Vedtagelsen af ny lovgivning i maj om håndteringen af asbest har haft konsekvenser over hele landet. Ikke mindst fordi den først træder i kraft ved årsskiftet. Mindreårige er blevet sat til at rive kræftfremkaldende materiale ned i Odsherred, og man kan finde asbestplader i naturen over hele landet. Således også i Høje-Taastrup for at udnytte den gamle lovgivning, hvor det fortsat er lovligt for privatpersoner at nedrive asbest, og af virksomheder som ikke behøver ikke en særlig autorisation.
Min appel er bare, at det her er helt urimeligt. Få en professionel til at gøre det. Det har konsekvenser for andre end jer selv
Knud Anker Iversen, tidligere leder ved Miljø- og EnergiCentret
Det har fået mange til at skifte deres asbesttage uden professionel hjælp og efterlade pladerne i naturen, fordi genbrugspladserne kun tager imod mindre mængder asbestplader om dagen.
Asbestplader i skoven
Håndteringen af asbestplader er ifølge Knud Anker Iversen, tidligere leder ved Miljø- og EnergiCentret, et problem for genbrugspladserne, kommunen og miljøet.
– Vi befinder os i en overgangsfase, inden der kommer krav om, at asbestarbejdet skal foretages af en autoritet. Det er derfor, vi ser så mange nu, der enten prøver at pille det ned selv eller får uautoriserede til at gøre det, siger han.
Miljø- og EnergiCentret er en forening, der arbejder for at styrke bæredygtighed og økologi gennem diverse initiativer. Foreningens drives af medlemskontingenter, støtte fra Høje-Taastrup Kommune, deltagelse i EU-projekter og lokale boligselskaber.
Knud Anker Iversen leder “Ren By-initiativet”, drevet af Miljø- og EnergiCentret, som samler affald i Høje-Taastrup. Her har de har fundet flere asbestplader end tidligere.
– Der ligger bygningsaffald i skoven i større omfang, end der hidtil har gjort, fordi der nu også er kommet en hel masse asbestplader, forklarer han.
Derudover har han i et Facebook-opslag opfordret til at få professionelle til at skifte asbesttage, så affaldet ender de rigtige steder. Det har i år kostet kommunen 200.000 kroner at få kommunalt ansatte til at samle asbestplader i naturen ifølge Knud Anker Iversen.
– Tallet er alt for højt. Det er virkelig urimeligt, at der skal bruges så mange penge og ressourcer på ting, som kunne undgås, uddyber han.
Der er dog uenighed om omkostningerne for kommunen. Driftschefen for Høje-Taastrups driftsby, Nicky Jon Bursøe, estimerer, at tallet nærmere ligger på 30-40.000 kroner.
– Han har fået det forkerte tal, som han er løbet afsted med. Vi bruger 200.000 kroner på alt byggeaffald, ikke kun asbest, forklarer han.
Det har ikke været muligt at få dokumentation på det konkrete tal.
Trods forvirringen vurderer Nicky Jon Bursøe også, at de kommunale udgifter er steget, hvilket kan skyldes mangel på kommunikation til borgerne.
Nye regler for nedrivning af asbest fra 2025
- Fra 1. januar 2025 må nedrivning af asbestholdigt materiale kun udføres af autoriserede virksomheder. Formålet er at beskytte flere mod asbesteksponering.
- Virksomheder skal have et godkendt kvalitetsledelsessystem og en fagligt ansvarlig tilknyttet mindst 30 timer om ugen.
- Ikke-autoriserede virksomheder og private må stadig udføre mindre asbestarbejde, fx nedtagning af enkelte asbestholdige tagplader.
- Det er lovligt for private at fjerne asbesttage frem til 1. januar 2025, men Arbejdstilsynet anbefaler professionel hjælp for sikkerheden.
Kommunalt kommunikationsproblem
Den mangelfulde kommunikation kommer to steder fra, mener Knud Anker Iversen.
– Affaldsselskaberne skal blive bedre til at kommunikere, og kommunen kunne også godt have en bedre informationsrolle i forebyggelsen af problemet, synes han.
Henrik Torning (K), medlem af Plan- og Miljøudvalget, ærgrer sig også over udviklingen og de mange asbestplader i naturen.
– Jeg synes, at det er et problem, at folk piller asbesttage af og dumper det forskellige steder, fordi de ikke vil af med det på den rigtige måde. Når det sker, er det kommunen, der skal håndtere det, og det bliver der brugt for mange penge på, siger han.
Han mener dog ikke, at problemet skyldes dårlig kommunikation.
– Man kunne jo godt informere noget mere, men jeg tror, at dem, der bevidst smider asbestplader på rastepladser, i parker eller langs vejgrøften, godt ved, at det er ulovligt. Så dem rammer vi ikke ved at kommunikere bedre, siger han.
Appel til borgerne
Begge parter opfordrer borgerne til at tænke sig om, før de river deres asbesttag ned.
– Min appel er bare, at det her er helt urimeligt. Få en professionel til at gøre det. Det har konsekvenser for andre end jer selv, siger Knud Anker Iversen om privatpersoner, der tager eget asbesttag ned.
Henrik Torning (K) er også frustreret over virksomhedernes opførsel.
– Det er simpelthen noget sjusk, at virksomheder med urent mel i posen ikke vil køre det til deponi, fordi det koster for mange penge. Så er det nemmere at dumpe og lade kommunen tage sig af det, siger han.
Knud Anker Iversen understreger, at mange slet ikke behøver at fjerne deres asbesttag.
– Der er mange asbesttage, der sagtens kunne leve flere år, hvis de lige får dem renset og malet. Der er en masse ressourcespild, men mange går i panik, når det er så meget oppe i medierne. De tænker, at de hellere må få det ordnet, inden det koster for mange penge, så de undersøger slet ikke, om taget kunne blive 15-20 år mere, forklarer han.
Sådan gjorde vi: Journalisten faldt over Knud Anker Iversens Facebook-opslag og kontaktede ham for at blive klogere og bekræfte tallet (200.000 kroner). Knud medvirkede til interview og gav journalisten nummeret på Nicky Jon Bursøe, som blev kontaktet. Slutteligt blev Henrik Torning (K) kontaktet som repræsentant for Plan- og Miljøudvalget. Alle interviews er foretaget telefonisk.