Morgentrafikken møver sig langsomt afsted, folk står proppet i togene som sild i en tønde, og bilkøerne strækker sig kilometer efter kilometer.
Dette er et kun alt for genkendeligt scenarie for en hvilken som helst, der pendler på de nordsjællandske veje.
Men hvis flere folk kørte sammen, ville der være færre biler på vejene og trafikpropperne, der gør turen på arbejde langsom, ville forsvinde.
Det har været hensigten med det partnerskab, som Hørsholm Kommune og Nabogo, som er en samkørselsapp, har gået ud på. Men det samarbejde er nu fortid. Kommunen vurderer nemlig, at for få brugte ordningen.
– Vi har sjusset os frem til, at mængden af samkørsler ikke virker som supermeget, nogle gange må man også bruge en mavefornemmelse, så nej vi har måske ikke fået nok ud af det, siger Charlotte Kirchheiner (K), næstformand for Klima- og Miljøudvalget i Hørsholm Kommune.
Ordningen der var
Klima- og Miljøudvalget har på et møde den 22. oktober bestemt, at samarbejdsordningen ikke skal fortsætte.
Nabogo er en samkørselsapp, som tillader brugerne, at enten at være chaufføren eller passageren. Chaufføren får et tilskud til at køre passagerne og sig selv, og passageren kører gratis med de første 10 kilometer af turen. Tilskuddet kommer fra kommuner, som har en aftale med Nabogo, hvortil kommunerne afsætter et beløb, som bliver udbetalt til chaufførerne.
Hørsholm Kommune har betalt 255.000 kr. for de to års samarbejde med Nabogo, heraf er 140.000 kr. gået til at etablere konceptet i selve kommunen, 70.000 kr. til to årlige medlemskaber og 45.000 kr. er gået til at betale for turene.
Pengene kunne bruges bedre et andet sted
Charlotte Kirchheiner (K) pointerer, at der har været omkring 200-300 samkørsler om måneden.
I 2023 var der 6.772 mennesker, der pendlede fra en anden kommune til Hørsholm for at arbejde, mens der var 8.899 mennesker, som vågnede op i Hørsholm Kommune og pendlede til en anden for at arbejde, fremgår det af tal taget fra Danmarks Statistik.
– Om det er meget eller lidt, er lidt svært for os at vide, og især når vi afsætter nogle midler, fordi det her handler stort set om CO2-besparelser, og kunne man have lavet en bedre CO2-besparelse ved at bruge det samme beløb på noget andet, så vil vi hellere det, lyder det fra Charlotte Kirchheiner (K).
Fakta om samarbejdet mellem Nabogo og Hørsholm Kommune
- Samarbejdet løb mellem 2022 og 2024
- Gennemsnitsturen er på 15,34km i første halvår af 2024
- CO2-besparelse på 2.906 kg i første halvår af 2024
- 402 samkørsler i oktober måned
Leveret hvad der var lovet
Oliver Mathiasen, som er Country Manager ved Nabogo mener, at de har leveret som aftalt.
– Vi er selvfølgelig ærgerlige over, at aftalen ikke bliver fornyet. Egentlig har vi leveret, hvad vi sammen med kommunen aftalte, og vi kan også se, at udviklingen har været støt stigende, særligt det seneste år, siger Oliver Mathiasen.
Oktober har været den måned, hvor der har været flest samkørsler i Hørsholm Kommune. Det, mener Oliver Mathiasen, er fordi, samkørslen som fænomen har nået et niveau, hvor den vokser organisk.
Sker på grund af sparerunder
Oliver Mathiasen forklarer at samkørsel er en billig og effektiv mobilitetsform, og netop af den grund er de meget ærgerlige over, at partnerskabet med Hørsholm Kommune stopper.
– Vi oplever, at der er rigtige mange sparerunder rundt om i kommuner, og så er det ofte nogle af de her nye tiltag, bl.a. samkørsel, der står først for at ryge, lyder det fra Oliver Mathiasen.
Sådan gjorde vi: Journalisten kontaktede Charlotte Kirchheiner (K) for at få et interview. Journalisten blev videregivet en mailkorrespondance mellem en kollega og Nabogo, hvorigennem journalisten fik et interview med Oliver Mathiasen.