Et kvindestatueprojekt er igangsat i Frederiksberg Kommune, men det er stadig uklart, hvornår og hvordan det skal stå færdigt. Frederiksberg Byråd har enstemmigt besluttet, at der skal opstilles tre buster af kvinder i det offentlige byrum. Kommunen selv har afsat en million kroner til projektet, men mangler økonomisk opbakning fra staten. Derfor er processen stadig i sit spæde stadie uden hverken et løfte om, at busterne vil stå klar i byrummet inden udgangen af året, som budgetforslaget foreslår, eller et kartotek af udvalgte kunstnere til arbejdet med statuerne.
For Nikolaj Bøgh, bestyrelsesmedlem i Frederiksberg Kommune for Det Konservative Folkeparti, har det ingen betydning, om kunstneren bag værkerne bliver en mand eller kvinde, tilnærmelsesvis heller ikke hvilke kvinder, der skal opstilles, men kvinder – det skal det være.
– Hensigten har været at finde nogle kvinder. Det kunne også have været andre kvinder. Jeg har selv tidligere foreslået, at vi skulle have et monument for Asta Nielsen. Det her er ikke nødvendigvis de vigtigste kvinder.
Projektet som en del af den nationale bevægelse
De tre afdøde kvinder, der skal hædres, er skuespillerinde og teaterleder Jytte Abildstrøm, kirke- og kulturminister Bodil Koch samt justitsminister Nathalie Lind. Ovenover ses NetAvisens bud på, hvordan statuerne potentielt kunne se ud. Imidlertid fortæller Nikolaj Bøgh, at det væsentlige her egentlig ikke er kønnet på den statuerede, men det personen har opnået.
– De skal ikke stilles op, fordi de er kvinder, men fordi de har bidraget med noget vigtigt, tilføjer han og fortæller ydermere, at dette initiativ ikke hænger sammen med den nationale debat om flere kvindelige monumenter.
Den tankegang stiller Louise Kjølsen, psykolog, debattør og projektleder i Dansk Kvindesamfund, sig kritisk an til. For hende giver det i al fald ikke mening at adskille køn fra opstillinger af kvindelige statuer.
– Køn spiller allerede en rolle. Det gør det hver dag. Så kræver det, at vi tager den brille på, der hedder, køn er en faktor. Der er en ulighed. Den er vi nødt til at rette lidt op på, så lad os lige have det in mente næste gang, vi laver buster, fortæller Louise Kjølsen.
Kulturministeriets udspil
Nikolaj Bøghs tvetydighed omkring, hvorvidt kvindekønnet er vigtigt for valget af statuer, kan hænge sammen med, at projektet stadig er på tegnebrættet. Med det sagt har kommunen tydeligvis et behov for, at kvinder skal repræsenteres i byrummet, hvilket let kan kodes sammen med kulturministerens beslutning i 2025 om at afsætte et millionbeløb til flere kvindelige statuer på nationalt plan.
I den forbindelse udpegede Kulturministeriet et ekspertudvalg fra Aalborg Universitet, der tilbage i februar præsenterede et katalog over 100 kvinder med særlig national betydning, som udvalget vurderer skal tage del i vores bybillede. En af dem er professor i historie på Aalborg Universitet Poul Duedahl, der med sin historiske ekspertise har kunnet bidrage til denne vurdering.
Poul Duedahl er ikke politisk engageret i sagen, men ud over at have ekspertise på området takkede han ja til opgaven efter at være blevet forelagt Museum of Art in Public Spaces’ (MAPS) rapport. Den viste, at kun hver tiende statue i Danmark er af kvinder – hvilket i hans øjne er en tydelig skævvridning.
Den nye tendens om og større opmærksomhed på flere statuer af kvinder i bybilledet tager afsæt i, at langt flere mænd end kvinder er blevet statueret gennem tiden. Traditionelt har det været mænd med magt, som på den ene eller anden måde har fremhævet nationen. Typisk konger eller politikere. De skal naturligvis også hædres, mener Poul Duedahl, men det er der en lang række andre personligheder, der også skal.
– Der er jo sådan set ikke nogen, der behøver at være vigtigere end andre. Alle har brug for forbilleder. Det kan være sygeplejersker eller nogle dygtige skuespillere. Eller den første kvindelige håndværksmester for eksempel. Vi prøvede egentlig bare at lave en afspejling af det samfund, vi har i dag i rapporten.
En modningsproces
Spørgsmålet er dertil, hvorfor vi ser den her tendens nu. Forfatter Sara Alfort, som også var en del af ekspertudvalget, fortæller, at kulturministerens udspil om flere kvindelige monumenter ikke var en idé, han fik ud af det blå.
– Der er jo en lang række aktører i den offentlige samtale, også i forskerkredse og på museer, der har gjort et stort arbejde for at bringe det her op. Og så er det også tiden, har jeg lyst til at sige, som inviterer til, at der kommer den her debat, som mange har lyst til at deltage i.
Der har nemlig været et stort stykke arbejde, der er gået forud for, hvor vi står i dag, forklarer Sara Alfort. Et arbejde, der for eksempel også førte til den aktivistiske strikkehappening, der opstod i marts 2026. Her refererer hun til de aktivister, der strikkede tøj til de kvindelige statuer for at gøre opmærksom på, at en så stor andel af de kvindelige statuer er nøgne, og skævvridningen i repræsentationen af kønnene.
– Der har været et større fokus på debatten mange steder. Mange kommuner og private aktører er i gang med at få skulpturer og statuer op, eller er i gang med at arbejde på at finde ud af, hvordan og om de kan det. Så der er helt klart en større bevægelse i gang.
Louise Kjølsen kalder bevægelsen for en modningsproces.
– Der kommer nye kræfter ind. Der er helt klart sket et paradigmeskifte efter MeToo, forklarer hun.
Den nationale bevægelse kan i al fald siges at favne bredt, kulturministeren har taget hånd om det, og kommunerne er også så småt i gang.
Portrætlighed i statuerne?
Også portrætligheden er til debat. Det bliver nemlig diskuteret, hvorvidt statuers udtryk skal være klassisk og genkendeligt, hvor kritikken lyder på, at man på den måde reproducerer en tradition, som er skabt til kun at hylde mændene.
Kunstnere bag en række nyere kvindelige statuer har eksperimenteret med det klassiske udtryk og arbejdet med mere fortolkende former – en æstetik, der ikke falder i alles gode smag.
Nikolaj Bøgh tilslutter sig den holdning og ønsker fuldstændig portrætlighed i statuerne på Frederiksberg.
– Der har jo været nogle, efter min mening, ganske rædselsfulde eksempler på monumenter over kvinder de senere år. Der er jo det der Inger Christensen-monument, som ligner en dementor. Og så er der det der på Frue Plads, Inge Lehmann-monumentet, som også er noget lidt underligt med en kugle og sådan noget, hvor hun i hvert fald adskiller sig meget kraftigt fra de klassiske buster, der er af mænd. Hvis der er en mening med at mindes konkrete personer, skal man også kunne se, hvem de er, fortæller Nikolaj Bøgh.
For Louise Kjølsen er spørgsmålet om portrætlighed ikke det væsentligste i denne debat.
– Problemet er en manglende repræsentation af det feminine aspekt i det offentlige rum. Og det kan og skal jo løftes på mange forskellige måder.
Hun ser hverken en problematik i portrætligheden eller i de alternative fortolkninger, men der skal være rum for begge dele.
Sådan gjorde vi: Jeg undersøgte, om Frederiksberg Kommune havde nogle nye projekter i gang i forbindelse med opstillinger af kvindelige statuer. Jeg talte med en stor håndfuld inde fra kommunen og kom frem til denne historie. Efterfølgende kontaktede jeg en række historikere og eksperter på området for flere perspektiver.