Unødvendige, eller for sene, bleskift bliver fortid i Tårnby Kommune.
De nuværende ‘almindelige’ bleer på plejehjemmene bliver udskiftet med helt nye såkaldte sensorbleer, der registrerer, når bleen er fuld. Sensorbleerne skal mindske antallet af overflødige bleskift og på den måde frigøre tid hos plejepersonalet, fremgår det af kommunens godkendelse. Inden den endelige implementering skal sensorbleerne testes af på kommunens plejehjem i en toårig prøveordning.
Teknologien fungerer ved at spore beboerens vandladningsmønster i 72 timer, for på den måde at kunne strukturere de fremtidige bleskift efter, hvornår den ældre faktisk trænger.
– De detaljerede oplysninger hjælper med at fastslå de mest hensigtsmæssige absorberende produkter, anbefalede toilettider og tilpasninger af plejerutiner – hvilket medvirker til en mere effektiv og dokumenteret kontinenspleje og forbedret velbefindende for beboeren, fremgår det af producentens hjemmeside.
Læs også: Fremtidens plejehjem har automatiske gulve
Sensorbleerne skal foruden at frigive ressourcer også afhjælpe et fremtidigt problem med mangel på plejepersonale i Tårnby Kommune og resten af landet, siger formand for ældre-og omsorgsudvalget i Tårnby Kommune, Einer Lyduch (S).
– Hvis der kommer mange flere ældre og plejekravet stiger, så er rekruttering et kæmpe problem. Man tager mange flere elever ind nu, men alligevel er spørgsmålet, om det er nok til at få den arbejdskraft, man skal have, siger Einer Lyduch.
Omkring 20 procent af personalet i sundhedsplejen i Tårnby Kommune går på pension om få år, forklarer han. Det vil betyde, at kun to tredjedele af personalet på ældre- og sundhedsområdet i Tårnby Kommune forventes at være tilbage om 10 år.
Det skulle ikke være sådan, at kold teknik erstatter varme hænder.
Einar Lyduch, formand for ældre-og omsorgsudvalget i Tårnby Kommune
Derudover kræver det stigende antal ældre i fremtiden 16 % mere personale, fremgår det af kommunens beregninger.
Her kan såkaldt velfærdsteknologi være løsningen på problemet. Sensorbleerne kan frigøre tid til andre vigtige opgaver, forklarer Einer Lyduch.
– Hvis man får nogle faste rutiner, kan det spare tid for personalet, frem for at man skal rende og skifte hele tiden, siger Einer Lyduch.
Skal sikre de ældres livskvalitet
Einer Lyduch og resten af ældre- og omsorgsudvalget i Tårnby Kommune håber, at sensorbleerne vil øge de ældres livskvalitet og afhjælpe nuværende problemer med dårligt siddende bleer.
– I dag får man bare en eller anden tilfældig ble på. Det kan give en masse besvær med kløe på huden og irritation. Det skal vi gerne kunne hjælpe med. Der skal være livskvalitet, siger Einer Lyduch.
Den nye velfærdsteknologiske investering kommer sammenlagt til at koste Tårnby Kommune 250.000 kr. for den toårige periode.
Pengene vil blive taget fra Tårnby Kommunes innovationspulje, som årligt er på 1,5 millioner kroner.
Læs også: Ældre Sagen er bekymrede for reducering af tilsyn på plejehjem
Kold teknik og varme hænder
Einer Lyduch afviser ikke, at man i fremtiden kan indføre sensorbleerne i kommunens vuggestuer, hvis der findes en egnet blemodel.
Men selvom de velfærdsteknologiske tiltag fylder gradvist mere i den kommunale og offentlige sundhedspleje, må teknologien ikke blive en erstatning for personalet, understreger han.
– Det skulle ikke være sådan, at kold teknik erstatter varme hænder. Vi kommer ikke udenom den menneskelige kontakt, siger Einer Lyduch.
På plejehjemmet Ugandavej i Tårnby, som i fremtiden kan prøve kræfter med de nye bleer, er plejehjemsleder, Helene Fisker, fuldstændig enig.
– Teknik kan ikke erstatte hverken omsorg, samtale eller nærvær, siger hun.
Det er endnu ikke fastlagt, hvilke plejehjem der vil modtage de nye sensorbleer og hvornår.
Sådan gjorde vi: Journalisten stødte på nyheden i et mødereferat fra ældre- og omsorgsudvalget i Tårnby Kommune fra d. 22. marts 2021. Af kommunens referat fremgik budgettering, motivation for godkendelsen og beregninger om fremtidig mangel på arbejdskraft. Journalisten interviewede Formand for ældre- og omsorgsudvalget Einer Lyduck per telefon som repræsentant for implementeringen. Derudover kontaktede journalisten samtlige ledere på plejehjemmene i Tårnby Kommune, men i kraft af implementeringens tidlige stadie og andre praktiske årsager, ønskede kun plejehjemsleder på plejehjemmet Ugandavej, Helene Fisker, at komme med en kommentar.