Foto: Oliver Kløvedal Reich.
For mange journalister kan det lyde utænkeligt at møde en kilde uden at medbringe optageudstyr eller telefon. Men det kan være nødvendigt, mener journalist på Dagbladet Information Sebastian Gjerding.
– Jeg er mødtes med kilder uden telefon. Tit vil fortrolige kilder ikke have, du optager samtalen. Det vil man selvfølgelig acceptere. Så må man diskutere med kilden, om man kan skrive ned, hvis de stoler på, du kan beskytte dine papirer.
Sebastian Gjerding er undtagelsen, der bekræfter reglen. Han mener, man bør tage sine forholdsregler, uanset, om myndighederne følger med eller ej.
Gennem arbejdet med Snowden-dokumenterne slog det mig, at vi haltede langt efter med, hvordan vi som medier forholdte os til den problemstilling.
Sebastian Gjerding, undersøgende journalist
– Det er spekulation om, at myndighederne følger med i vores arbejde. I grunden er det ikke det, der er den interessante overvejelse. Pointen er, at de kan. Og i og med de kan, bliver du nødt til at beskytte dig, siger han og fortsætter: Det ligger i kildebeskyttelsen, at man skal gøre, hvad man kan for at beskytte sine kilder mod de uforudsete konsekvenser, der måtte være af, at de vælger at tale med dig.
Læs også: Folketinget åbner for debat om personfølsomme oplysninger
For nylig gennemførte Pew Research en rundspørge blandt 671 amerikanske undersøgende journalister. 64 procent havde en formodning om, at offentlige myndigheder har indsamlet data fra deres mobiltelefon, mail eller anden online kommunikation. Ifølge en undersøgelse blandt danske redaktioner, foretaget af DR’s P1 Dokumentar, har kun få redaktioner i Danmark retningslinjer for beskyttelse af fortrolige kilder og dokumenter.
Wikileaks og Snowden som øjenåbnere
Sebastian Gjerdings påpasselighed var en af grundene til at han fik adgang til Snowden-dokumenterne om den amerikanske efterretningstjeneste National Security Agency (NSA) og Wikileaks-dokumenterne omkring Irak-krigen:
– Gennem alt arbejdet med Snowden-dokumenterne var det et krav fra samarbejdsparterne, at vi stillede store sikkerhedsforanstaltninger til rådighed, siger han og fortsætter: Dengang slog det mig, at vi haltede langt efter med, hvordan vi som medier forholdte os til den problemstilling.
Wikileaks-dokumenterne i 2010 var med til at gøre Sebastian Gjerding interesseret i dilemaet mellem den stigende digitalisering i mediebranchen og den tiltagende besværliggørelse af at opretholde et tilstrækkeligt højt niveau af beskyttelse over for fortrolige kilder og i forbindelse med håndteringen af hemmeligstemplede dokumenter. Alligevel var det først efter Snowden-sagen i 2013, han for alvor fik øjnene op for, hvad de tekniske redskaber kan bidrage med.
Læs også: Facebook er et lukket land for pressen
– Jeg fik indsigt i, hvilke algoritmer og krypteringsprogrammer, man kunne bruge, siger han og fortsætter: Det viste sig at være brugbart, når man gerne vil overholde sin kildebeskyttelse. Så det gjaldt om at lære sig de metoder og implementere dem i sit eget arbejde.
Ansvarlighed overfor kilderne
For Sebastian Gjerding handler det grundlæggende om at påtage sig det ansvar, der hviler på en, når kilder kommer til en med fortrolige oplysninger.
– Vi har i stigende grad gjort os afhængige af elektroniske kommunikationsmidler, hvor det er svært at kommunikere sikkert. Derfor har man som journalist en forpligtigelse til at forsøge at finde bedre elektroniske kommunikationsmidler, end dem, der er som standard i din smartphone eller computer, siger han og understreger: Det er vigtigt, hvis man har med kilder at gøre, der har meget på spil, eller du taler om noget, som er fortroligt.