Øjenvidne: Flygtninge i Tyrkiet lever som gadehunde

Syriske flygtninge vandrer mod de tyrkiske flygtningelejre. Foto: Youtube, Door Ariana Katawazai.

– Flygtningelejrene i Tyrkiet er et rent kaos.

Det fortæller Justine Grace Swaab, der er hollandsk journalist og aktivist, og som netop nu opholder sig i Tyrkiet.

Hun befinder sig helt præcist i havnebyen Dikili og har været i flygtningelejre de sidste tre uger. Justine Grace Swaab mener, at Tyrkiet langt fra har ressourcer nok til at håndtere flygtningemængden, som pt. vokser, ikke mindst fordi EU er begyndt at sende flygtninge tilbage til Tyrkiet fra Grækenland.

– Der er rigtig mange gadekatte og –hunde, der bor i gaderne i Tyrkiet. Jeg føler, at flygtningene lever på samme måde, som dyrene gør. De er så ubegribeligt fattige, siger Justine Grace Swaab og beskriver, at tilstanden i de tyrkiske flygtningelejre er kritiske.

– Forholdene her er totalt uorganiserede. Det er det rene vanvid. Hygiejnen er forfærdelig, og flygtningene har ingenting, fortæller hun.

Aftale mellem EU og Tyrkiet

I dette øjeblik bliver illegale flygtninge sendt tilbage til Tyrkiet fra Grækenland.

”Byttehandlen” sker efter en aftale, der er indgået i marts mellem EU og Tyrkiet, om at forstærke EU’s grænser i forhold til illegale flygtninge. Aftalen lyder på, at hver gang Tyrkiet modtager en tilbagesendt flygtning, tager EU imod en flygtning, der opholder sig i Tyrkiet.

Læs også: EU-plan giver farligere rejse for flygtninge

Sideløbende med dette modtager Tyrkiet stadig flygtninge direkte fra Syrien, der håber på at kunne komme til Europa, hvilket lægger et yderligere pres på landet.

Aftale mellem EU & Tyrkiet

  • Grækenland sender illegale flygtninge retur til Tyrkiet.
  • For hver syrisk flygtning, Tyrkiet modtager, kan de sende en syrisk flygtning legalt til Grækenland.
  • Hensigten er at bremse den illegale indvandring.

Hvad får Tyrkiet?

  • 45 milliarder kr. i flygtningestøtte.
  • Mulighed for visumfrihed for at rejse ind i EU.
  • Forhandlingerne om Tyrkiets optagelse i EU skal opprioriteres.

Tyrkiet er et usikkert land

I en pressemeddelelse fra menneskerettighedsorganisationen Amnesty International giver Iverna McGowan, Amnestys europæiske direktør, udtryk for, at Tyrkiet er et usikkert sted for flygtningene.

– Tyrkiet har med tvang sendt flygtninge tilbage til Syrien, og mange flygtninge i landet lever under desperate omstændigheder. Hundredtusinder af flygtningebørn får ingen skolegang. End ikke i den vildeste fantasi kan Tyrkiet betragtes som et sikkert land, som EU kan udlicitere sit ansvar til, siger Iverna McGowan i meddelelsen.

Læs også: Frivillige opfordrer flygtninge til at søge asyl i Grækenland

NetAvisen har talt med en syrisk flygtning, Ali, der er kommet til Tyrkiet for ca. en måned siden. Ali ønsker ikke at stå frem med sit rigtige navn, fordi han er flygtet fra terrororganisationen ISIS.

Ali oplever også Tyrkiet som utrygt, og han beskriver, at det er svært for flygtningene at skaffe penge.

– Det er næsten umuligt at få et job her, hvis du ikke har opholdstilladelse eller taler tyrkisk. Og hvis du får et job, bliver du betalt langt under mindstelønnen, siger han.

Justine Grace Swaab bekræfter denne udtalelse og tilføjer, at der er jobcentre i Tyrkiet, men at de flygtninge, hun taler med, aldrig har fået tilbudt hjælp.

Justine Grace Swaab bruger derfor også sin tid på at hjælpe Ali og andre flygtninge med at finde job.