Københavns Kommune erkender kendskab til metrostøj

I kølvandet på gårsdagens kritik fra Venstres hovedstadsordfører Martin Geertsen (V), erkender Københavns Kommune, at kommunen på forhånd havde kendskab til, at støjen fra metrobyggeriet ville overskride den tilladte støjgrænse.

  

”Københavns Kommune har været klar over, at det ville støje mere end de normale støjregler for at kunne bygge metroen,” skriver Teknik og Miljøborgmester Ayer Baykal (SF) i en mail til navisen.dk.

 

Borgmesteren mener dog, at støjen fra byggearbejdet ”primært” er blevet et problem, fordi metroarbejdet støjer uden for det tilladte tidsrum. En situation kommunen ikke kunne have forudset, skriver Ayer Baykai.

Borgmesteren lover, at kommunen fremover vil være mere konsekvente i tilsynet med byggearbejdet, hvis ”Metroselskabet svigter”.

I sin kritik angav Martin Geertsen det som ”bemærkningsværdigt”, at borgmesteren har været ”meget højrøstet” i sagen uden at bidrage med konstruktive løsninger til de støjgenerede naboer. I et samråd med transportministeren diskuterede Geertsen derfor, hvilke muligheder folketinget har for at sikre de generede naboer bedre muligheder for at blive genhuset.

  

Borgmester: Det er Metroselskabets ansvar
Borgmesteren er ikke enig i, at det er kommunens ansvar at få genhuset naboerne. Han lægger op til, at det er Metroselskabet, der skal sikre naboerne bedre vilkår ”i den nye situation”, hvor Metroselskabet har angivet et ønske om at få udvidet tidsrummet for at udføre støjende arbejde i hverdagen. Han mener, at det er Metroselskabets eget ansvar, at ”sikre bedre vilkår for naboerne”.

Men hvis ikke Metroselskabet ”er sin opgave voksen”, er det ikke alene kommunens opgave at finde en løsning. Han mener, at det er hele ejerkredsen, der består af Københavns Kommune, Transportministeriet og Frederiksberg Kommunen, som skal tilbyde naboerne ”noget ekstra”.

Læs også: V: Købehavns Kommune har hele tiden vidst besked om metrostøjen

Læs også: København tillader byggelarm i weekenden