Foto: Simone Orby Jarolics
»Louise, vi klarede det! Vi skal fandme hjem,« udbryder den storsmilende konstabel Ana Theresa Blanco Aagaard, hendes ansigt badet i dansende skygger fra flammerne.
Røgen kilder drillende i næseborene, mens euforien langsomt begynder at brede sig i kroppen. Varmende, helt ud i alle leddene, som var blodet erstattet med en besynderlig brændende og lykkefremkaldende væske. Med armene om hinanden, står de saligt og observerer arrangementet.
Omringet af bælgravende mørke, befinder de sig midt ude på havet ud for Syrien. Det er Sankt Hans aften og de har klaret det; Operation recovery of chemical agents in Syria har endelig taget sit ende.
Efter i flere måneder at have transporteret kemiske våben ud af Syrien, er missionen nu fuldført.
Læs også: Militærekspert: Et angreb på Syrien er tæt på
Alle tilstedeværende, store som små, konstabler som øverstkommanderende, smiler om kap med hinanden. Hvem har det mest fjogede grin? Det er ikke til at bedømme, men lettelsen er til at føle og smage på. Det lille bål i midten på dækket fungerer som omdrejningspunkt for forsamlingen, som symbolsk kendetegner afslutningen af en vellykket mission.
-Vi har gjort verden lidt bedre. Man er pisse stolt over, hvor god man har været, fortæller konstabel Louise Dueholm Jørgensen lettere tøvende, i frygt for at lyde for klichéfyldt.
Dagligdagen på Peter Willemoes
Klik klik , tak tak, klik klik. Fingrene bevæger sig ivrigt hen over tastaturet. Nærmest rytmisk, som for at kompensere for den overdøvende stilhed, der hersker i operationsrummet på krigsskibet Peter Willemoes.
En stilhed, der kun en gang imellem bliver afbrudt af små biplyde kommende fra de overdimensionelle maskiner, der præger kontorlandskabet. Landskabet, der mere ligner en forvokset internetcafé, eller et spionagerum taget ud fra en Bond-film.
Her er næsten ingen hvide vægge at se; 80 tommer store skærme har i stedet demonstrativt krævet al pladsen. Yderligere møder et hav af computerskærme ens syn. Trangen til at trykke på et af de snesevis af knapper på skærmene kan være svær at holde i skak, men essentielt. Det er nemlig herfra, at skibets våben bliver affyret.
Våben er selvfølgelig ikke noget, vi affyrer, når vi ligger til kaj her i Korsør. Siden vi er kommet hjem, har der ikke været lige så meget at se til. Min primære opgave lige nu er at kontrollere, at dem der kommer ind har adgangstilladelse
Louise Dueholm Jørgensen, konstabel på Peter Willemoes.
Den 24-årige konstabel sidder på en blå fløjlsstol midt i det enorme rum, der under fuld bemanding normalt huser op til 50 af hendes kollegaer.
I dag sidder hun alene blandt al elektronikken, iført den klassiske grønne camouflageuniform og faste brune støvler. Den ene stribe, på militæruniformens skulder, vidner om Louises stilling på den hierarkisk opbyggede arbejdsplads; Konstabel i kampinformation.
Mulig udsendelse
At Louise Dueholm Jørgensen er til stede, på trods af at mange har fri, er ingen tilfældighed. Som en af Danmarks vigtigste krigsskibe, er en del af besætningen til hver en tid at finde på Peter Willemoes.
Det tårnhøje betonbygningslignende skib kræver daglig vedligeholdelse, så det er klar til en eventuel forestående udsendelse. Og en ny udsendelse ser muligvis ud til at være i kikkert, hvis man spørger skibschef Kristian Haumann:
– Regeringens nye opdaterede piratstrategi siger, at man skal til at se mere over mod Vestafrika, ved Guineabugten. Hvad det helt præcist kommer til at indebære for søværnet er ikke sikkert endnu, men det kan godt være at vi kommer derover, når vi er klar. I år træner vi rigtig meget på at blive gode, og det gør vi. Vi bliver verdens bedste i Danmark. Der er ingen tvivl.