Nyt såkaldt mobbebarometer kan afsløre og udstille elektronisk mobning. Konceptet er udviklet til at komme mobning blandt børn og unge til livs, og ambitionen er at udbrede det til ”voksne” arbejdspladser også. Men det vender arbejdspladserne tommelfingeren nedad til.
Hvis du bruger grimme ord i din færden på Facebook eller andre sociale medier, bliver du opdaget af mobbebarometret, der som konsekvens rykker dig fra grøn til rød zone. Den røde zone er for mobberne, mens den grønne er for de flinke. Men sådan et ”moppe-filter” møder bred skepsis og afvisning blandt flere virksomheder.
Vil ikke overvåge
»Vi vil ikke på den måde monitorere, hvad medarbejderne laver. Med sådan et koncept kunne medarbejderne nemt komme til at føle sig overvåget. Derfor skal man overveje kraftigt, om ikke ulemperne overstiger fordelene, inden man går ind i sådan et projekt,« siger HR-medarbejder og pressechef Christoffer Hellmann fra Kommunedata, der er en it-virksomhed med over 3000 beskæftigede, som alle arbejder digitalt.
Mobbebarometeret fungerer sådan, at har man først mobbet en anden og dermed fået den røde farve, så kræver det en undskyldning, før man kan bevæge sig over i den legitime grønne afdeling.
Og idemanden bag konceptet vurderer, at mobbebarometret også kan finde anvendelse på ”voksne” arbejdspladser, hvor digital kommunikation er en del arbejdsdagen.
»Produktet er ved at blive udviklet, og der er potentiale i udbrede det til store virksomheder, der har et intranet eller kommunikerer på tværs. Vi vil skabe en on-line kultur, hvor man bliver mere selvreflekterende over, hvordan man kommunikerer med hinanden,« siger Toke Stub Barter, der arbejder i det private firma Adept og Innovation Center Copenhagen, og som er projektleder bag konceptet.
Konceptet vandt i tirsdags Den Kriminalpræventive Pris på 50.000 kr., der uddeles af Det Kommunalpræventive Råd en gang om året.
Alligevel vækker det ikke begejstring hos KMD.
»Hvis man føler, at der sidder en central enhed og overvåger én, vil man som medarbejder have en oplevelse af, at det er ubehageligt. Man kunne forestille sig, at man som medarbejder vil føle sig unødigt trykket af det. Et monitoreringssystem er ikke vejen frem. I stedet skal man tale med medarbejderne og holde dialogmøder for på den måde at fremme god personaleledelse,« siger Christoffer Hellmann.
Big Brother-samfund
Heller ikke arbejdsmiljøkonsulent i Dansk Industri Jan Lorentzen synes umiddelbart godt om idéen.
»Nogen kunne måske få en oplevelse af, at vi med et sådan system vil nærme os et ”Big Brother is watching you”-samfund. Jeg mener ikke, at det er virksomhedernes ansvar dagligt at skulle kontrollere, hvad de bruger de sociale medier til. Derfor er et mobbebarometer ikke vejen frem i forhold til at forebygge mobning på danske arbejdspladser,« siger Jan Lorentzen.
Han understreger, at arbejdspladser naturligvis skal have fokus på mobning. Det skal bare ikke være i form af overvågning.
»Det handler i stedet om at arbejde med det psykiske arbejdsmiljø og fremme en god dialog mellem medarbejderne og mellem ledere og medarbejdere. På den måde kan man bedre fremme gensidig respekt de ansatte imellem,« siger Jan Lorentzen.
Læs også:
Mobbeoffer: Bødestraf vil ikke hjælpe mig
Hver 12. djøf’er føler sig mobbet