Et praktikophold er en genvej til netværk, et job efter studietiden og et afgørende indblik i arbejdslivet. Men praktik kan vise sig at blive en dyr investering, for mange praktikpladser er uden løn. Studerende, der ikke har råd til at finansiere et praktikforløb, kan derfor risikere at komme bagud i kampen om de eftertragtede jobs.
– Praktik kan helt sikkert være med til at give studerende med en god økonomisk baggrund en fordel. Nogle studerende er nødt til at droppe praktikken helt på grund af de høje udgifter, siger uddannelsespolitisk ordfører i Danske Studerendes Fællesråd Rasmus Markussen.
Ulønnet arbejde
De fleste praktikanter arbejder gratis eller er delvist lønnede. Det viser fagforeningen DJØF’s studielivsundersøgelse fra 2013. De studerende er derfor afhængige af, at deres studiested godkender praktikken, så de kan få SU under forløbet.
Men selv med SU kan det være svært at få pengene til at slå til.
For langt de fleste studerende er SU’en ikke nok
Wenche Quist, forsknings- og uddannelsespolitiske chef i DJØF
– Under praktikforløbet kan de studerende være forhindrede i at fortsætte med deres studiejobs, som i manges tilfælde er afgørende for, at økonomien hænger sammen, fortæller Rasmus Markussen. Dermed vil mange studerende være afhængige af økonomisk støtte fra forældrene for at komme i praktik, og det er ikke en mulighed for alle.
Selvom DJØF generelt er positive over for godkendte praktikforløb, anerkender forsknings- og uddannelsespolitiske chef Wenche Quist, at økonomien kan være et problem for flere praktikanter.
– For langt de fleste studerende er SU’en ikke nok. Det vil være relevant for de studerende at forsøge at lave en lønaftale med arbejdsgiverne, siger hun.
Læs også: Designstuderende: Studiepraktik udhuler min økonomi
Karriereboost
De ulige muligheder for at komme i praktik kan på længere sigt skabe sociale kløfter i det danske samfund. Et praktikophold kan nemlig være en adgangsbillet til arbejdsmarkedet. Det viser en undersøgelse foretaget af DJØF i 2012. Her vurderer mange studerende, at deres praktikforløb var afgørende for, at de fik deres første job.
Arbejdsgiverforeningen Dansk Erhverv er heller ikke i tvivl om, at praktik er et skridt i retningen af det gode job.
– Studiepraktik kan gøre rigtig meget for karrieren, understreger Mette Fjord Sørensen, der er uddannelses- og forskningspolitisk chef i Dansk Erhverv.
Praktisk erfaring
Et praktikforløb er værdifuldt, fordi det kan supplere uddannelsen med en praktisk erfaring, der er af stor betydning i jobsøgningen.
– De studerende lærer at kombinere praksis og teori, og det lægger en arbejdsgiver stor vægt på, siger Wenche Quist.
Studerende får samtidig en fod ind på arbejdsmarkedet gennem det netværk, de kan opbygge i praktiktiden, fortæller Mette Fjord Sørensen.
– Det er relevant for alle studerende at få en forståelse for, hvad der rører sig i arbejdslivet, siger hun.