For mange småbørnsforældre i Jægerspris og Slangerup er den trygge, velkendte hverdag blevet afløst af bekymring og usikkerhed. Som tidligere omtalt af NetAvisen står to ikke-navngivne daginstitutioner i Frederikssund Kommune – én i Jægerspris og én i Slangerup – nemlig over for lukning.
Anne Svensson har to sønner på to og fire år i Børnehuset Kroghøj i Slangerup. Hun er en af de forældre, hvis børn går i en institution, der risikerer at dreje nøglen om. Derfor fylder konsekvenserne ved en lukning også meget.
– Det stresser mig virkelig meget. Lige meget hvad, så taber vi. Hvis det er vores institution, der lukker, så skal vores drenge igennem et skift, som vi ikke har haft et ønske om. Og hvis det ikke er vores institution, som lukker, får vi en røvfuld ekstra børn på stuerne. Og stuerne er trængte i forvejen, fortæller hun til NetAvisen.
Forringede forhold følger med flere børn
Anne Svensson fortæller, at hendes børn sikkert godt kunne klare et institutionsskifte. Det, hun er mest bekymret for, er kvaliteten af det pædagogiske arbejde, når der kommer flere børn på stuerne.
– Jeg er bange for, at pædagogikken og omsorgen til børnene går tabt, fordi der netop skal samles flere børn på et lille areal, siger hun.
Anne Svensson er selv pædagog, og det er ikke kun børnenes rammer, i takt med mindre plads, hun er bekymret for, men også pædagogernes.
Læs også: Frustrerede forældre: Ingen børnehave tilbage i Roskilde Midtby
– Jeg ved, hvor presset man er som pædagog i forvejen. Og hvis der lige pludselig skal tages imod en masse ekstra børn, vil det ikke være et fedt arbejdsmiljø for pædagogerne. For selvom der måske kommer flere pædagoger til, så bliver stuerne i børnehuset jo ikke større, siger hun.
Frygt for, at nærværet forsvinder
Anne Svensson er ikke den eneste forælder, der har en betænkelighed ved, at flere børn på stuerne kan skabe forringede forhold. Maria Meggele Zopf, der har en søn på halvandet år, som går i Børnehuset Bakkegården i Jægerspris, udtrykker også bange anelser.
– Mine bekymringer går på, om vi nu ender med overfyldte børnehuse, hvor nærværet, omsorgen og tiden bliver det næste, der spares på, siger hun.
Faktum er, at man har valgt og søgt en institution efter eget ønske og behov. Og det, synes jeg faktisk ikke, er okay, at politikerne skal pille ved
Maria Meggele Zopf, mor til et barn i Børnehuset Bakkegården
Et institutionsskift er ikke uden konsekvenser
Det er ikke kun bekymringen om forringet kvalitet af pædagogernes arbejde, der fylder.
Maria Meggele Zopf forklarer, at hun er særligt frustreret over, at hendes søn måske ender i en institution, som hun ikke selv har valgt til. Familiens hverdag vil blive sat på prøve, mener hun.
– Et institutionsskift er et problem, fordi vi har valgt en institution, som vi mener, skaber de bedste rammer for vores barn og samtidig giver os (forældrene, red.) en sammenhæng i hverdagen, som er essentiel, når begge parter arbejder, fortæller hun.
Nogen vil måske mene, at lukningen af et børnehus ikke er et stort problem, når barnet blot kan overflyttes til en anden institution. Dette er Maria Meggele Zopf uenig i.
Overblik over planlagte lukninger af børnehuse i Frederikssund Kommune
- Den 26. juni 2024 besluttede et flertal i Frederikssund Kommunes byråd at lukke de tre børnehuse Tumlebo, Fjordtoppen og Møllevej
- Den 24. september 2024 traf byrådet en enstemmig beslutning om at lukke yderligere to børnehuse – én i Jægerspris og én i Slangerup
- Det er endnu ikke fastlagt, hvilke to børnehuse der skal lukkes
- Lukningen af børnehusene er en del af en strategi for at justere kapaciteten i kommunens tilbud og reducere udgifterne til både drifts- og vedligeholdelse
- Planen er, at børnehusene skal lukkes pr. 1. maj 2025
Kilde: Frederikssund Kommune
– Jeg synes på ingen måde, at det er at være for privilegeret, at ens barn bare kan skifte til en anden institution. Slet ikke når konsekvenserne kan være overfyldte børnehuse eller pressede pædagoger, siger hun.
Samtidig understreger hun, at færre børnehuse vil mindske forældrenes mulighed for at vælge et børnehus, som passer til deres behov.
Hun fremhæver også, at man har valgt sit barns institution af en grund.
– Faktum er, at man har valgt og søgt en institution efter eget ønske og behov. Og det, synes jeg faktisk ikke, er okay, at politikerne skal pille ved, siger hun.
Færre børnehuse, men ingen pladsproblemer
Rasmus Petersen (EL), som er formand for udvalget Børn, familier og forebyggelse i Frederikssund Kommune, fortæller, at han sagtens kan sætte sig ind i, at det er svært for forældrene, hvis deres børn ender med at skulle skifte institution.
– Jeg har dyb forståelse for, at man som forældre har bekymringer, hvis man skal flytte sit barn og introducere dem i en ny børnegruppe, siger han.
Og selvom Rasmus Petersen (EL) lægger vægt på, at der er en bred vifte af børnehuse i Frederikssund Kommune, anerkender han som konsekvens af beslutningen om at lukke børnehusene også, at forældrene vil stå tilbage med et mindre udvalg af daginstitutioner.
– Vi har et bredt udsnit af børnehuse i hele kommunen, og det er klart, at når man har sit barn i et børnehus, som lukker, så bliver ens valg indskrænket. Før havde vi 31 børnehuse, og nu ser vi så ind i, at vi har 26. Så jo, det er klart, at der bliver et mindre udvalg, siger han.
Men selvom udvalget af børnehuse i Frederikssund Kommune bliver mindre, forsikrer Rasmus Petersen (EL), at forældrene ikke skal være bekymrede for pladsen i de tilbageværende institutioner.
– Vi indskriver ikke flere børn i børnehusene, end der er plads til, understreger han.
Sådan gjorde vi: Journalisten søgte efter forældre, der havde børn gående i institutioner i enten Jægerspris og Slangerup på Facebook. Journalisten blev derefter kontaktet af Maria Meggele Zopf og Anne Svensson. Maria Meggele Zopf kom med hendes kommentarer skriftligt. Journalisten foretog et telefonisk interview med Anne Svensson. Efterfølgende kontaktede journalisten Rasmus Petersen (EL) og fremlagde forældrenes kritik. Dette interview er fortaget over telefon.