I Gentofte Kommune er ældre tvunget til at gemme skrald på altanen, da affaldsskakterne i deres opgange er lukkede
Forestil dig at have en skraldepose stående i dit hjem i en uge. Lugten af gammelt kød og rester breder sig og sætter sig i din næse. Det er hverdagen for flere ældre i boligområdet Nordre Munkegård i Gentofte.
I Nordre Munkegård er affaldsskakterne blevet lukket, da gårdmændene i ejer- og lejerforeningen havde meget arbejde med at samle skrald op fra revnede skraldeposer og overfyldte affaldsskakte.
Det har den konsekvens, at ældre beboere ikke kan komme af med deres skrald og derfor er de nødt til at opbevare det inden for i deres lejligheder og enten vente på hjemmehjælpen, naboen eller samle det og gå af flere omgange. Det er noget, der kan være hårdt for nogle af beboerne i Nordre Munkegård, der primært består af ældre i de i alt 496 lejligheder.
»Det er en stor gene«, siger Inge Nielsen, der bor på tredje sal uden elevator. Inge Nielsen har en nabo og en hjemmehjælper til at give en hånd med. Hun roser hjemmehjælpen for, at være en stor hjælp.
Har skrald stående i en uge
Medlem af beboerrepræsentationen Søren Styrk Larsen fortæller om ældre, der i op til en uge sidder inde med deres skrald.
»Hjemmehjælpen er flink til at gå ned med skraldet, men de ældre er ærgerlige over, at der skal gå tid med det, når det har været noget de selv har kunnet klare tidligere.«
Søren Styrk Larsen fortæller om et tilfælde med en 80-årig kvindelig beboer, der har sit skrald stående i op til en uge.
»Den ældre kvinde føler, at det er ydmygende at skulle henvende sig hos sine naboer og bede dem tage skraldet ned. Hun har altid selv kunne sørge for sit skrald, men sådan forholder det sig ikke længere,« siger Søren Styrk Larsen.
Formand for ejerforeningen Nordre Munkegård, Jan Rubin, siger, at de har fået klager på grund af lukningen af affaldsskakter. Jan Rubin har direkte henvendt sig til kommunen og til hjemmeplejen om sagen.
»Hjemmehjælpen tager selvfølgelig affaldsposer med ned, når de alligevel er her. Men selvfølgelig kommer hjemmeplejen ikke ud en ekstra gang alene for at tage affaldsposen med ned«
»Det er noget lort«
Beboerne i Nordre Munkegård er langt fra tilfredse med beslutningen. Navisen.dk har talt med flere beboere, der udtrykker utilfredshed over lukningen af affaldsskakterne. Benny Pedersen fra Nordre Munkegård er meget ked af beslutningen om at lukke for affaldsskakterne.
»Det er noget lort!«, siger han. Benny Pedersen er ikke selv direkte påvirket af lukningen, da han ikke har problemer med at gå op og ned af trappen. Benny Pedersen lægger ikke låg på sin utilfredshed.
»Alle goderne bliver taget fra én. Man lukker ned for det, der har været service før. Det er irritationsmomenter hele tiden«
Han ser det som et problem og er ked af, at fællesudgifterne er så høje, men at servicen falder.
Læs mere her: