Det er gået overraskende godt med at sige farvel til gymnasieelevernes mulighed for at tjekke Snapchat, skrive til venner uden for skolen via Messenger og tjekke videoer på TikTok i undervisningstiden.
Mobilerne har siden skoleårets start skulle afleveres ved timers start, og er først blevet givet tilbage ved lektionens slutning. Roskilde Katedralskole indførte mobilfri undervisning samtidig med, at der blev opstillet en firewall. Gymnasiets rektor, Claus Niller, forventede modstand fra eleverne. Men sådan blev det ikke.
Han blev dog glædeligt overrasket, da tiltagene blev taget godt imod af både elever, medarbejdere og forældre.
Jeg synes, at det er fint med mobilfri undervisning. Det giver jo god mening, at man ikke bliver distraheret af beskeder og snaps.
Mathilde Klink Andersen, elev på Roskilde Katedralskole
Hvad er en firewall?
- Det er et cybersikkerhedsnetværk
- Den bruges til at filtrere indgående og udgående trafik
- Den har til formål at skabe en væg eller en slags barriere mellem bl.a. private enheder som mobiltelefoner og den eksterne trafik fra internettet
Kilde: Nordvpn.com
Grund til at tro på modstand
Den forventede modstand fra ledelsen var forståelig med tanke på en rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærds (VIVE) om børn og unges trivsel og brug af digitale medier fra 2020. I rapporten fremgår det, at en række studier konstaterer, at man kan se en negativ sammenhæng mellem meget skærmtid, herunder brug af digitale medier og unges mentale helbred.
Rektor Claus Niller var heller ikke sikker på modtagelsen, som initiativet ville få.
– Det var ikke uden en vis ledelsesmæssig bekymring, fordi vi tænkte: ‘Gad vide, hvordan det nu skal blive modtaget’. Vi gik til lærerne, og jeg vil sige, at det er sjældent, at man som rektor får ros eller nærmest får klapsalver fra lærerne, men det gjorde vi i denne sammenhæng, siger rektor Claus Niller.
Læs også: Gymnasie indfører sanktioner i håbet om at stoppe puttemiddage
Positive reaktioner
Lærernes reaktion var til stor glæde for ledelsen af gymnasiet, og ledelsen gik videre med tiltaget. Det blev besluttet at blive indført på et bestyrelsesseminar, hvor både skolens bestyrelse, ledelse, udvalgte lærere og elever var repræsenteret.
– Stemningen omkring det var meget fin, og der var stor opbakning fra eleverne. Man kan så sige, lidt med et glimt i øjet, at det måske også var meget nemt, fordi det i overvejende grad var 3.g-elever, der sad på det seminar og repræsenterede eleverne, siger Claus Niller.
Selvom det muligvis har været nemmere for 3.g-elever at bakke op om tiltaget, da de ikke ville nå at blive underlagt det, eftersom det ville træde i kraft sommeren efter deres udgang, er det også taget godt imod blandt 1.g-elever som Mathilde Klink Andersen. Eleverne har førhen været vant til at have deres mobiler tilgængelige under hele skoledagen.
– Jeg synes, at det er fint med mobilfri undervisning. Det giver jo god mening, at man ikke bliver distraheret af beskeder og snaps, siger Mathilde Klink Andersen.
Tiltaget om mobilfri undervisning mødte medgang både hos de studerende, deres forældre og lærerne på skolen.
Claus Niller har selv en teori om, at den nemme overgang og modtagelse af nye 1.g-elever skyldtes, at nogle studerende allerede var vant til at aflevere mobilen fra folkeskolen.
Læs også: Anti-smartphone-brugere ønsker at tage kontrol over eget liv
– Både ledelsen og lærerne er overraskede over, hvor nemt det går. Der er ingen uenigheder med eleverne omkring det, siger Claus Niller.
Til det årlige informationsmøde for 1.g-elevers forældre, fortalte Claus Niller også om den mobilfrie undervisning og viste en prototype af mobilskabet frem. Han forklarede, at det var for at komme i dialog med forældrene og forklare årsagen til skolens valg. Igen viste det sig, at forældrene bakkede op om skolens beslutning.
Lærerig proces blandt ledelsen og eleverne
Det viste sig at være en længere proces med mobilfri undervisning. Planen har hele tiden lydt, at det er mobilskabe, som skal opbevare elevernes mobiler og ikke mobilkasser, som står på lærernes borde. Claus Niller mener, at det har en psykologisk effekt ikke at have mobilen i syne. Dog var produktionstiden en mindre udfordring, som er endt ud i, at mobilskabene først kom i uge 45.
Den opstillede firewall har også været en proces. Firewallen spærrer for visse hjemmesider, som skolen vælger, og gør at enheder ikke at tilgå dem, så længe de benytter sig af skolens netværk.
– Firewallen har skabt lidt problemer, da der er mange sider, som man ikke kan komme ind på, som man ellers skal bruge i undervisningen, men jeg forstår godt firewallen, siger Mathilde Klink Andersen.
Mathilde Klink Andersen fortæller også at hun oplever udfordringer i pauserne, hvor de gerne må have deres mobiltelefon, men firewallen stadig gælder. Dér kan eleverne ikke tilgå hjemmesider som Messenger, for blandt andet at lave aftaler med venner fra andre klasser.
Claus Niller forventer, at firewall’en fungerer, som den skal, i løbet af nogle måneder.
Læs også: Ny App skal hjælpe studerende til at gemme mobilen væk i undervisningen
Sådan gjorde vi: Vi læste en nyheden om mobilfri undervisning fra Roskilde Katedralskoles egen hjemmeside. Vi interviewede herefter Claus Niller på gymnasiet, og foretog interviewet med Mathilde over telefonen.