Tv-skærmen, computere, telefoner, vaskemaskiner, cowboybukser… Hvert år bruger danskerne mere end 2 milliarder kroner på mærketøj og elektronik på den omfattende udsalgsdag Black Friday.
Men det skal slutte nu, hvis det står til klimabevægelsen FridaysForFuture, der vil begrave Black Friday til deres klimastrejke i København d. 29. november. Og begravelsen skal forstås helt bogstaveligt.
– Vi kommer til at have en lille symbolsk begravelsesceremoni ved klimamarchen, hvor vi kommer til at gå med en lille kiste for at sige, at vi begraver Black Friday og starter Green Friday i stedet, siger FridaysForFutures 14-årige talsperson, Selma Montgomery.
Med Green Friday ønsker FridaysForFuture, som er opblomstret af Den Grønne Studenterbevægelse, at sætte fokus på forbrugskulturen i Danmark, og hvor meget det skader klimaet. Det mener de nemlig, at Black Friday er det perfekte billede på.
Derfor er FridaysForFuture opmærksomme på at stille skarpt på løsningerne for at hjælpe de strejkende med at finde grønne alternativer til den nye Gucci-taske. Derfor bliver der sat boder op omkring Christiansborg i forbindelse med Green Friday, hvor privatpersoner såvel som græsrodsorganisationer kan sælge alt fra genbrugstøj til budskaber.
– Black Friday er et meget håndfast billede på forbrugskulturen og den her idé om, at vi hele tiden skal have nye ting på tilbud. At lave Black Friday om til Green Friday ser vi som første skridt i at gøre op med den her forbrugskultur, siger Selma Montgomery.
Er Black Friday et klimaproblem?
Men at skifte Black Friday ud med Green Friday vil ikke gøre en mærkbar forskel på klimaet. Black Friday er nemlig symptomatisk for et underliggende problem ved den måde, Danmarks produktion er bygget op på.
Det vurderer Jannick Scmidt, lektor ved Det Danske Center for Miljøvurdering på Aalborg Universitet, .
– På den korte bane betyder Black Friday ikke noget for klimaet. Der er ikke nogen, der tjener flere eller færre penge på grund af Black Friday. Hvis vi ikke bruger pengene der, så bruger vi dem bare en anden dag. Forbruget bliver bare klumpet sammen på Black Friday, siger han.
Jannick Schmidt mener derfor, at vi skal ændre fundamentalt på den måde, vi tænker på vores forbrug, hvis det skal gøre nogen forskel på klimakontoen. Vi får nemlig ikke færre penge mellem hænderne af at skære ned på forbruget, og de penge som bliver sparet på tøj og elektronik kan i stedet gå til andre klimaskadende forbrugsgoder, som for eksempel flere flyrejser.
Læs mere: Radio: Gymnasieelever i klimastrejke: Vi strejker selvom vi får fravær
FridaysForFuture har også øje for, at danskernes forbrugsvaner strækker sig udover Black Friday. De bruger derfor Black Friday til at fremhæve problemet med henblik på at italesætte problemerne forbundet med materielt overforbrug.
Selma Montgomery fremhæver samtidig, at problemet ligger i manglen på bæredygtige alternativer til forbrugsvarer.
– Green Friday handler også om at skabe strukturelle ændringer. Ansvaret ligger ikke altid hos forbrugeren. Vi skal have et samfund, hvor det er muligt for forbrugeren af tage det klimabevidste valg, siger hun.
Fra skolestrejker til forbrugskritik
FridaysForFuture har hidtil kun arrangeret skolestrejker. Derfor har de indtil nu ikke ramt Danmarks største forbrugere – de voksne. Netop de voksne kommer til at spille en afgørende rolle, hvis FridaysForFutures opgør mod danskernes forbrugsvaner skal være succesfuldt.
Derfor håber de, at de voksne vil slutte sig til Green Friday-strejken.
– Vi håber på at mobilisere hele den danske befolkning til at stå sammen om at tackle den her klimakrise.
Jannick Schmidt vurder også, at initiativer som Green Friday er en god måde at italesætte problemet på.
– Der er ikke nogen tvivl om, at der skal gøres noget ved klimaændringer. Bevægelser som FridaysForFuture er med til at verificere problemet, og det er lige præcis det, der skal til for at skabe ændringer, siger han.
Sådan gjorde vi: Idéen opstod, da journalisten fandt begivenheden på Facebook. Begge interviews er foretaget telefonisk.