Vollsmose-lærer: Vi underviser forældre i lockouten

Ikek alle forældre forstår, hvad lockouten handler om.
Ikke alle forældre forstår, hvad lockouten handler om.

I Vollsmose påtager lærerne sig i disse dage opgaven at forklare de mest ressourcesvage forældre, hvad konflikten mellem kommunerne og lærerne går ud på. Den almindelige vejledning til forældrene i, hvordan de bedst bakker op omkring deres børns skolegang nedprioriteres.

Det fortæller Kit Abild, der er skolelærer på H.C. Andersen Skolen i Vollsmose.

– Det er lærernes opgave at formidle til de svageste familier, hvad en lockout betyder, siger hun.

Det er lærernes opgave at formidle til de svageste familier, hvad en lockout betyder  Kit Abild, skolelærer på H.C. Andersen Skolen i Vollsmose

Kit Abild ser det som en undervisningsopgave at formidle ud til de mest ressourcesvage forældre, hvad lockouten handler om.

Læs også: Lærere klar til kamp under lockout

– I dagligdagen taler vi både med kolleger og forældrene om, hvordan vi kan få forældrene mere på banen i forhold til deltagelse og lektiehjælp, men det er ikke noget, vi har talt om under lockouten. Der har det handlet om, hvordan vi kan få formidlet til de svageste familier, hvad det betyder, at lærerne er lockoutet, fortæller Kit Abild.

Hun understreger, at hun oplever, at både danske forældre og forældre af anden etnisk oprindelse end dansk har behov for at få forklaret, hvorfor deres børn ikke kan modtage undervisning lige nu.

Frustrationen lever blandt lærere

Kit Abild oplever, at hun støder på en mur, når hun vil vejlede forældrene i, hvordan de bedst kan hjælpe deres børn under lockouten.

– Vi kan ikke gå på forældreintranettet lige nu. Det må vi ikke. Vi er midlertidigt afskediget, så derfor kan vi ikke kommunikere med forældrene på intranettet. Det, vi gør alligevel, er at være synlige og tilgængelige i området med uddeling af foldere til forældrene, forklarer hun.

De svageste elever sakker endnu mere bagud

Langt fra alle skoleelever kan få hjælp af deres forældre under konflikten mellem lærerne og kommunerne. Og lockouten gør det ikke nemmere for dem at hale ind på deres skolekammerater.

Foreningen for Danske Skoleelever ser også ressourcesvage elever, som lockoutens største tabere.

– Aflyser man undervisningen, er der en gruppe, det går allerhårdest ud over. Og det er dem, der kommer fra uddannelsesfremmede hjem. Det er klart, at to uger eller en måneds manglende undervisning er et tab, men for nogle er det et langt større tab end andre, fortæller formanden for Danske Skoleelever, Vera Rosenbeck.

Hun fortsætter:

– De elever der har nogle forældre, der kan hjælpe med at holde dem op på at få lavet noget skolearbejde, få lavet nogle lektier, hentet nogle opgaver ned fra nettet, få snakket om hvad der foregår ude i verden står langt stærkere efter en lockout er blæst af, end de andre elever.

Men for de mest ressourcesvage familier er dette ikke en reel mulighed, siger professor i pædagogik Niels Egelund fra Aarhus Universitet tidligere på måneden sagt til BT.

Læs også: Indgreb i lærerkonflikt kan trække ud