Selvom regeringen allerede i foråret sidste år vedtog, at man skulle undersøge lovgivningen på crowdfunding-området, afventer man fortsat en rapport fra Erhvervs- og Vækstministeriet, som endeligt skal kortlægge lovgivningen og reguleringen af området. Rapporten skulle have været færdig i 2014.
Aktie-crowdfunding er et koncept, som bygger på, at almindelige mennesker kan købe andele i virksomheder og projekter.
– Aktie-crowdfunding har potentialet til at blive det nye årtusindes andelsbevægelse, lød meldingen fra Socialdemokraternes daværende erhvervsordfører, Benny Engelbrecht, til Dagbladet Information for omkring et år siden.
På trods af det store potentiale, er aktie-crowdfunding fortsat på standby i dag. Det skyldes, at det fortsat er uklart, hvilke regler, der gælder på området:
– Det, man mangler, er simpelthen et dokument, der viser, hvad man må og hvad man ikke må, og hvad man skal forholde sig til, hvis man skal lave crowdfunding inden for den eksisterende lovgivning, siger Sigurd Schou Madsen, som er erhvervspolitisk konsulent i Dansk Erhverv med ansvaret for iværksætterområdet og bestyrelsesmedlem i Dansk Crowdfunding Forening.
Fortvivl ikke. Vi vil rigtig gerne hjælpe jer. Især når vi kan gøre det uden at lave huller i systemet, som andre kan misbruge.
Erhvervsordfører, Ida Auken, Radikale Venstre.
Læs også: Statslig fond afsætter millioner til iværksættere
Forsinkelsen kan koste potentielle arbejdspladser
Crowdfunding
Crowdfunding er en kommerciel indsamling af penge til virksomheder eller projekter. Alle har mulighed for at støtte de projekter eller de virksomheder, de ønsker. Som regel foregår crowdfunding via netbaserede platforme.
Der findes fire typer crowdfunding:
– Aktie-crowdfunding: Personer kan investere penge i virksomheder eller projekter i bytte for ejerandele eller dele af virksomhedens omsætning. Aktie-crowdfunding er også kendt som egenkapitalcrowdfunding og crowdinvesting. Denne type af crowdfunding er i øjeblikket ikke mulig i Danmark.
– Reward-crowdfunding: Personer bliver belønnet med produkter eller mindre gaver fra den virksomhed, de støtter. Reward-crowdfunding er i øjeblikket den mest almindelige form for crowdfunding. Den største danske platform for reward-crowdfunding er www.boomerang.dk
– Låne-crowdfunding: Personer kan gå uden om bankerne og låne penge til en virksomhed eller et projekt til en fordelagtig rente. Den største låne-crowdfunding platform i Danmark er www.lendino.dk
– Donations-crowdfunding: Personer donerer penge til et projekt eller en virksomhed, fordi de har lyst til det.
Dansk Erhverv frygter, at de manglende regler kan føre til tab af arbejdspladser:
– Det er både et tab af kapital og kompetencearbejdspladser, når der er nogen, som gerne vil oprette deres virksomhed her eller finansiere gennem danske midler og tager beslutningen om rykke kapitalen til et sted, hvor det kan lade sig gøre, fordi de ikke kan vente mere, siger Sigurd Schou Madsen.
Selvom det indtil videre kun drejer som enkeltstående tilfælde, hvor virksomheder har rykket forretningen på grund uklarheden om reglerne, frygter man hos Dansk Erhverv, at tendensen vil fortsætte, indtil der kommer afklaring på området.
– Vi er bange for at se flere, der tager den beslutning, fordi de kan frygte at blive overhalet inden om af andre virksomheder i andre lande. Derfor frygter vi, at mange virksomheder vil forsvinde, hvis der ikke bliver gjort noget på det her område, siger Sigurd Schou Madsen.
Læs også: Vi er alle den fødte iværksætter
Politikere opfordrer til tålmodighed
På Christiansborg er man opmærksom på problemet, men mener ikke, at man kan gøre andet end at vente på, at rapporten kommer ud, lyder det fra erhvervsordfører fra Radikale Venstre, Ida Auken, som har rykket ministeriet for rapporten for nylig:
– Vi kan ikke gøre meget andet end at sikre os, at den kommer frem så hurtigt så muligt, så vi kan få afklaring på, hvad der er op og ned på reguleringssiden. Før det kan vi ikke lave egentlige initiativer.
Selvom hun synes, at aktie-crowdfunding er interessant, understreger hun, at det vigtigste er, at reglerne bliver lavet på en måde, så folk ikke kan snyde:
– Jeg synes, det er vigtigt, at vi kommer med på den her vogn. Omvendt skal vi passe på, at vi ikke åbner en vognport for folk, der gerne vil misbruge det, siger hun.
Til de personer, der venter på Erhvervs- og Vækstministeriets rapport, er budskabet, at man skal bevare tålmodigheden:
– Fortvivl ikke. Vi vil rigtig gerne hjælpe jer. Især når vi kan gøre det uden at lave huller i systemet, som andre kan misbruge, siger Ida Auken (R).
I Dansk Crowdfunding Forening har man oplevet stor efterspørgsel på aktie-crowdfunding. Men så længe reglerne ikke er tydelige, tør folk ikke at investere i aktie-crowdfunding, lyder det fra foreningen.
Erhvervs- og Vækstministeriet oplyser, at de arbejder på rapporten, som vil kortlægge reguleringen af alle fire typer af crowdfunding. Ministeriet kan ikke give en præcis dato for, hvornår rapporten bliver offentliggjort.
Læs også: Professor: Det er blevet meget lettere at være iværksætter i Danmark