Ny trend: Cille Fogh har en ugle som kæledyr

Ugler er en af de nyere trends inden for kæledyr. Foto: Cille Fogh

Hver morgen kl. 05.00 bliver Cille Fogh vækket af Ulla, der efter at have fløjet rundt i lejligheden hele natten nu er klar til at sove. Cille Fogh løfter dynen, og Ulla hopper taknemmeligt inden for i varmen for at sove i et par timer.

– Glæderne ved at have en ugle som kæledyr opvejer ulempen ved at få forstyrret sin nattesøvn, siger 19-årige Cille Fogh, der til daglig går på Frederiksberg HF.

Ugler som kæledyr er en ny tendens
Det er en relativt ny tendens at holde ugler som kæledyr, siger biolog Knud Flensted, der er fugleekspert ved Dansk Ornitologisk Forening.

– I gamle dage holdt man bestemte ugler til jagt på krager, men det gik i sig selv igen. Nu har nogen så fundet på at importere dem fra udlandet, siger Knud Flensted.

Inspiration fra YouTube
Det var ikke den mest velforberedte beslutning, da Cille Fogh og hendes daværende kæreste for to et halvt år siden lånte svigermors bil og kom tilbage med en ugle på bagsædet. Parret havde kort forinden set en YouTube-video af en kæleugle.

– Sådan en må vi bare eje, sagde de i kor, fortæller Cille Fogh.

Det er slet ikke unormalt at blive inspireret at YouTube-videoer, når man skal vælge sit kæledyr, fortæller Kim Johansen, indehaver af Carstens Dyrehandel i Aalborg. Han oplever ofte, at kunder kommer ind i butikken og efterspørger et dyr, som de har forelsket sig i efter at have set videoer på internettet.

Kim Johansen fortæller også, at det ikke er en ny tendens, at danskerne gerne vil have specielle kæledyr, men at det ændrer sig, hvilke dyr, der er ‘moderne’.

(Artiklen fortsætter under billedet.)

Uglen Ulla elsker at være selskabelig og blive nusset. Foto: Cille Fogh

Miljøstyrelsen skal give tilladelse
Cille Fogh købte sin ugle af en kvinde på Den Blå Avis. Det kræver en særlig tilladelse fra Miljøstyrelsen at have en ugle i fangenskab i Danmark, og det er begrænset, hvilke arter, man må holde. Ulla er en sydamerikansk såkaldt Screech Owl, og Cille Fogh har tilladelse til at have hende.

Det er dog ikke alle, der mener, at ugler egner sig som kæledyr.

– Hos Dansk Ornitologisk Forening er vi ikke særligt begejstrede for ugler i fangenskab, men hvis man gør det, er det selvfølgelig bare vigtigt, at man overholder lovgivningen og behandler dem ordentligt, siger biolog Knud Flensted

Dømmer man efter forholdet til sine ejere, har Ulla et meget godt ugleliv.

– Hun er meget kælen og elsker opmærksomhed. Nogle gange, når vi ser fjernsyn, flyver hun hen og sætter sig på tv’et, for så tror hun, at vi kigger på hende, siger Cille Fogh grinende.

Uglen Ulla har sin helt egen profil på Instagram, som du kan følge: @Biancadelowl