Streaming af film, serier, programmer og nyheder er i stor efterspørgsel. Virksomheder, der udbyder tv-kanaler, kæmper for overlevelse ved at forsøge at balancere mellem deres udbud af tv-kanaler og streamingtjenester.
Yousee er en virksomhed, der førhen udelukkende tilbød tv-kanaler. Dog har den forretningsmodel ikke vist sig at være rentabel. Yousee har derfor ændret deres produkter, sådan så pakkerne nu indeholder både tv-kanaler og streamingtjenester, der kan blandes efter kundens valg.
Ifølge Jacob Mortensen, der er tv- og bredbåndsdirektør hos Yousee, skelner kunderne ikke længere mellem tv-kanaler og streaming. Det hele hører under kategorien underholdning, hvor stort udvalg og individuelle tilvalg er det, kunderne går efter.
Denne tendens, hvor streamingtjenesterne inkluderes i eksisterende pakkeløsninger, har andre virksomheder, som teleselskaber, også fået øje på. Fidusen er, at virksomhederne kan fastholde kunderne, ved at tilbyde streamingtjenester billigere.
Keld Reinicke er mediekonsulent og har været med til at starte både DR 2 og TV 2 Charlie, peger på danskernes store behov for bekvemmelighed og tilpasning i den travle hverdag. Han er overbevist om, at streaming med tiden vil erstatte de konventionelle tv-kanaler.
– Folk vi have deres indhold on demand, så de selv kan bestemme, hvad de vil se, og hvornår de vil se det. Så skal de ikke sidde på sofaen klokken otte og vente på, at tv-kanalen sender det, de gerne vil se, siger Keld Reinicke.
Læs også: Netflix giver populær tv-kanal baghjul
Spørgsmålet er, hvordan virksomhederne, som udbyder tv-kanaler, vil løse udfordring, hvor streamingtjenesterne opsluger tv-kanalerne helt. Keld Reinicke mener, at vi skal skue til musikstreamingtjenesternes udvikling. Han har derfor selv et bud.
– Virksomhederne vil i stigende grad lave pakkeløsninger, der begynder at ligne musikstreamingtjenester. En newsjunkie vil således få noget mere TV2 og DR indhold, mens realityshow seer vil få noget mere TV3 lignende indhold, siger Keld Reinicke.
Sådan streamer danskerne
Selvom der stadigvæk er 85 procent af den danske befolkning, som abonnerer på de konventionelle tv-kanaler, så er dette antal faldende. Danskerne fravælger nemlig de traditionelle tv-kanaler. Mens det i 2013 var 4 procent af husstande i Danmark, der fravalgte tv-kanalerne, er det tal steget til næsten 15 procent i 2019.
Danskerne har også taget godt imod det store udbud af streamingtjenester. Andelen af danskere som streamer er på 77 procent. Dette tal er inklusiv de danskere som både streamer og har konventionelle tv-kanaler.
Antallet af danskere der streamer dagligt er steget med syv procentpoint fra 2016 til 2018. Det viser en undersøgelse udarbejdet af Slots- og Kulturstyrelsen. Undersøgelsen viser også, at streaming er i vækst, hvor de unge streamer mest, mens stadig flere ældre kommer til.
Husstande betaler gerne
Danskerne bruger generelt flere penge på streaming. Husstande bruger i gennemsnit 584 kr om måneden på streaming, hvor husstande med børn bruger mere end gennemsnittet, mens ældre bruger mindre. Det gennemsnittelige forbrug er steget med næsten 50 procent siden 2016, hvor danskerne i gennemsnit brugte 275 kr om måneden. Denne stigning er dog midlertidig, da endnu flere danskere vil vælge deres favorit streamingtjenester i pakkeløsninger.
– Vi er i en overgangsfase nu, hvor 80 procent af befolkningen stadig har traditionelle tv-kanaler. Dog vil flere fravælge tv-kanalerne i fremtiden, sådan så tallet vil falde. Ligesom dengang de fleste havde fastnettelefon, mens få havde mobiltelefon. Nu er den kurve vendt, og de færreste har en fastnetforbindelse. Snart vil kurven for streaming også vende, og derfor vil man samlet set ikke bruge flere penge på streaming, siger Keld Reinicke.
Sådan gjorde vi: Ideen opstod, da Keld Reinicke gav et interview til TV 2 Business. Derfter undersøgte journalisten tal knyttet til streaming og fik et interview med Keld Reinicke.