– Det er en en alvorlig fodfejl, hvis man ekskluderer stemmer fra lokalsamfundet i den grad, som Enhedslisten afspejles på stemmeprocenten.
Sådan lyder det fra Mark Blach-Ørsten, der forsker i mediernes rolle i demokratiet ved Roskilde Universitet og som netop nu følger mediernes dækning af KV21 tæt.
Kritikken falder mod debatmødet ”Skal vi acceptere, at Nordvest bare er en midlertidig bopæl?”, der blev afholdt d. 27 oktober i Nordvest. Her diskuterede kandidater fra partier som Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og borgerlisten Rolig Revolution nogle af områdets boligudfordringer.
På trods af, at Enhedslisten (Enhl.) er det største parti i Nordvest med 23,7% af stemmerne ved forrige kommunalvalg, var de dog ikke inviteret. Til sammenligning fik Liberal Alliance, der ligeledes deltog i arrangementet kun 1,8% af stemmerne ved kommunalvalget i 2017.
Enhedslistens spidskandidat, Maria Sofie Petersen (Enhl.), er frustreret over den manglende invitation og den efterfølgende afvisning hun modtog, da partiet alligevel mødte op til mødet:
– Noget af det, der gik mig allermest på, var, at jeg efter debatten står og snakker med nogle unge vælgere, som er uforstående overfor, at vi ikke havde deltaget. Det er jo enormt ærgerligt, da det så ligner, at det er Enhedslisten, der ikke har svaret på en henvendelse eller ikke har lyst til at være i Nordvest, siger hun.
Arrangør fortryder intet
Jesper Gísli, som er chefredaktør for Hovedstadens Mediehus og lokalmediet NordvestLiv, er arrangøren bag debatmødet. Han er slet ikke enig i kritikken.
– Det kunne jo også være, at debatten blev sund, hvis det var den store majoritet, der ikke blev hørt hver gang, og man lader de andre komme til fadet. Det gjorde det denne gang, siger Jesper Gisli.
NordvestLiv har under kommunalvalget, ligesom andre lokalmedier under Hovedstadens Mediehus, faciliteret lokale debatmøder. Ifølge Jesper Gísli er den lokale forankring central, når mediet arrangerer debatmøder.
Det fremgik tildels også ved dette møde, hvor den nyligt valgberettigede borgerliste ”Rolig Revolution”, som har fast base i Nordvest, deltog.
– Hvis man stiller deltagerne op på det politiske spektrum og sætter nogle krydser, så kan man sige, at der er en lille overvægt til den borgerlige fløj, men det skabte virkelig en levende debat, hvor folk ikke bare sad og snakkede hinanden efter munden. Der kom uenigheder på bordet, og det er det vigtigste ved den politiske debat, siger Jesper Gisli.
Stemmeprocent fordelt på de partier, der deltog ved debatmødet:
- Rolig Revolution N/A
- Radikale Venstre 15,5
- Socialdemokratiet 17,1
- Liberal Alliance 1,8
- Venstre 9,3
- Dansk Folkeparti 4,2
Stemmeprocenten fordelt på de største partier i NV:
- Enhedslisten: 23,7
- Socialdemokratiet: 17,1
- Radikale Venstre: 15,5
- SF: 12,3
- Venstre 9,3
- Alternativet: 8
Kilde: Kmd.dk
Medierne bærer et ansvar
Medieforsker Mark Blach-Ørsten mener dog ikke, at man kan ignorere, hvor vælgerne tidligere har sat deres kryds.
– Generelt set er forestillingen jo, at medier skal bidrage til at skabe en pluralistisk debat. Det vil sige, at de skal sørge for at få så mange stemmer og vælgere som muligt hørt. Hvis mediet ønsker at være troværdig over for læserne, skal de leve op til deres ideal, siger Mark Blach-Ørsten.
Enhedslistens Maria Sofie Petersen stiller sig lige så uforstående, når man kigger på Enhedslistens seneste valg i 2017, hvor partiet var langt det største i Nordvest.
– Man tager det jo som en selvfølge, at Socialdemokratiet er med, men det er som om, at Enhedslisten bliver betragtet som et mikroskopisk parti med 1-2%, mens vi i virkeligheden er det største parti. Det er demokratisk problem, når et lokalt medie afholder en debat, hvor det største lokale parti ikke sidder med, siger Maria Sofie Petersen.
Det vigtigste er en sund debat
Imellemtiden holder chefredaktør Jesper Gísli fast i, at den sunde debat kan skabes på flere måder, og fortryder derfor ikke, at Enhedslisten ikke blev inviteret med.
– Vi er rigtig glade for, at vi i Hovedstadens Mediehus ikke er bange for vores egen skygge, fordi vi nu skal huske at fordele alting fuldstændig lige. Det vigtigste er, at der kommer en sund debat med et bredt spektrum. Vi kunne godt have inviteret Ø, det havde da været oplagt, ligesom at invitere SF eller Konservative, siger Jesper Gísli.
Enhedslisten: medier skal ændre praksis
Maria Sofie Petersen (Enhl.) foreslår, at man som medie ændrede praksis og var mere åben i deres sammensætning af paneldeltagere.
– Alle medier har jo ret til at gøre som de vil og invitere til debatarrangementer som de vil. Men så ville det være pænt af dem, at sige fra begyndelsen at vi har bevidst valgt at invitere nogen og bevidst valgt ikke at invitere andre. Så man lægger det på bordet til at starte med, siger Maria Sofie Petersen, Enhedslistens spidskandidat i Nordvest.
Sådan gjorde vi: Historien udsprang af et lokalt tip fra en der havde deltaget i debatmødet. Efterfølgende har journalisten først interviewet Annika Martins (Å), Jean Thierry (Enhl.) og Maria Sofie Petersen (Enhl). Hernæst er der foretaget interview med Mark Blach-Ørsten og Jesper Gísli. Slutteligt er der inddraget valgdata om kommunalvalget 2017 fra KMD.dk.