Løgnekspert: Sådan laver du en god aprilsnar

meisjes

Kan det passe, at menuen står på medister til den royale barnedåb? Eller at Zoologisk Have udvider med hvalbassiner til sommer? Det er spørgsmål som dem, du kan møde på fredag den 1. april.

Men med hjælp fra en løgnekspert kan du i år lægge en slagplan, så du undgår at blive fældet, når fredagens løgnlavine ruller. Der er bestemte signaler hos dine omgivelser, du især skal lægge mærke til.

»Det er sådan noget som, hvis man synker eller bliver rød på halsen. Eller hvis man klør sig på øret eller næsen,« siger Christian Vandsø, der er ekspert i microexpressions, som er en teknik til at afsløre løgnere.

Det kan også betale sig udfolde sin indre Spørgejørgen, hvis man skal fælde en falskner.

»Typisk har man kun tænkt over selve løgnen. Et eksempel kunne være, der er væltet en Carlsbergvogn på Bredgade – gratis øl til alle! Her har opdigteren nok ikke tænkt over detaljerne, så man kunne spørge, om der ikke er lukket for lastbiler på den vej.  Så skal opdigteren tøve for at tænke sig om. Når folk tøver, før de svarer, så er det også et åbenlyst tegn,« siger Christian Vandsø

Spot avisens aprilsnar

Men det er ikke kun de mundtlige morsomheder, vi skal passe på. For både aviser, radio, tv og internetmedier gør også en dyd ud af at snyde deres seere.

»Det er jo lidt sværere med det skriftlige medie. Der skriver man ikke anderledes i forhold til, om noget er sandt eller falsk. Men man kan tjekke, om nyheden kun har én kilde. Og hvis der kun er én avis, der skriver, at der er væltet en bil med øl i Bredgade, så kunne det godt være, at man skulle være på vagt,« siger Christian Vandsø

Lav en god aprilsnar

Med øjne og ører åbne kan man altså undgå selv at falde i fælderne den 1. april. Men hvordan bliver man så mester i selv at sætte dem op?

»Det bedste er at linke til noget eksisterende. Den bedste løgn det er jo en halv sandhed. Så hvis man ved, at der sker et eller andet i denne her tid, et eksempel kunne være X-factor – i virkeligheden er Babou den tidligere deltager Mohamed, der bare har skiftet navn – så bruger man noget, der allerede er i folks bevidsthed,« siger Christian Vandsø

Med disse tricks i tasken burde du være godt klædt på til den eneste dag på året, hvor det er helt og aldeles lovligt at lyve.

Du kan læse mere på microexpressions.dk

Læs også
Penkowa skrev fantasibrev med fabrikeret ros og smiger
Parterapeut: Helt fint at lyve om utroskab