Danskerne bliver bombaderet med reklamer på tv. Knap 18.846 timers reklameindslag i form af over 3 mio. reklamer blev i 2012 bragt på kommercielle kanaler som TV2, TV3 og Kanal 4. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik. Men selv om antallet af reklameindslag er steget med 1 mio. siden 2010, bruger mange brancher færre penge på tv-spots i deres iver efter at få danskerne til at købe en vare.
Det er især inden for brancher som drikkevarer, fødevarer, boligudstyr og elektronik, hvor udgiften til tv-reklamer er faldet. Siden 2011 er omsætningen på tv-spots for drikkevarer og boligudstyr faldet med over 70 mio. kr. Elektronik og edb er faldet med over 114 mio. kr.
Det er dog ikke alle brancher, der har oplevet et fald i omsætningen på reklame-spots. Haveartikler har haft stigning i omsætningen på over 11 mio. kr. og bygningsartikler på over 18 mio. kr. fra 2011 til 2012.
Flere korte reklamer
Ifølge lektor Lars Pynt Andersen fra Institut for Marketing & Manegement ved Syddansk Universitet er der mange faktorer, der spiller ind i regnestykket. Han vurderer, at grunden til reklame-stigningen kan være, at man er gået over til flere korte reklamer og færre lange reklamer.
– Det er vigtigt at se på, hvad det er for nogle tv-spots, og hvor lange de er. Hvis det er reklamer, der er på et minut til halvandet, så er det en meget stor stigning. Men jeg tror mere, der er kommet en masse tilbudsspots på 10-15 sekunder, der f.eks. siger: Kom ned og køb en fladskærm til halv pris! De fleste branchespots, jeg ser på tv, er korte tilbudsspots, siger Lars Pynt Andersen.
De mange korte tv-reklamer kan have en indvirkning på, hvor effektiv reklamen er. Frem for hvor mange gange en reklame bliver vist, handler det i højere grad om, hvor ofte folk faktisk har set den i længere tid. Bliver en seer bombarderet med en masse korte reklamer i en reklamepause, kan seeren hurtigt se sig blind.
– Hvis den samlede mængde tv-spots på en kanal stiger, kan man sige, brancherne får mindre for pengene, fordi der er mere “støj”. Hvis du skal sidde og se 20 reklamespots i hver reklameblok på en kanal som TV3, så lægger man ikke så meget mærke til reklamerne, som hvis man f.eks. ser tre reklamer i en biograf, forklarer Lars Pynt Andersen.