Fakta:
To busser vil køre på Astrupstien fra Jerupstien i Aalborg Øst.
Busserne er selvkørende og navigerer ved hjælp af en Lidar teknologi og række sensorer.Busserne er elektriske og lader op i en garage knyttet til ruten.
Ruten er 2,1 km lang, med 10 stop undervejs.
I forsøgsperioden er busserne gratis at benytte.
Kilde: https://www.aalborg.dk/trafik-pas-og-transport/trafik/den-foererloese-bus & www.amobility.dk/
I Aalborg Øst skal et nyt forsøg med selvkørende busser gøre beboerne mere mobile.
Mobilitet er dog ikke den eneste ambition for forsøget. I Aalborg Kommune lægger de ikke skjul på, at ambitionen på længere sigt er at få erstattet de nuværende busser med førerløse busser.
– I dag er Aalborg Øst ikke ret godt forbundet med resten af Aalborg, så det her forsøg skal øge mulighederne for, at borgerne i Aalborg Øst kan komme bedre rundt, men på sigt er den store ambition at tage chaufføren ud af bussen, siger Maria Vestergaard, der er ITS teamkoordinator for Aalborg Kommune.
Undervejs længe
I Aalborg Kommune har projektet med de selvkørende busser været undervejs i tre år. Når busserne kommer ud at køre, skal projektet løbende evalueres og optimeres, så man bedst kan betjene passagerene.
– Busserne kommer i første omgang til at køre i dagtimerne mellem kl. 6 og kl. 24, men det vil blive justeret alt efter borgernes behov, siger Maria Vestergaard.
Forsøget med busserne varer to år, derefter vil der være mulighed for at ansøge om en forlængelse af projektet på ydereligere to år.
Aalborg vil være first mover
For Aalborg Kommune er det essentielt at være blandt de første til at prøve kræfter med den nye teknologi.
– Vi vil i Aalborg Kommune være first mover på denne nye teknologi, og forsøget skal gøre os klogere på, hvordan teknologien kan benyttes i praksis, siger Maria Vestergaard.
Med tiden skal teknologien være med til at gøre den offentlige transport mere fleksibel.
– I fremtiden vil disse busser kunne køre uden stoppesteder. De vil være meget mere fleksible, så i stedet for at vente ved et stoppested vil man kunne benytte en App til at komme med bussen, siger Jacob Münter fra Autonomous Mobility.
Læs også: Københavns travleste bus bliver renere og hurtigere
Fokus på sikkerhed
Aalborg Kommune har haft stort fokus ved sikkerheden, og derfor er der tilknyttet et firma, der løbende laver risiko analyse af projektet.
– I de uheld, der er sket ved lignende forsøg, har det altid været modparten, der har haft ansvaret for ulykken. Bussen reagerer simpelthen meget hurtigere end mennesker, siger Maria Vestergaard.
Firmaet bag, Autonomous Mobility, forsikrer også, at busserne er sikre.
– Busserne er meget sikre, næsten for sikre. De er udstyret med et Lidar-system, der skanner området og danner et 3D billede af omgivelserne. Hvis noget kommer inden for tre meter, stopper bussen øjeblikkeligt, siger Jakob Münter.
Bussen orienterer sig konstant efter omgivelserne, og skulle der komme en cyklist eller fodgænger inden for 10 meter af bussen, så tilpasses hastigheden.
Busserne bliver i opstartsperioden udstyret med en operatør, der skal sørge for, at brugerne får en god og tryg oplevelse med den nye teknologi.
Sådan gjorde vi: Idéen kommer fra en pressemeddelelse fra Aalborg Kommune. Journalisten har taget kontakt til firmaet bag busserne, for at høre mere om sikkerheden. Journalisten har også taget kontakt til Aalborg Kommune for at høre om ambitionerne med projektet.