Ungt og sprødt. EU har fået en frisk stemme i podcastet EUtropolis, der blev lanceret fredag den 21. marts.
– Vi vil gøre unge interesserede i EU, lyder det klart fra Mathias Lund Schøtz, der er direktør og chefredaktør i Brain Gain Group, som EUtropolis hører ind under.
Vi vil formidle om EU på en sjov og skæv måde.
Kathrine Meyer Jørgensen, redaktør på EUtropolis
Podcastet bliver tilrettelagt af studerende, der ønsker at koge EU sammen til en ret, som er spiselig for deres jævnaldrende.
– Mange unge ved ikke nok om EU, siger redaktør Kathrine Meyer Jørgensen og fortsætter:
– Vi vil formidle om EU på en sjov og skæv måde.
Skæve indslag
Det første program tager fat om et grundlæggende spørgsmål: Hvorfor mange unge synes, at EU er kedeligt.Indslagene skal være et frisk pust i EU-debatten. Derfor indeholder programmet et interview med komiker og tidligere embedsmand Per Helge Sørensen, der giver sit bud på, hvordan tørre emner kan blive forvandlet til sprudlende underholdning. Et andet indslag er en konkurrence i haiku-digtning, der er EU-præsident Herman Van Rompuys yndlingshobby.
EUtropolis vil støve EU af ved at bruge anderledes og skæve elementer. EU’s officielle hymne, Ode til Glæden, bliver gransket og et ungdomsråd diskuterer europæiske problemer i bedste Mads & Monopolet-stil. Desuden byder næste program blandt andet på en konkurrence, hvor det blå EU-flag skal tildeles sin egen fortælling.
Konceptet EUtropolis er ikke skabt på baggrund af et bestemt politisk ståsted.
– Vi er hverken for eller imod EU, vi synes bare, der skal formidles om EU, fortæller Kathrine Meyer Jørgensen.
Fakta om EUtropolis
- EUtropolis lanceres fredag den 21. marts kl. 17 i Dansk Journalistforbunds lokaler på Gammel Strand 46, 1202 København K. Alle er velkomne.
- EUtropolis kan findes på Soundcloud, Facebook og Twitter. Man arbejder også på at få det på Itunes.Hør EUtropolis her: Release-program – Europa i bølger
- Nye afsnit kommer hver fredag kl. 10.
Podcast til unge
Gruppen bag EUtropolis består unge, der enten læser journalistik eller EU-studier. Ifølge Mathias Lund Schøtz skal tilrettelæggerne fungere som forbilleder for de unge lyttere og bidrage til at gøre det smart at interessere sig for EU.
Han mener, at podcasts er det helt rigtige medie til at ramme den unge målgruppe.
– Vi tror på, at podcast-formatet har et stort potentiale hos unge, siger han og uddyber:
– Du kan have dine høretelefoner i ørene og blive briefet på EU, mens du vasker op eller cykler hjem fra studie.
Medieforsker fra RUC Mark Ørsten er enig i, at podcast-mediet er godt til at fange de unge.
– Podcasts er noget, man selv kan opsøge, når man har tid, lyst og lejlighed. Muligheden for selv at vælge sit medieforbrug og vælge, hvad man vil høre, og hvornår man vil høre det, er ganske udmærket tænkt til en ung forbrugergruppe, vurderer han.
Svært at vække interesse
Mark Ørsten er dog skeptisk over for, hvor stor en indflydelse EUtropolis kan have på unges interesse for EU.
– Der skal meget til for at vække politisk interesse, forklarer han.
Når det er lykkedes eksempelvis at øge unges stemmeprocent ved valg, er det sket gennem et stort antal af forskellige platforme.
– EUtropolis kan på ingen måde alene sikre, at de unge mennesker bliver oplyste om EU. Podcastet er bestemt en god mulighed, men det kan ikke stå alene, lyder Mark Ørstens vurdering.
Læs også: Unge ligeglade med Europa-Parlamentet