Kokkeskoler giver karakterkrav klapsalver

apple book
Når erhvervsskolereformen træder i kraft til næste år, kræver det minimum 02 at komme ind på en erhvervsuddannelse. Foto: MorgueFile

Den nye erhvervsskolereform vil stille flere krav til eleverne ved at indføre adgangskrav. Det ser man som positivt i både Dansk Industri og flere af landets erhvervsskoler.

–  Reformen synes vi har det rigtige fokus og har potentiale til at løfte niveauet, siger erhvervsuddannelseschef Lone Folmer Berthelsen fra Dansk Industri.

Selve aftalen om reformen gik igennem i slutningen af sidste måned, hvor alle partier – på nær Enhedslisten – bakkede op om regerings udspil ”Faglært i Fremdrift” fra oktober 2013.

Lone Folmer Berthelsen mener, at reformen kan give uddannelserne et fagligt pust og gøre, at man får dygtige faglærte ud til det danske erhvervsliv.

En mere lunken modtagelse fik reformen dog af erhvervsskoleeleverne, som har meldt sig i debatten med et mere negativt syn på de nye krav til eleverne. De mener, at karakterkravene betyder, at færre bliver optaget.

Det største problem er dem, der ikke gider gå til eksamen. Det er ikke så meget et problem, at de ikke vil kunne få et 2-tal i dansk og matematik. Så er niveauet heller ikke højere. 
Søren Kühlwein Kristiansen, direktør på Hotel- og Restaurationsskolen i Valby.

Mere motivation

Erhvervsskolereformens adgangskrav: 

Der vil være direkte adgang til en erhvervsuddannelse for elever:

– Med mindst 02 i gennemsnit i dansk og matematik ved folkeskolens afgangseksamen.

– Med en uddannelsesaftale med en virksomhed

– Der allerede har en ungdomsuddannelse

Kan ovenstående ikke opfyldes, tilbydes der optagelsesprøver og forsøg med betinget optag.

Kilde: uvm.dk 

Men det er ikke kun Dansk Industri, der er positive overfor reformen. Hos flere erhvervsskoler rundt om i landet er der en generel positiv holdning til, at regeringen vil indføre adgangskrav.

– Det største problem er dem, der ikke gider gå til eksamen. Det er ikke så meget et problem, at de ikke vil kunne få et 2-tal i dansk og matematik. Så er niveauet heller ikke højere, fortæller Søren Kühlwein Kristiansen, som er direktør på Hotel- og Restaurationsskolen i Valby.

Læs også: Rundspørge: Erhvervsskoler disker op med valgflæsk

Derudover frygter Søren Kühlwein Kristiansen ikke, at karakterkravene vil skræmme elever væk fra erhvervsuddannelserne. Han ser tværtimod de nye adgangskrav som en motivationsfaktor:

– Mon ikke også, at det kan være med til at give en lille smule mere motivation i selve undervisningen for afgangsklasser i folkeskolen, siger Søren Kühlwein Kristiansen.

Højere fagligt niveau
Hos Svendborg Erhvervsskole er man også overvejende positiv overfor reformen. Her mener direktør Jens Jacobsen, at adgangskravene vil højne niveauet på erhvervsuddannelserne.

Læs også: Sådan får vi flere unge i uddannelse

Også direktør på Erhvervsuddannelsescenter Syd, Finn Karlsen,  ser det også som positivt, at der nu indføres adgangskrav, fordi der så stilles krav til eleverne. Han mener, at kravene er væsentlige, da det er vigtigt, at eleverne har kompetencerne i dansk og matematik, som i høj grad skal bruges i erhvervslivet.

– Man kan jo ikke bare sænke kravet, fordi der er nogen, der ikke består dansk og matematik, siger Finn Karlsen.

Reformen ventes at træde i kraft 1. august 2015.