– Hvis man ved at noget er en belastning for miljøet, så kan jeg ikke forstå, at man ikke ville have lyst til at finde på et alternativ. Men på den anden side vil jeg virkelig heller ikke blande mig i, hvordan andre vælger at leve.
Sådan opsummerer 23-årige Ida Binder Larsen sit forhold til bæredygtighed og miljøbevidsthed. Hun er studerende, og har siden hun var 17 år boet i et økologisk kollektiv i Roskilde. Her bliver der gjort en dyd ud af at vælge bæredygtige løsninger, hvor dagligdagens trummerum tillader det. For eksempel er al maden i kollektivet både økologisk og vegetarisk, der bliver kun brugt miljøvenlig shampoo i badet, og når beboerne skal hygge sig sammen, kan de gå i haven og passe grøntsagsbedet.
– Men vi er heller ikke fanatiske. Det kan godt være vi kun drikker øko-cola, men de står jo stadig i et køleskab, der kører og bruger strøm hele dagen, griner Ida Binder Larsen.
Ida Binder Larsen og vennerne i det økologiske kollektiv er ikke alene om deres ønske om at leve bæredygtigt. En undersøgelse foretaget af Arla gennem Epinion har undersøgt i hvor høj grad unge og ældre selv mener, at de lever bæredygtigt. Den viser, at 47 procent af danske unge mener, at de gør en ”stor indsats” for at leve bæredygtigt. For ældre over 56 år er det tal nede på 31. Det er dog ikke defineret, hvad en ”stor indsats” indebærer.
I undersøgelsen fremgår det ligeledes, at 61 procent af de adspurgte ældre gerne vil blive bedre til at leve bæredygtigt. Hos de unge er tallet helt oppe på 75 procent.
Vi er jo en hel generation af meget bevidste forbrugere, der er blevet flasket op med at miljøet er under pres.
Ida Binder Larsen, studerende
Startede på efterskolen
For Ida Binder Larsen startede tankerne om en mere bæredygtig livsstil på efterskolen. Her blev hun i forbindelse med et filosofifag interesseret i fødevareetik, og den måde dyr behandles på i fødevareindustrien. Da hun kom hjem fra efterskolen igen, smittede hendes nye madvaner af på resten af familien.
– Mine forældre syntes jo også, at jeg skulle have lov at få noget godt at spise, så de begyndte at lave mere vegetarisk mad. Det syntes jeg jo var vildt fedt, at jeg sådan kunne påvirke dem lidt, siger Ida Binder Larsen.
For Ida Binder Larsen indebærer et bæredygtigt liv blandt andet at skraldet skal sorteres i både kompost, hønsemad og yderligere seks forskellige sorteringsspande. For hende er de ekstra små besværligheder i hverdagen dog ikke et problem. Hun mener, at det har formet hende at være vokset op i en klimakrise.
– Vi er jo en hel generation af meget bevidste forbrugere, der er blevet flasket op med at miljøet er under pres. Derfor er det bare ret naturligt for mig at gøre, hvad jeg kan. Jeg kan ikke lade være med at genbruge de materialer, jeg omgås, siger hun.
Unges forhold til bæredygtighed
– 32 procent af de 18-35-årige har fravalgt produkter, de ikke selv mener er bæredygtige.
– 49 procent af de 18-35-årige er villige til at betale mere for produkter, de anser som værende bæredygtige
Kilde: Arla Foods
Håber, det vil fortsætte
Ida Binder Larsen håber, og at hun også selv kan blive endnu bedre til at finde bæredygtige løsninger i fremtiden. Allerede nu har hun planer om at erstatte nogen af sine kommende flyrejser med bådrejser, og spørger man til fremtiden, håber hun, at hun vil kunne benytte af deleøkonomi så meget som muligt, så man på den måde kan deles om ressourcerne. Ligeledes håber hun, at alle generationer fremover vil fortsætte blive mere miljøvenlige.
– Vi er nødt til at blive ved med at finde alternativer til den måde, vi lever på nu. Det handler virkelig ikke om at vi skal leve på en sten, vi skal bare tænke over de valg, vi tager. Det tror jeg også de næste generationer vil forstå, siger hun.
Sådan gjorde vi: Idéen til artiklen opstod da journalisten faldt over en pressemeddelelse med den omtalte undersøgelse. Kilden blev fundet på Facebook, og er interviewet over telefonen.