Af Gustav Risager Gerdes & Marius Znaty Nielsen
Dannebrog vajer mod en overskyet himmel ved Solvangskolen i Farum, mens de første vælgere sætter deres kryds ved byens største valgsted kort efter klokken otte.
Fra de omkringliggende parcelhuskvarterer strømmer mennesker mod betontrappen og de sorte skydedøre, der i dag har forvandlet skolens gymnastiksal til byens demokratiske samlingspunkt. Den valgtilforordnede lader klangen fra en lille, guldbelagt klokke skære igennem hallen. Det er signalet. Nu er dørene åbne, og de første stemmesedler er klar til at lande i de endnu tomme urner.
Stemningen er hektisk fra start. Stationcars ruller tungt ind på parkeringspladsen, og cykler bliver målrettet slynget ind i stativerne af pendlere, der også skal hurtigt videre. Men midt i virvaret af babygråd, hundegøen og stressede forældre skiller en særlig gruppe sig ud.
Det er de ældre borgere, der med stoisk ro har indlagt valghandlingen som dagens første punkt på dagsordenen. For mange af dem er krydset blot starten på en aktiv tirsdag. Nogle har kurs mod golfbanen, mens andre skal have klaret et indkøb eller to.
Fælles for dem er, at det ikke kun er ældrepolitikken, der bestemmer, hvor de sætter deres kryds. Der er mange ting, der vejer tungere.
“Der snakkes meget om ældre”
Vi møder Niels Erik Juul, idet han vender tilbage til sin cykel efter en tur i stemmeboksen. Trods sine 85 år er hans kryds ikke sat på dem, der vil sikre bedre forhold for ham selv og hans generation. Tværtimod.
– Der snakkes meget om ældre. Men ingen vil tale om, at dem, der skal passe de ældre, slet ikke er født endnu. Over de sidste 30 år er der blevet født for få børn. Det synes jeg er det største problem, vi har.
Sådan lyder det fra den pensionerede matematik- og fysiklærer, der hurtigt må tilbage til cyklen, som står så tæt på indgangen som muligt. For han skal videre til boghandleren og købe en gave til sin ven, der fylder 95 år i påsken.
Niels Erik er ikke den eneste, der har andet på programmet denne tirsdag.
Omgivet af et hav af skilte, der skal lede vælgerne på rette vej, kommer Anni Såby, 76, og Preben Såby, 79, gående med hvert deres valgkort i hånden.
Inden de når frem til den støjende gymnastiksal, har de dog tid til en hurtig sludder. Som de trofaste demokratiske borgere, de nu engang er, skal der jo sættes et kryds. Hvem de skal stemme på har vidst længe, og når det er gjort så kan de ellers gøre sig klar til dagens højdepunkt.
– Vi skal ud og spille golf i Værløse. Du skal spille med nogle mænd, og jeg skal spille med nogle piger, fortæller Anni Såby, mens hun peger på sin mand.
– Så må valget køre sin gang imens, griner Preben Såby.
Billardvenner og bekymring
Blandt de morgenfriske vælgere finder man også Keld Pedersen. Krydset er sat ved Socialdemokratiet, som hans far gjorde det. Selvom politik sjældent holder ham vågen om natten, er det hyggeligt at møde vennerne fra billardklubben, som han under interviewet sender et vink til på tværs af parkeringspladsen. Men bag det begejstrede ansigt gemmer der sig også en bekymring:
– Det er vores gode ven ovre i Amerika, og hvad han kan finde på fra den ene dag til den anden, lyder det med henvisning til den amerikanske præsident Donald Trump.
