Egypten er et af påskens populære rejsemål, og mange har allerede booket billetten dertil.
Det fortæller Niels Grosen, direktør hos Kuoni Danmark, som ejer Apollo og Falk Lauritsen Rejser. Det sker på trods af, at Udenrigsministeriet advarer om en ustabil sikkerhedssituation i landet.
De sidste 25 år har der været eksempler på terrorangreb mod udenlandske turister
Mark Sedgwick, professor i arabiske- og islamstudier ved Århus Universitet.
– Der er generelt en høj risiko for terrorhandlinger og bortførelser i hele Egypten, skriver Udenrigsministeriet på sin hjemmeside.
De fraråder unødvendige rejser til store dele af Egypten, med undtagelse af turistområderne ved Rødehavet. Her frarådes det ikke direkte at rejse hen, men der opfordres til at udvise forsigtighed. Især på steder, hvor mange mennesker er samlet.
Danskerne frygter ikke Egypten
Hos Falk Lauritsen Rejser oplever de ikke, at den nuværende risiko for terror i Egypten påvirker danskerne til at blive hjemme. Tværtimod er der rift om billetterne.
Læs også: Dårlige somre sætter gang i salget af vinterrejser
– Vi har oplevet overraskende stor efterspørgsel på rejserne til Egypten. Faktisk større end vi umiddelbart havde regnet med. Vores rejser til Hurghada er for eksempel stort set udsolgt, siger Niels Grosen.
Terror rettet mod udlændinge
Mark Sedgwick, som er professor i arabiske- og islamstudier ved Århus Universitet, mener, at der altid er en risiko for terror ved at rejse til Egypten. Især for de udenlandske feriegæster.
– De sidste 25 år har der været eksempler på terrorangreb mod udenlandske turister, siger han, og fortæller, at det i hvert fald finder sted hver tredje eller fjerde år.
Læs også: PKK-sag: Ekspert slår tvivl om terrorlister
Også Udenrigsministeriet advarer på sin hjemmeside om terrorangreb rettet direkte mod udlændinge.
Det gælder især, hvis personerne kan identificeres som danskere. Men heller ikke det lader til at afholde danskerne fra at holde deres påskeferie i Egypten. Niels Grosen mærker i hvert fald ikke, at folk frygter et terrorangreb rettet mod de danske turister i landet.
– Folk er måske blevet vant til, at der hele tiden kan ske noget, som gør, at et rejsemål kan frarådes i en periode, også komme tilbage igen. Sådan har det været for Egypten mere end de sidste 15 år, siger han.
Mark Sedgwick, som blandt andet har forsket i Mellemøsten og terrorisme, understreger dog, at situationen i Egypten kun er delvist problematisk.
Han mener, at der altid er en risiko ved at rejse til et land som Egypten, men risikoen bliver større og mindre alt efter, hvor man befinder sig i landet.