Der er en grund til, at mange unge ikke har styr på skatten. De unge over 25 år er nemlig en glemt årgang
Det er svært for de unge over 25 år at afkode reglerne på SKATs hjemmeside. De er nemlig et sort hul i skattevæsenets indsatsområde. De burde ellers vide mest om skat.
De mange ham-skift de laver, når de supplerer SU’en med et sommerjob, bliver færdiguddannede og får et fuldtidsarbejde eller køber deres første lejlighed betyder nemlig, at indkomsten ændrer sig markant og konstant.
Men når SKAT forsøger at fortælle unge om det danske skattesystem ved at komme ud på landets universiteter og gymnasier, går generation ”over 25” tabt.
»Vi fokuserer på de helt unge, og så de 18-25 årige. Vi har valgt ikke at fokusere så meget på dem over 25 « siger Linda Caspersen, special konsulent i SKAT.
Klemt ned mellem to stole
Men de mange penge, som SKAT hvert år i marts måned skal indkræve eller tilbagebetale til de unge, vidner om, at det stadig ikke er helt klart for Danmarks ungdom, hvordan forskudsopgørelsen skal grejes.
»De unge over 25 falder ned mellem to stole. De er for unge til at have modtaget det brev, som tidligere kom ind ad døren, og som konfronterede alle med skattesystemet. Og samtidig er de for gamle til at have fået informationen fra skolerne,« siger Ann Lehmann Erichsen, forbrugerøkonom i Nordea.
Hun mener derfor, at dem over 25 år er en glemt årgang. Og at de er blevet tabt i digitaliseringen af det offentlige.
Problemet har fået Christian Juul Mikkelsen, der selv er studerende, til at lave en video-guide, hvor en skatte-ekspert og en uvidende person fra det sorte hul illustrerer, hvordan forskudsopgørelsen skal ordnes. »Vi forstår jo ikke noget af SKAT. Og det skal der altså gøres noget ved,« siger han.
Men i SKAT mener man ikke, at problemet er så stort.
»Vi mener egentlig ikke, at der er nogen, der er gået tabt på grund af den måde vi informerer på. Men vi er selvfølgelig åbne over for nye indspark ,« siger Linda Caspersen.
Og det mener Ann Lehmann bestemt, at SKAT har behov for.
»Der er jo ingen, der er dumme. Skat er bare ikke nogen let kost. Og når vi nu skal ind på nettet og selv tage ansvar for vores viden, så burde det ikke være så krævende, men mere spiseligt« siger hun.
Linda Caspersen er enig i, at hjemmesiden måske behøver en justering.
»Det kan jo være, at SKAT skulle prøve at levere informationen skarpere. Sådan at den bliver mere målrettet den enkeltes livssituation,« siger Linda Caspersen.