefald. En helt anden er at forebygge, at anorektikerne overhovedet bliver indlagt. Derfor har man etableret en ny uddannelse for social- og sundhedsfagligt personale uden for hospitalerne i landet. Uddannelsen (KOK-uddannelsen) skal gøre de uddannede bedre til at spotte en spiseforstyrrelse, når de ser den. Og tage den alvorligt. Det gælder nemlig især for anorektikere, at de sjældent selv synes, at de er syge, og derfor bliver de tit alvorligt syge, før de bliver behandlet.
»Derfor skal der være nogle professionelle, der siger, at ’jeg kan se på dig, at du er ved at få en spiseforstyrrelse, og jeg kan hjælpe dig’«, siger Lisbeth Kristensen.
KOK-uddannelsen (Koordinering, Opkvalificering, Kvalitetssikring) varer to år og har kørt i Danmark siden 2008 med inspiration fra en norsk model. De første blev færdiguddannede i 2010, og derfor er det for tidligt at måle, om uddannelsen har båret frugt i Danmark.
Men Lisbeth Kristensen er optimistisk, for i Norge har de haft gode erfaringer:
»De, der har været på uddannelsen, ved, at man skal tage det alvorligt, og hvis man kommer tidligt i behandling, så er forløbet også meget bedre. I Norge har der vist sig at være langt færre indlæggelser på de psykiatriske afdelinger. Og det tolker man sådan, at kvinderne har fået hjælp, inden det blev nødvendigt at indlægge dem,« fortæller hun.