Fredag er store flyttedag for et udvalg af Københavns Borgeservices arbejdsopgaver, hvilket ikke udelukkende vækker begejstring hos Bibliotekarforbundet. I fremtiden skal bibliotekerne varetage en del af de lettere opgaver fra Borgerservice.
I fremtiden skal Københavns bibliotekarer ikke kun hjælpe deres besøgende med at finde den nyeste Harry Potter bog. Pasudstedelse, bestilling af NemID og generel internetvejledning er nogle af de arbejdsopgaver, der følger med sammenlægningen af Københavns Borgerservice og fem udvalgte biblioteker.
Utilfredse bibliotekarer
Sammenlægningen af Borgerservice og bibliotekerne kan skabe problemer, mener man hos Bibliotekarforbundet.
››Vores medarbejdere synes, at det er dybt problematisk i forhold til, at de nogle steder får at vide, at de skal prioritere borgerserviceopgaven før bibliotekaropgaven,‹‹ siger Pernille Drost, der er formand i Bibliotekarforbundet.
En del bibliotekarer har været på kurser i f.eks. pasudstedelse, for at kunne klare borgerserviceopgaverne.
››Det er jo lidt ligesom at blive talt ned til i forhold til, at det er altså folk med en akademisk uddannelse,‹‹ siger Pernille Drost.
››De bliver jo nærmest kompetenceudviklet den forkerte vej,‹‹ siger hun.
Hos Bibliotekarforbundet har man også lagt mærke til, at sammenlægningen medfører mistede jobs.
››Det vi oplever rigtig meget, er et ansættelsesstop og så, at man kompenserer med løntilskudsjobbere. Man fyrer én medarbejder, og så hyrer man en ny ind på løntilskud,‹‹ siger Pernille Drost.
Ressourcebesparelse
Fire biblioteker overtager den 1. april arbejdsopgaver som pasudstedelse og NemID. Ordningen kommer til at hedde Borgerservice KVIK og udvides med et femte bibliotek den 1. juni i år.
Tiltaget skal ifølge Københavns Kommune ses som en service til byens borgere.
››Vi udvider med cirka 116 åbningstimer om ugen,‹‹ siger Carsten Johnsen, der er kommunikationschef i Københavns Borgerservice.
Han understreger samtidig, at flyttedagen ikke kommer til at koste jobs lige nu. Dog bekræfter han, at der ligger en generel ressourcebesparelse til grund for sammenslutningen af Borgerservice og bibliotekerne:
››Det pres, der er på økonomien, betyder, at vi er nødt til at tænke over, hvordan vi kan gøre tingene på nye måder. Det er en god forretning både for borgerne og for kommunen,‹‹ siger han.
Hos Valby Bibliotek, som er et af bibliotekerne, der for fremtiden skal huse Borgerservice KVIK, mener leder Mette Lysgaard, at ressourcebesparelserne på sigt vil koste jobs.
››Man tænker selvfølgelig på en bedre udnyttelse af det eksisterende personale,‹‹ siger hun.
Fakta:
De fem biblioteker, der får Borgerservice KVIK er:
Hovedbiblioteket
BIBILIOTEKET (København Nord-Vest)
Kulturstation Vanløse
Valby Bibliotek
Øbro Jagtvej Bibliotek (fra den 1.juni 2011)
Læs også: